Happy Happy Happy in Manizales. . .

Ja, så gik vores første dag som forældre. Dagen har været sindssyg lang på den gode måde og vi føler faktisk lidt at vi har haft ham i flere dage. . . Vi har kun været på værelset idag og har leget mange forskellige lege. Han er en dreng med stort D og elsker biler og bolde. Ham og Niller har kørt rundt med bilerne og sagt Wrrn, wrrnnn og de har spillet fodbold og kastet med bolde. . . Jeg har haft så mange tårer i øjnene over synet af dem sammen. Juan og jeg har læst bøger og synget sange og set spanske børnemusik på nettet.

Men nu vil jeg fortælle lidt om dagen og mødet. . . Vores kontaktperson kom kl. ca.9.20 og vi fik talt lidt om vores nerver og ikke så meget mere, da vi på det tidspunkt ikke kunne andet end at vandre hvileløst rundt. Klokken 9.30 kom noget personale fra hotellet og pyntede op med flere ballonen og serpentiner i Colombia-farver. De dækkede også op til kage, og cola til os alle. En tradition som åbenbart er et must. Derefter kom Gloria, forsvaren for mindreårige og dernæst en kvinde som blev præcenteret som dommer, men jeg ved ikke om i virkeligheden var vores advokat. Det må vi lige finde ud af. . .
Gloria gjorde os opmærksom på at vi skulle forvente at det ville blive en meget svær overdragelse, da hun havde hørt fra psykologen at han havde grædt hele morgenen og især da han skulle væk fra plejemoderen, så det gjorde os da lidt ekstra nervøse, selvom vi var forberedt på at det ville blive svært.
Lige et par minutter over ti ringede de fra receptionen og fortalte at psykologen og Juan var på vej op og hold da op, det var som alt snørede sig sammen. . . og billedet her bliver taget lige før;

Det første glimt fik vi af en meget beklemt lille fyr, som stod ude på gangen. Psykologen tog ham i hånden og han stavrede, som sagt direkte over i Niller's favn. Det var helt utroligt rørende at se Juan's kind være klinet til Nillers bryst, alt imens Juans hår blev mere og mere vådt af Nillers tårer. . . Det så nogenlunde sådan her ud;

Man ser noget betuttet ud. . . og er ret ligeglad med at pykologen har lavet et helt fotoalbum med billeder af ham og så et enkelt photoshoppet billede af os med Juan. . .

Til gengæld bliver man helt glad, når man ser sin egen shampoo.

Vi har fået en kæmpe taske fra plejemoderen med lidt tøj, Juans meget vigtige drikkekop, som hedder "Te Te". Der var pakket bleer, og alt hvad der derudover hørte til en puslesituation, samt noget rigtig vigtigt legetøj, en stor bold ved navn "Lon", nogle biler, som nu hurtigt blev kaseret til fordel for vores nyindkøbte smarte nye biler.

 Og sådan så vi ud da alle menneskerne var gået og fordi der åbenbart ikke

var af damerne som skulle have kage, måtte vi jo spise det selv. . . og det var rigtig hyggeligt og Juan har ikke den store søde tand, så han guffede løs af frugten, mens han fodrede mig og Niller med kagen. Det synes han var et hit og han grinte hver gang vi tog en af hans bidder.

og så læste vi bog. . .

 

og charmerede sin mor og far med dette smil mange gange. . .

og så sød ser man ud når man sover. og tjek lige de øjenvipper !

og så hyggeligt var det da man vågnede. . .

og frokost med far. . .

og så var det ren hygge og leg igen. . .

og uddeling af møssere til den lykkelige mor. .

 og her er vi så da dagen er omme og er det bare os der synes at Juan er den eneste, som ser frisk ud?

Her til aften da han skulle i seng og var blevet skiftet og vasket og havde fået sin hjemmevante medbragte nattøj med, blev han lidt ked af det da Niller forsøgte at ligge ham i sengen. Det havde vi jo forventet og vi vil bare have han skal føle sig så tryg som muligt, så nu ligger den lille svedske her i smørhullet og sover sødt. . . Putningen tog igen kun 5-10 minutter og et par godnatsange. Han kæmpede for at holde sig vågen, men ku' ikke. . . Lå igen med hver vores hånd i sin. Hold nu op, hvor er det altså rørende og det kan godt være at vi giver ham dårlige vaner fra starten, men den kamp tager vi med ham senere. . . Selvfølgelig er det en lettelse at alt er gået så fint, men reaktionen kan jo komme på fulde hammer i morgen eller i nat. . . Det at han har været så nem og glad kan jo også være tegn på at han tilpasser sig lidt for nemt og sådan skal det jo helst heller ikke være. . . Men faktisk så tror vi nu selv at det mest skyldes psykologen og plejemoderen, som har gjort et rigtigt stort stykke arbejde for at forberede ham så godt som muligt. . . og så tror vi da også at han kan li' os, sådan bare fordi vi er ret søde. . .

Nu vil jeg slutte, for jeg er eddermugme træt. . . Træt, men super, super lykkelig. . .

og 2 blev til 3. . .

