Mj er hjemme. . .

Og hold da kæft, hvor er det dejligt og ja, undskyld mit sprog endnu engang. . . Jeg ved det. . ! Jeg bander af helvedets til. Både når jeg taler og skriver, har jeg mange gange fået påpeget af min mor. Men sådan er jeg altså og jeg bliver nok ikke meget anderledes, selvom jeg er blevet mor. . . Kun på mit arbejde prøver jeg at moderere mit sprog, som min mor kalder det. Det er trods alt andre folks børn.
Ligeså dejligt som vi synes det var at være i Colombia, ligeså dejligt var det at komme hjem. . . Det var egentligt bare det jeg ville sige. . .

Allerførst vil jeg lige beskrive vores hjemrejse. . . Alt gik totalt efter bogen.Vi blev hentet af en chauffør kl. 18 på Halifax og selvom vi synes det var det var i lige lovlig god tid, viste det sig at være en god beslutning, for trafikken var forfærdelig. . .
Den forhenværende og meget ukontroversielle borgmester i Bogota, Antanes Mockus har ellers kæmpet en brav kamp for den offenlige trafik i Bogota, så vi for vel et års tid siden i et tv-program på dr2. . . For de interesserede kan programmet ses her (Det er kun første del. Resten af programmet kan også ses på you tube) Det er et fantastisk program om Bogotas forvandling igennem de sidste par årtier og virkelig et program, som er værd at se.

Her lige lidt billeder fra den allersidste dag;

Nå, men vi nåede lufthavnen og havde omkring en time, hvor vi fik lidt at spise. . . Vi havde checket ind og skulle nu igennem imigrationen og her var det jeg sagde til Niller; "Nu er alt gået SÅ fantastisk på denne rejse. Nu sker der sikkert noget her, som gør at vi ikke kan komme ud af landet". Man er vel blevet en lille smule pessimist efter alle de år. Men alt gik bare fint og vi kom igennem uden problemer. Flyvet lettede til tiden og vores pladser var supergode. Vi fik en lift til Juan David, som jo heldigvis er en lille fis og vi havde supergod benplads. Efter at have fået lidt at spise og have charmeret alle de omkringsiddende, faldt den lille mand i søvn og sov godt og vel 6 timer i liften. I samme periode sov vi begge, dog med en lille vågen periode midt om natten, da en ung mand valgte at besvime lige ved mit sæde. Shit, et chok jeg fik. Jeg troede sgu han var død. . .

Da vi ankom til Frankfurt havde vi jo hele 1½ time, men alligevel havde vi fart på, da vi selvfølgelig skulle ud i den modsatte ende af lufthavnen og selvfølgelig skulle vi også her igennem paskontrol, og check af håndbaggage. . . Vi blev hevet over ved en speciel kø for børnefamilier og vi tænkte FEEEDT, men hold nu kæft, hvor tog det lang tid. Dem i den normale kø var færdige ti gange før, så vi skulle bare være blevet stående. Da vi endelig nåede den gate, som stod på boardingkortet, var det fandme blevet ændret. Vi havde slet ikke haft tid til at tjekke skærmene. Heldigvis var der kort til den nye gate og vi nåede ikke at vente, før vi (børnefamilierne) kunne boarde. . . og så sad vi der, kun lige godt en times flyvning fra Dk. Juan David faldt i søvn omgående og moren og faren bestilte en øl og sad og talte om hvordan vi mon ville reagere i lufthaven. . . Jeg tror lige at jeg havde fået sagt at jeg egentligt troede at jeg ville tage det rimelig roligt, da vi for første gang kunne se dansk jord og så hulkede jeg fuldstændig vildt. . . og jeg kunne næsten ikke stoppe. . . Tænk at jeg sad der i flyet med vores dejlige lille søn i mine arme. Tænk at vi var kommet så langt. Det er lidt ligesom at eventyret er slut før det overhovedet er begyndt, selvom jeg jo godt ved at det er det virkelige eventyr og det som jeg har glædet mig allermest til, som starter nu. . .
Nå, men inden landing, havde jeg fået styr på gråden og vi blev modtaget af min brors ekskæreste Christina, som er betjent i lufthaven og bød os velkommen med flag og en lille bil. Vi rundede lige toilettet og fik soigneret os lidt med rent tøj og børstede bisser. . . Da vi kom til baggagebåndet var vores tasker allerede på båndet og vi fik dem indsamlet, kiggede på hinanden og tog en dyb indånding og gik mod udgangen og igen tror jeg lige at jeg fik sagt; Jeg tror ikke jeg kommer til tude og allerede inden sætningen var sagt, tudbrølede jeg. . . og udenfor;  sikke en fest. . . Over 60 børn og voksne stod der og ventede på os med danske og colombianske flag. Nøj, hvor vi begge vrælede. Det var noget af det største vi nogensinde har prøvet. Det var SÅ fedt og vi takker jeg alle, som kom og var med til at gøre det hele så perfekt. . . Vi stod der i vel i omkring 30-40 minutter og den lille mand tog det hele i stiv arm. Han var selvfølgelig lidt betuttet, men sad og kiggede først fra klapvognen og siden på vores arm. Til sidst gik han lidt rundt på gulvet og synes det var en fest med de sæbebobler hans fætre havde med til ham. Det var SÅ rørende at se ham sammen med alle de børn, som vi holder så meget af og vi glæder os til de allesammen skal lære ham bedre at kende.

Her kommer et lille udpluk af de billeder vi har modtaget af familie og venner indtil videre...;



Hulkende kommer vi ud. . .

Krammer min veninde Lotte. . .

Og min søster. . .

MJ lagde med det samme mærke til Stefans fodboldtrøje. . .

Han ku' simpelthen genkende farverne.

Thumbs up til Stefan og Alea Juanita. . .

Mig, Mj og mine gode gamle Børnejungle kollegaer. . .

Det var SÅ fantastisk en oplevelse og vi vil aldrig, aldrig glemme det. . .  Tusind, tusind tak til jer som var med til at gøre det til en uforglemmelig oplevelse.

Jeg vil slutte denne blog med at lægge nogle billeder ind fra de første dage hjemme. . . Da vi kom hjem var der gjort rent, friske blomster på bordet, køleskabet var fyldt op, og aftensmaden til lørdag aften var klar, der var hængt mørklægningsgardiner på i soveværelse og børneværelse, sat sikkerhedskroge på døren ud til trappen... Alt sammen takket være mine forældre. . .!!! Nøj, det var skønt at komme hjem til.

Det har, som sagt været helt fantastisk, men også ret præget af jetlag. Vi kom hjem 20 tiden fredag aften og den lille blev puttet ved 23 tiden og sov til kl. 11.30 lørdag formiddag. Lørdagen tullede vi bare rundt og legede, pakkede ud og hyggede. Om aftenen kom den lille i seng, som sædvanlig kl. 7 og vi håbede at han hurtigt ville genfinde sin søvnrytme, men efter et par timer, vågnede han og synes vi skulle holde fest. og et eller andet sted var det jo også som hans middagslur, så han var vågen et par timer og så faldt han heldigvis i søvn, men måtte vækkes kl. 8.

Til vores store glæde elsker han sin havregrød og han har faktisk spist rigtig godt efter han er kommet hjem. Vi har været en lille tur på legepladsen og så har han sovet i sin klapvogn, som han allerede elsker. Så meget så han storsmilte idag, da jeg puttede ham i den og gik en lang tur med ham i regnvejr, mens jeg græd nogle glædestårer over at dette scenarie var virkeligt. . . Hold kæft, hvor er det bare en vidunderlig følelse. Alligevel vil jeg dog gerne indrømme at jeg allerede nu har indset, hvor meget man er på, hvor lang tid alting tager, hvor lidt man får gjort med sådan en lille fis i huset. Vi er totalt forældreamatører, men elsker det alligevel højere end noget andet og på intet tidspunkt har vi tænkt. . . Puhhh, det er hårdt, det her. Tværtimod har vi sagt flere gange om dagen; Er det her ikke bare det bedste i verden. . ?

Og det er det. . . Se bare her;

Første nat i DK. . .





 og jeg elsker havregrød med rosiner og kanel. . .

 og mit værelse er bare i orden. . .

Min mor synes jeg er sød med den hat, men den skal bare af i en fart. . . 

 Jeg elsker at lege i haven. . .

 På vej til legepladsen. . .

 Jeg elsker når min mor nusser om mig. . . Allerbedst er det når hun giver

mig creme på hele kroppen og giver mig massage.

 og så lige et sidste billede. . .

Og så får I ikke mere for den 25-øre. . .

Okay, så et lille indlæg fra morens hånd. . .

OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS

Brev fra Marco til jer nederst i dette indlæg eller ovenover dette. . .

Jeg skrev jo i går at der ikke ville komme flere indlæg, men selvfølgelig kommer der et om hjemkomsten med billeder og det hele. . . og så kan jeg jo se at I også blev snydt for nogle billeder og videoer, da nettet gik ned igår og jeg mistede alt det jeg havde skrevet, så dem får I her. . .

 

Og så lige en travl hundelufter, som man ser overalt i Bogota's gader. . .

På børnevenlig italiensk restaurent med mor og far. . .

Videoen må I se ved en anden lejlighed, for den er taget med vores gamle kamera og det tager tusind år at uploade den.

Og her kommer så det lovede og berømte brev fra vores lille dreng, som stadig mest reagerer på sit fødenavn Juan David. . . 

Kære familie og venner i Danmark!

Nu varer det ikke længe før jeg kommer hjem til Danmark. Det glæder jeg mig rigtig meget til – ikke mindst til at lære jer alle at kende.

Jeg har nu kendt min mor og far næsten 4 uger – og er godt på vej i min tilknytning til dem. Det er dog en lang og sårbar proces – og det er vigtig for mig på lang sigt, at jeg får den dybe tilknytning til mine forældre, før jeg knytter mig til andre.

Jeg har haft en hård start på livet og har derfor nogle ting med i min ”rygsæk”, som gør at der skal tages nogle særlige hensyn til mig.

I kan hjælpe mig og min mor og far på følgende måder:

1. Jeg er et glad og udadvendt barn, og jeg vil gerne lege med jer, men I må ikke tage mig op. Vi kan tale og lege sammen, mens jeg sidder på gulvet eller hos min far og mor. Til at begynde med er jeg nødt til at vide, at tæt fysisk kontakt, får jeg hos mor og far.

2. Giv mig ikke mad og drikke. Jeg skal lige lære, at det er far og mor der dækker mine fysiske behov. Hvis I tror jeg er sulten, så kald på min far og mor.

3. Bring mig ikke uden for mine forældres synsfelt. Jeg kan godt blive bange og utryg, hvis jeg ikke ved hvor de er, eller hvis jeg ikke kan se dem.

4. Hvis jeg er ked af det eller græder, så kald på min far eller mor. Jeg skal nemlig også lære, at det er hos mine forældre jeg skal søge trøst.

5. Hvis jeg selv kommer og vil op, så led mig venligt men bestemt hen til min mor og far.

Jeg håber, I alle vil hjælpe mig I den første tid. Jeg er sikker på at min mor og far nok skal sige til, når jeg er klar til nye udfordringer. Jeg glæder mig bare SÅ meget til at møde jer.


Kærlig hilsen

Marco Juan Birch Cundell. . .

Sidste døgn i Bogota. . .

Vi startede lige dagen med beskeden om at der var strejke i Lufthansa. . . Men den skulle nu være afblæst, så vi skal nu nok komme afsted i morgen. . . Det er vi glade for, for nu er vi klar til at komme hjem. Vi glæder os SÅ meget til at komme hjem og dele oplevelsen med alle dem som gider lytte. . .
Det har sgu været stort. . . og dagen idag er har været nostalgisk og fantastisk.
Efter at have taget afsked med danskerne gik vi en tur med sigte på at finde en efter sigende rigtig hyggelig park ved navn Chico Parque. . . Undervejs på vores tur sov den lille mand, så vi fik rigtig snakket og set tilbage på vores rejse. Snakken medførte en del glædestårer og vi har det begge sådan at det virkelig har været en tur vi har nydt. Selvfølgelig har det været en følelsesmæssig rutsjetur til tider, men alt i alt har vi bare haft det SÅ godt og alting har føltes så naturligt og ja, nemt. . . Måske andre adoptanter vil irriteres over at jeg bruger et ord som nemt, men jeg synes det har været nemt. Ikke sådan forstået at det følelsesmæssige har været nemt, men rent praktisk er vi bare ikke løbet ind i mange af de vanskeligheder, som vi tidligere har hørt andre ende i. . . og vi føler at vi har kunnet nyde hvert sekund fuldt ud. Det eneste vi er bange for at vi kommer hjem og alligevel føler at vi ikke værdsatte det nok. Men vi vil helt sikkert stadig ærger os over at vi ikke lige fik den sidste uge med i Manizales. . .
Følelsesmæssigt har det som sagt været op og ned. . .Som Niller og jeg talte om idag, kom det at Juan David kastede sin ubetingede kærlighed på Niller, på ingen måde som en overraskelse for mig. . . Jeg var forberedt og blev i første omgang totalt berørt af det og synes det var det sødeste jeg havde set. Som sagt var det jo ikke fordi jeg ikke fik kys, kram og opmærksomhed i begyndelsen, men det var klart Niller som han foretrak, når han fx var træt. . . Og jeg skal være ærlig at sige at det gjorde lidt ondt. Vi var rigtig gode til at snakke om det og fordi det ikke var en klokkeklar afvisning, klarede jeg det. . . Jeg kan huske den anden morgen vi havde ham, hvordan vi vågnede og han bare lå og smilede til os. Da kan jeg huske at det stak i mit hjerte da han lagde sig op på brystet af Niller. Jeg var SÅ misundelig på Niller, men jeg formåede der at skjule det og hente kameraet og forevige det rørende og søde øjeblik. Jeg ved nu at Niller udemærket kunne mærke på mig at det var svær og faktisk har han fortalt at han havde det rigtig svært med det også, men at han var så stolt over min måde at takle det på. . . Men den morgen hvor det gjorde så ondt at se ham ligge der hos Niller, kravlede han pludselig ned og lagde sig tæt ind til mig, som lå på siden og så sendte mig hans allerdejligste smil og puttede sit ansigt ind til min hals. . . Det reddede min verden og det kunne jeg leve længe på og allervigtigst; Det gav mig troen tilbage og et håb om at han nok skulle komme til at kunne li' mig sådan rigtigt, som på Niller måden, en dag. . .
Til det første møde vi var til med ICBF og psykologen, som har fulgt ham igennem det sidste år, fik vi jo også at vide at han er meget interesseret i mænd, nok fordi han kun har haft en plejemor og dermed ikke har haft et maskulint forbillede i sit korte liv. At han ydermere var meget knyttet til sin plejemor, har helt sikkert ikke gjort det nemmere for ham at acceptere en bleg blondine som mig. . .
Nu idag, hvor vi har set billeder fra de første dage kan vi se hvor meget der er sket. . . Jeg tænker aldrig over misundelsen, som jeg følte i starten, for nu er der ingen forskel føler vi. . . Dvs selvfølgelig er der forskel, for Niller er klart mest den som leger med ham, hvorimod jeg er den praktiske. . . Ikke sagt at Niller ikke skifter ble og ikke at jeg ikke leger, men sådan er det jo nok bare blevet og jeg nyder det til fulde. . . og som Niller sagde forleden; Det er tydeligt at han vælger os til hver vores. Jeg kan sidde med ham og putte i længere tid end Niller kan, hvorimod Niller og ham kan lege deres lege i virkelig lang tid, hvor jeg er stået af forlængst. . . Sådan skal det nok bare være og vi er ihvertfald lykkelige som det er nu. . .

Vi kysser ham jo sindssygt meget den lille og måske derfor gider han ikke give ligeså mange møsser, som i starten og det er jo fair nok. . . Vi får jo som sagt møssere om aftenen og hver gang han laver noget han ikke må, den lille fedterøv. . . Men idag oplevede jeg altså det sjoveste. Jeg lå på maven isengen og kiggede på Juan David, som legede på gulvet med nogle biler. Han mister interessen for bilerne og ser sit snit til at kravle op på den stol, som står ved vores skrivebord, hvilket har været lidt af en udfordring for ham. . . Da han kommer op, sidder han pavestolt og troner med det største smil og jeg roser ham selvfølgelig for at han kunne komme op. Kort efter kan jeg se at han forsøger at komme ned, men han bliver usikker og begynder at pive lidt og kalde på min hjælp. Jeg siger til ham at han sagtens kan komme ned igen, og forsøger at guide ham til at lægge sig på maven osv. . . Men han er usikker og bliver lidt ked af det og jeg sigergrinende noget med at han er en lille piveskid og at når man kan komme op, kan man også komme ned. . . Så er det som om drengen skifter strategi og han sender mig det berømte smil og laver kysmund med kyslyde og vupti, så står moren jo ved hans side. . . Men får man noget kys? Nej, men drengen griner over hele hovedet og det er som om han tænker; Got you. . . og jeg, tossen over alle mødre, var altså blevet snydt toltalt af den ikke engang 2 årige. . . Flot, Krisser. Hold nu kæft, hvor var vi flade af grin. og det fede var at Juan David grinede med. . . Han har simpelthen så meget humor, den dreng og han laver tit grin med os. . .

Nå, men det blev jo lige et nostalgisk tilbageglimt på vores oplevelser og for lige at slutte det, kan jeg kun sige at jeg tror at vi mindst 10 gange om dagen, kigger på hinanden og siger; Shit, hvor er han dejlig. . . Gud, hvor har vi været heldige. . . Tænk, at han er vores. . . osv osv! Han er en gave og alt med ham føles så dejligt og naturligt. Han er vores lille vidunder og at vi skulle vente så længe giver først nu mening og at vi skulle have Juan David og ikke den anden lille dreng, som kunne være blevet vores, giver nu 110 % mening og gør os SÅ lykkelige at vi talte om at det var lige før vi kunne vente 5 år mere, hvis vi vidste hvad der ventede os. . .
At vi så har tænkt rigtig meget på den anden lille dreng mens vi har været her, er klart og vi har da heller ikke kunnet lade være med at spørge lidt ind til ham. Men vi ved nu at den rigtige dreng er blevet vores og vi tror på at skæbnen har talt. . .

Nå, men igår fik I jo ingen billeder og det gik faktisk op for mig at vi havde taget et par enkelte. .

Disse er fra vores besøg på El Corral Gourmet;

Og her kan man så se hvad der sker,

hvis man prøver at nuppe en pomfrit fra pomfritten. . .

Og så lige et billede fra morgenbadet i morges. . .

og på tur i Chico Parque

Argggg, crap. . .  Har lige mistet en sidste del af det skrevne for idag, da nettet pludselig gik ned. Det er faktisk første og eneste gang det er sket for mig i Colombia, men derfor er det ikke mindre irriterende. . .

Jeg havde skrevet et laaaaangt stykke om hvor svært det bliver for os at forlade dette skønne land, som har skænket os vores søn. . . Samt vores undren over at udenrigsministeriet fortsat fraråder folk at rejse i landet, som vi jo synes virker så sikkert og trygt. En lang smøre om guerillaen, som vi jo godt ved lever og eksisterer, og som desværre ødelægger SÅ meget for alle de andre helt fantastiske colombianere. . .

Men med dette foto af Juan Davids colombianske og danske provisoriske pas, kan vi melde os klar til at komme hjem. . . I morgen skal der pakkes ned og der skal nydes de sidste timer. . .

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle og håber at I vil tage nogle gode billeder fra lufthaven, for det får vi jo nok ikke gjort. . . og hvis nogle vil påtage sig den opgave at filme lidt video, vil vi være meget glade for det. . .

I morgen for mig og senere i dag for jer, vil vores søn poste det sidste indlæg herinde på bloggen i form af et brev til jer som venter på os derhjemme. . . Dermed bliver dette indlæg det sidste fra min hånd.

Min gamle blog vil naturligvis fortsætte, som vanligt. .. . Denne blog vil blive lukket om noget tid og gemt som et varigt minde for os og Juan David om vores første måned sammen.

Men inden jeg slutter vil vi gerne takke alle jer som har læst med her på bloggen. Tak for alle jeres søde kommentarer og tak for personlige og skønne mails i indbakken. Det har gjort stort, stort indtryk på os at så mange har haft overskud, tid, lyst til at følge os på vores liv rejse. . .

Kys og kærlighed til jer alle fra Familien Cundell

Alle dokumenter er i hus. . .

og nu er moren her begyndt at glæde sig til at komme hjem til hverdagen, familien og vennerne. . . Alligevel er vi dog begge glade for at vi har endnu en hel dag i morgen onsdag, samt det meste af torsdagen. Vi bliver hentet klokken 18 (midnat i DK) og kørt til lufthavnen og vi flyver kl. 21.45 mod frankfurt. . .  Det er en ret vild følelse at ham der lille fisen skal med hjem.

Desværre viser det sig at flere og flere af mine bedste veninder ikke kan komme at tage imod os og selvom de har totalt gode grunde til ikke at komme, havde jeg lyst til at skrige og tude over det. . . Det er bare SÅ ærgeligt. . .

Dagen i dag har været rigtig god. I morges fik vi nemt og hurtigt hentet det sidste dokument med den meget vigtige underskrift. Derefter bad vi chaufføren køre os til Unicentro, som er et kæmpe shoppingcenter. Der brugte vi et par timer og jeg fik købt en del bodystokkings til Juan David.

Vi gik hjem derfra og havde bestemt os for at vi ville spise på El Corral, igen igen. . . og sørme om ikke den El Corral vi fandt var en El Corral Gourmet. Det vil sige en total luksusburgerbar med servering ved bordene som på en rigtig restaurent. Sjældent har jeg fået så gode burgere og ja, jeg siger burgere, for jeg fik nemlig 4 små miniburgere med forskelligt tilbehør. Mums, det var godt, men selvfølgelig alt alt for meget. . .

Det var en lang tur hjem, men heldigvis faldt den lille fyr i søvn og hjemme igen var han vågen og frisk på narrestreger. og ja, jeg har jo sagt det før, men han er altså noget helt specielt, vores lille dreng. . . Han laver så mange sjove ting dagen lang og vi griner SÅ meget med og af ham. . . Fx. så underholder han hele spisesalen her på Halifax med sin konstante nynnen. . .  Nå, så han opdager at alle kigger på ham, bliver han genert og griner og gemmer sine øjne bag hænderne. Måske han bliver Colombias pendant til Shakira, som jo også er Colombianer?

Vi havde jo talt om at vi for at forstå hinanden bedre ville bruge nogle af de mest gængse babytegn, som spise, drikke, sove osv. . . Det kom vi egentligt ikke så meget i gang med, men alligevel har har taget nogle tegn til sig, for hver gang han er sulten (eller lækkersulten) så laver han tegnet for sulten og det ser SÅ sødt ud. Den første uge lavede han også sovetegnet, men det gør han ikke mere. . . og han forsøger nu at stikke af, hver gang vi laver tegnet. . . Men det sødeste er nu når han laver tegnet for at børste tænder. . . Det gør han ca. ti gange om dagen. Han elsker at børste tænder. Bemærk at jeg ikke skrev; At få børstet tænder, for drengen vil naturligvis selv. Det får han nu ikke lov til at bestemme, men vi er ikke gået så hårdhændet til ham endnu, but what the f***, drengen har alligevl ikke fået børstet tænder før. I Colombia synes man ifølge Mimi at det er lidt synd, så man pudser nærmest børnenes tænder med en dims man sætter udover fingeren og så propper ind i munden på barnet. . . og det lyder jo ellers rigtig behageligt, hmmmf. . . Det var den måde plejemoderen børstede hans tænder og Mimi forsøgte at få mig til at købe en, men jeg afslog. Han elsker sin tandbørste og han elsker når han får lov at børste vores tænder. . . Måske han bliver tandlæge?

Her til eftermiddag gik Juan David og jeg ned i legerummet og kort efter kom svenske Johanna på 10 år, som er på tilbagerejse med sine forældre og sin bror. Hun er helt vild med Juan David og hun var med til at lege med ham. Snart efter kom Niller også ned og legede med, men jeg kunne simpelthen ikke holde ud at kigge på forfatningen af det legetøj, så jeg sorterede det lige og smed en masse ud i al hemmelighed. Altså kun det som var i stykker og som man kunne komme til skade med. Derefter vaskede jeg lige den ene af kasserne af med en klud og nøj, det var klamt. . . Jeg tror simpelthen ikke de nogensinde var blevet vasket af.  Jeg havde SÅ meget lyst til også at vaske alt legetøjet, men det ville jo tage totalt overhånd. Nå, men vi hyggede os med Johanna og gik ud i den lille have hvor Johannas forældre sad. Vi spillede fodbold med Juan og snart efter kom Adam, Johannas storebror, Adam. . . Juan David synes det var så sjovt og kort tid efter kom amerikanerne hjem og det viser sig sørme at deres to meget lyse børn også er adopteret fra Colombia. Børnene er dog kun 5 og 8 år og jeg synes egentligt at det er lidt tidligt at være på tilbagerejse og det er vist også lidt svært, især for den lille. . . Nå, men det blev rigtig hyggeligt med sådan en fælles fodboldkamp, som selvfølgelig, ihvertfald til at starte med, var på Juan Davids præmisser og her må jeg sige at det altså ikke kun er os som kan se at drengen har talent. . . Både børnene og deres forældre sagde; "Den dreng kan altså noget med en bold" og uden pis, han dribler altså en lille smule. Nuvel, han vælter også over bolden engang imellem, men han kan noget med en bold. . . Som Niller siger; Han sparker med venstre som sin mor og har sin fars store spildte talent. . . Måske han bliver professionel fodboldspiller?

Vi nåede lige at slappe af en lille halv time inden vi skulle spise og så er det jo sengetid. . .

Vi har slet ikke fået fortalt at der igår kom et andet dansk par. Det er dem, som har stået efter os i alle 5½ år. . . De skal hente en næsten 3 årig dreng fra Cartenega (eller hvordan det nu staves). Det ligger i det nordlige Colombia og ud til det Caribiske hav. . . De er rigtig søde og er selvfølgelig SÅ spændte på det hele. De får deres dreng på torsdag og rejser i morgen formiddag. Åhhr, jeg kan helt misunde dem at de skal være her i ca. 4 uger endnu. . . Jeg håber de får en ligeså god oplevelse som vi har fået. . .

Desværre er der ingen billeder fra idag, da vi kun har brugt vores videokamera. . .

Hjemrejse torsdag. Vi ses fredag. . .

OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS-OBS

Så er hjemrejsen bestilt. Vi rejser torsdag aften og er hjemme klokken 18 på fredag. . . Det var eneste mulighed vi havde, for lufthansa har ingen afgange onsdag og fredag, lørdag kunne vi ikke få samlet pladser, så det er således;

23FEB   2145  LH 543    S  AFG. BOGOTA, ELDORADO INTERN(NONSTOP)
24FEB   1500  OK           ANK. FRANKFURT
                            Check-in afsluttet senest kl: 2015
                            SAEDE 43D OK
                            SAEDE 43E OK
                            INFANT OK
                            BABY LIFT OK
                            Afgang terminal 1
                            Ankomst terminal 1
                            Maaltid: Uspecificeret maaltid
                            Rejsetid: 11:15

24FEB   1635  LH 830    S  AFG. FRANKFURT (NONSTOP)
         1800  OK           ANK. KOEBENHAVN
                            INFANT OK
                            Afgang terminal 1
                            Ankomst terminal 3
                            Maaltid: Snack eller brunch
                            Rejsetid:  1:25
Da vi kun har 1½ time at rutte med i Frankfurt, er der jo mulighed for forsinkelser. Vi holder familien opdateret via sms og beder dem opdatere på min facebookprofil. . .

Vi håber at se så mange af jer som muligt i lufthavnen. . .

På gensyn herfra. . .

Back in Bogota. . .

Ja, det har vi jo så været i et stykke tid nu. Jeg var simpelthen så kvæstet igår aftes, da den lille mand omsider var gået omkuld at jeg ikke orkede at rejse mig fra sengen. Det havde ellers været en begivenhedsrig dag, som startede med at vi fik pakket alt vores habbengut. Klokken ti blev vi hentet af Mimi og Henry og med det samme sagde Mimi, at hun desværre måtte fortælle os at hun havde forberedt en plan B, da de i nyhederne samme morgen havde fortalt med strejken havde taget til. Derfor havde hun allieret sig med kontaktpersonen i Pereira og havde samtidig booket et hotelværelse til os. Hvis ikke det var fordi de havde været der, havde jeg fået et flip af den anden verden. . . Jeg ku' slet ikke overskue at skulle pakke ud i Pereira, for et par enkelte dage. Vi er, eller rettere jeg, er pænt træt af at pakke ud og ind, igen og igen. . . Men jeg tog mig sammen og tænkte at vi bare måtte håbe på det bedste. Vi havde i ørvigt en hel fantastisk tur med Mimi og Henry. Turen til Pereira tager lidt over en time, men blev meget længere, da de to dejlige mennesker havde beregnet at der blev tid til at stoppe op nogle af de smukkeste steder, hvor vi kunne tage flotte billeder. Og altså en engang må vi sige at det er fuldstændig ubeskriveligt smukt. I går var det lidt diset, men det gør det hverken mere eller mindre smukt. Vi har endnu ikke oplevet en udsigt i Colombia's bjerge, som ikke er smuk. . . Her får I lige lidt billedespam;

Ja, de kunne jo ligne et par, men de er altså bare bedste venner gennem 30 år. . .

Kaffe, kaffe og atter kaffe. . .

Jo nærmere vi kom Pereira, jo varmere blev det og Mimi fortalte at luftfugtigheden i Pereira er meget højere. Pereira ligger meget lavere end Manizales og ligger i øvrigt fuldstændig fladt hen. . . Da vi nærmede os lufthavens område, kunne vi ikke se et eneste fly. Der var ingen trafik og næsten ingen mennesker, og jeg havde på det tidspunkt fuldstændig indstillet mig på at vi skulle have et par dage i denne ulidelige hede. . . Men den første lufthavnsansatte vi stoppede og forhørte os ved, sagde at lige netop vores fly vistnok gik som planlagt. . . og inde i afgangshallen kunne de bekræfte at der ingen problemer var med at vi kom afsted. Åhhh, det var bare dagens bedste nyhed. Vi havde en lille time, hvor vi sammen med Henry og Mimi fik spist lidt frokost. Vi fik givet dem de gaver, som vi havde til dem og aldrig i mit liv har jeg set nogle mennesker, blive så glade, for noget så fjollet som Trip Trap trolde og det var jo dejligt at se. . .  Da jeg købte dem, synes jeg jo det var komplet åndsvagt, men som tiden gik i Manizales og vi lærte Mimi og Henry at kende, var det helt sikker at de skulle have hver deres trold, en mand og kvindetrold, som lavede tossede ansigter. . .

Pludselig mens jeg stod på et lufthavnstoilet og skiftede Juan David, kom Mimi løbende. . . De havde kaldt os som skulle med det fly. Jeg tænkte som det allerførste; Shit, nu aflyser de også det fly. . . Men næ, nej. . . Det var såmænd tid til at boarde, selvom der var over en halv time til det tidspunkt, som vi havde fået at vide. Da jeg endelig kom ud var der jo sort af mennesker ved gaten, men Mimi fik selvfølgelig lige møffet os allerforrest i køen og pludselig skulle vi jo bare sige farvel, alt imens jeg fumlede med pas,bookingcard + dokumenterne på Juan David. Tårerne sprang ud af øjnene og jeg næsten hulkede, mens vi fik kysset og krammet farvel i en fart og hold da op, derefter blev det sgu lidt stresset. Tre styks håndbaggage, en klapvogn, som skulle slås sammen og op på båndet, samt computeren som skulle op af tasken, og jaja, bælterne som skulle af og så lige ham den lille MEGET trætte og MEGET uregerlige fyr at holde styr på. . . Nøj, vi må ha' set stressede ud i det øjeblik. Jeg valgte så lige at bløde stemningen op, ved at lade som om at jeg lagde Juan David op i en af kasserne til håndbaggagen på båndet. . . Tolderen ved båndet skulle lige til at sige No No, men så fangede han heldigvis joken og folk grinte og det blev egentligt lidt en lettelse, for hold nu op et show. . . 

Derefter fik vi slappet af en halv times tid. Den lille tog sig en lur, mens forældrene dampede af med en kop kaffe. Vi skulle flyve klokken 14, men klokken 13.59 var der stadig ikke et eneste fly på hele lufthavnens landingsbanen, men præcis klokken 14 nul nul, landede et fly lige udenfor den ventesal vi sad i og det drejede ind ved gaten og blev tømt for mennesker og klokken 14.25 var vi ved at lette igen. Det var satme effektiv ekspedition. Det skal de sgu da, de colombianere. . . Niller og jeg synes jo selvfølgelig at det var stort at den lille mand skulle ud på sin allerførste flyvetur. Han derimod synes det var helt vildt opreklameret og blev skide sur fordi han;

1. skulle sidde spændt fast i flyet. . .
2. ikke måtte køre solskærmen op og ned. . .
3. ikke måtte sparke ind i sædet foran. . .

Nå, men efter 5-10 minutter havde han vist fattet pointen og vi fik lidt juice at gå op i og så var det ellers en ok flyvetur på kun 35 minutter. . . Niller var dog pænt træt af ham fra det øjeblik, hvor flyet landet og til vi var ved gaten. Det tog måske et kvarter, men virkede som tusind år og der gad han bare ikke sidde stille mere. Så ja, forældrene "glæder" sig virkelig meget til den 12 timer lange flyvetur og ber' til guderne om at der er en såkaldt cradle til lillemanden. . . (og en sovespille)

Da vi endelig var kommet ud af flyveren gik der ikke længe før vores baggage kom. En ny Fernando med sin søn, stod med et skilt med teksten "Cundell Family" og han kørte os til Halifax og det hele var bare gået så nemt og hurtigt. . . Klokken var ca. 16, da vi sad på hotellet.

Som vi jo var forberedt på var det et fyldt hotel, vi kom til. . . og hold da op, det var faktisk lidt kaotisk.

Der er pt. to norske familier med hhv et og to børn, et norsk par, som skal ha' deres datter på onsdag, et svensk par med deres datter, som er jævnaldrende med vores, et svensk par, som er på tilbagerejse med deres to store børn på 10 og 12 år, en amerikansk familie med to børn, som vi ikke tror er adopterede. Derudover er der jo så de to svenske familier, som var her da vi ankom. . . Dem havde vi glædet os rigtig meget til at gense, men de havde begge fået lidt Halifax-kuller efter 3 uger, så de har valgt at tage til kysten ved det caribiske hav. . . Det kan man jo godt forstå, men øv hvor var det ærgeligt at det var netop nu. . . Vi fik dog sludret en del og udvekslet historier og beundret hinandens børn i legerummet. . . Det var SÅ sjovt at se Juan David med andre børn. Han har jo kun været sammen med os, og Mimi og Henry, så det var lidt overvældende at der var andre børn. Føst var han forbeholden og så blev han lidt voldsom over for smukke Isabella på 11 måneder, som ligner en lille dukke. Til gengæld synes han at syvårige Santiago var et hit at kramme med. Her er lidt billeder fra scenariet; 

Efter at have leget, præsenteret os, delt oplevelser og erfaringer med alle de andre var det pludselig blevet spisetid. Aftensmaden var forsinket og der blev først slået på gongonen kl. 18.45 og klokken 19 plejer Juan David at ligge i sin seng. Som I ved sover han ikke, men karter rundt en halv til en hel time. . . Så den lille mand var træt, men tog det hele i stiv arm. Han virker ikke specielt påvirket af endnu et nyt opholdssted og om det er godt eller dårligt kan vi ikke lige lure, men han virker glad og tilfreds bare vi er der med ham. . . Hans daglige soverutine forsøger vi jo også at holde os til. Børste tænder, skiftes og nattøj på, slukket lys og så i seng med de to samme godnatsange. Han græder ikke mere, når han skal i seng, brokker sig bare højlydt og siger; "Dååååb" og "Nej", når vi ligger ham i sengen og så starter balladen ellers. Han fjoller, griner, prøver at kysse os og bliver sur hver gang vi vender ham eller holder hans ben, som han sparker ned i dynen, for ikke at falde i søvn, tolker vi det som om. . . På et tidspunkt kan vi høre hans gaben og se hans fingre hive i sine lange øjenvipper og så ved vi at der ikke går mere end et par minutter. . . og sådan blev det også igår og forældrene som var ligeså trætte orkede som sagt heller intet, så vi sov til i morges ved 6.30 tiden, hvor vi som sædvanlig lå og ventede på at vores lille vidunder åbner de dejlige øjne og sender os smilet over alle smil. . .




Ved 8-tiden gik vi ned og spiste morgenmad og vi fik krammet farvel til to dejlige hold svenskere og leget lidt på Halifax's lille, men gode legeplads.


Vi havde bestemt os for at vi ikke selv ville kontakte vores kontaktperson her i Bogota, men vente til vi hørte noget fra hende og vi regnede selvfølgelig med at høre noget denne morgen. Vi bestemte os for at havde vi ikke hørt noget klokken 10, ville vi gå en tur. . . Da klokken var 9 og Niller sad på potten (jep, jeg det det. Meget vigtig info) og jeg var igang med skifte en anden, som havde været på "potten", så ringede telefonen at vores chauffør var her. . . WHAT. .! ! ! Vi havde intet hørt om at vi skulle afsted. Men vi sprang selvfølgelig ud af døren, og på vejen, samlede vi Carolina op og fik hils på Fru højt på strå, inden vi susede videre til det sted, hvor man får lavet Colombiank pas. Det skulle så tage 3 timer. Carolina var heldigvis fantastisk og sendte os afsted til en legeplads rundt om hjørnet og der kunne vi lege et par timer. Vi havde selvfølgelig ikke fået vores klapvogn med og vi kunne ikke få ham til at sove i vores arme. Vi købte lidt yoghurt og nødder og kunne holde den gående til vi sad overfor den flinke mand som lavede hans pas, som om han havde al tid i verden. Til sidst måtte jeg sige til dem at hvis de skulle have et billede af den lille i vågen tilstand, skulle de tage det nu og ligeså straks de havde taget billedet, faldt han i søvn. . . Hjemme fik vi frokost og derefter kunne vi lige nå ud og hæve lidt penge og købe bleer, før vi igen blev hentet og kørt til det danske konsulat. Det lyder så fint, synes jeg, men hold op hvor blev vi skuffet. . . Dels da Carolina havde sagt at det skulle vi gøre på egen hånd da de jo der talte dansk eller ihvertfald godt engelsk og det havde vi da heller ikke noget imod. Vi havde skiftet til det lidt pænere tøj, men blev modtaget på et lille kontor af en colombiansk ung kvinde, som faktisk talte ret dårligt engelsk. Ved de andre borde sad tre skandinavisk udseende unge mennsker og selvom vi hilste pænt, skænkede de os dårligt et blik eller et nik. . . Det var en ret så kold og underlig oplevelse. Passet, som er et såkaldt provisorisk, altså midlertidigt, blev lavet og vi fik betalt de næsten 1500 kr. . . Det var sgu trælse penge og særligt når man også giver 350 kr til chaufførren. Nuvel, det er da rart at have en chauffør som er ansat af vores kontaktperson, det er bare røvtræls, når en taxa koster intet herovre. . . Næste gang vil vi insistere på at bestille vores egen taxi. Nå, men sådan er det jo bare og det med pengene er efterhånden bare noget man hopper op og falder ned på. De tror jo satme at adoptanter er millionærer og det kan godt pisse mig lidt af, når man nu i forvejen har spinket og sparet for at få lov at adoptere. . . (ok, det var løgn, men så ihvertfald taget lån i friværdien)


Nå, men enden af historien er altså at vi nu blot mangler et sidste dokument før vi kan rejse. Det skal vi efter planen hente i morgen altså tirsdag sammen med Carolina, som forresten er vores kontaktpersons assistent. . . og tilsyneladende den eneste som laver noget her i Bogota.


Vi har sendt en mail til vores rejsebureau og vi venter spændt på at få en ny hjemrejsedato. . . Der er dog god sandsynlighed for at vi er hjemme enten torsdag eller fredag. Følg med her på bloggen. Vi skriver så straks vi ved noget i morgen. . .


Til slut vil jeg blot lægge lidt billeder og videoer på herfra Halifax, Bogota. . . Jeg er for træt til at tænke på mere, så here you go. . .!


Ej, forresten. . . I må lige høre dette, som ifølge mig, er det helt store tegn på at vi hører sammen med Juan David.


Niller sagde i dag til mig at jeg skulle kigge på hans håndflade imellem tommel og pegefingeren. . .! Jeg kiggede og kunne ikke lige umiddelbart se noget, men pludselig så jeg det og vidste jeg hvad han mente. Niller har et lille modermærke på håndfladen lige der imellem de fingre og gæt hvem der har et magen til. . ? No shit . . !
Ja, jeg synes det er helt vildt spooky. Niller er som altid lidt mere afdæmpet og sagde; "Jamen, det er jo ikke på samme hånd. . ."
Who gives a f****** shit, havde jeg lyst til at råbe. Det er jo et tegn fra oven og er da helt fantastisk. Nuvel, Nillers er ikke så tydeligt, nu hvor han er blevet solbrun og Juan David's er bare blevet mørkere med solen. . . Men giv mig lige ret; Er det ikke lidt vildt?




Nå, men det var de billeder og videoer vi kom fra. . .




















Og efter rationaliseringen af denne video er så at selvom man har pisseondt i knæet,
behøver man jo ikke ligne en nisse på listefødder. . . Jesus Christ, Krisser...!