En hurtig opdatering. . . Det er gået SÅ godt. Vi har fået en rigtig lille tryghedsnarkoman, som helst vil være tæt på os hele tiden. Han løb direkte over i Nillers favn og krammede ham helt vildt, så tårerne sprang ud af både morens og farens øjne. Han er vild med Niller, men også med mig og det er dejligt. Jeg har fået mange picos (kys) og kram. Han græd lige lidt da han skulle sove til middag og ville absolut ikke op i sengen, men han faldt til ro i sekundet vi lagde os tæt ned ved ham på vores seng og i løbet af 5-10 minutter og et par godnatsange faldt han i søvn med sin lille hånd om min finger og så lå Niller og jeg ellers der og gloede på ham med tårerne løbene ned af kinderne i 45 stive minutter. . . Åhhhh, det var dejligt. . . Han vågnede op og var i det dejligste humør og hver gang en af os rørte på os, som om vi ville rejse os, protesterede han og ville ha' vi skulle ligge tæt igen alle 3. . .
Han er gudesmuk og mega charmerende, men også meget viljefast og vil helst alt selv. . .

Men shit, hvor vi allerede elsker ham. . . Te amamos mucho, Juan... (Vi elsker dig meget, juan)

Restless in Manizales. . .

Godmorgen her fra os i Colombia. . . Vi har selvfølgelig ikke sovet en skid i nat, vågnede konstant og lå bare og grinede lidt til hinanden. Klokken 5.30 kapitulerede vi og stod op og bestilte roomservice. Nu er vi færdige og har været i bad og der er fem kvarter til det store øjeblik. . . og tiden snegler sig seriøst afsted. Niller vader rundt i værelset og sætter sig i den ene stol efter den anden, for så igen at rejse sig og vade rundt. Han er fandme sød og det er simplelthen så syret at vi nu sidder her og er så tæt på det, som vi har ventet på i 10 laaaaange år, nemlig at blive en familie. . .

Tak for alle jeres skønne hilsner og kommentarer, både her på facebook og på mailen. . . Det er SÅ rørende at læse og vi lapper hvert et ord i os. . .

Sleepy in Manizales. . .

Fuck, det har været en vild dag. . . Dagen startede jo tidligt i nat med at vi lå lysvågne og ikke anede præcist hvornår vi blev hentet. Derfor gjorde vi os klar til kl. 5 i morges og da der ikke var kommet nogen chaffør ved 5.30 tiden, listede vi os ned i køkkenet og ville tage lidt kaffe, og sørme om ikke den søde, søde unge mand havde gjort det hele klar til os, og vi havde jo god tid til at nyde den dejlige morgenmad endnu engang. Vi havde jo pakket og var klar, så vi spurgte den unge mand om ikke han ville ringe til vores chaffør og lige få 100 % bekræftet hvornår han kom og om det var i god nok tid. . . Han taler virkelig dårligt engelsk, men kom fint tilbage og sagde "Seven thirty. No, no worry" og vi stolede på ham. Han er simpelthen så sød, ham fyren. Han studerer på ingeniør-studiet, men læser engelsk ved siden af og da vi kom ned i morges sad han med ansigtet begravet i engelsk bøgerne og mens vi spiste morgenmad kom han flere gange ind og lige havde et spørgsmål til verdens to største sprogspassere Niller og Krisser. Tænk at vi sad der og hjalp ham med hans grammatik og engelskstavning. jaja, man kan jo godt lidt alligevel (og ikke et ord om at det måske nok var 6.7 klasses niveau. . .)

2 minutter over halv 8 kom vores chaffør og turen til indenrigslufthaven gik rigtig fint og voldte ingen trafikkale problemer overhovedet. Så lidt over 8 sad vi klar og ventede på at skulle boarde kl. 8.55. Vi skulle flyve kl. 9.40 og klokken 10.10 havde vi stadig ikke fået besked om at skulle boarde og der stod intet om at flyvet skulle være forsinket, men tror nok bare at man her i Colombia tager lidt lettere på den slags. . . Kort efter kom en lufthavns mand med meget god tid slentrende laaangsomt gennem hallen og åbnede med et gab gaten... Vi var på ingen måde bekymret for vi sad med 30 andre, som skulle samme vej og vi havde jo været oppe ved skranken for at få tjekket vores boardingpass. Hvor sjovt er det lige? Alle 30 mand skulle stå i kø ved en skranke for at manden bag, med blyant på en at halv itu revet papir skrev vores navn og flysæde. . . og satte en ring om gaten, som vi sad klods op af og helt sikkert ikke kunne blive væk fra. Det er fandme sødt, men også lidt humoristisk idioti i mine øjne. . .
Nå, men vi kom ud til vores lille propelfly til 50 personer og vi kom i luftene med lidt mere sving i sædet end normalt, synes vi. Men det var en stor og dejlig oplevelse at vide at man lige straks ville være det samme sted, som der hvor vores lille søn er. og selvfølgelig som smukke, grønne og frodige Manizales viste sig under skyerne, tudede jeg som pisket. . . Det blev så ikke sidste gang i dag.

I Manizales lufthavn fik vi i løbet af nul komma fem vores baggage og inden vi overhovedet var kommet ud, lød der et kæmpe brøl fra en smuk middelaldrende kvinde udenfor; "Kriiistinaaaaa, Oh my god, Kriistiinaaaa" råbte hun og kom løbende og krammede mig sønder og sammen efterfulgt af; "Tomorrow you are going to be a mother, and it will become the best day of you life". . . Niller som havde travlt med at få baggagen op på en vogn, havde ikke rigtig bemærket den meget syrede, men dejlige velkomstkomité, men han fik nøjagtig samme tur og så nok ligeså overrasket ud og selvom man er noget uvant med den slags hjertelighed i vores lille land, så faldt det hurtigt naturligt og Mimi, som det jo var, er fuldstændig, som vi har hørt det mange steder fra, et LIVSSTYKKE. . .

Aldrig har vi oplevet så kærligt, snakkende og informerende væsen, som hende. Hun er faktisk svær at beskrive, men skal opleves. Jeg tror seriøst jeg har fået 8 krammere og ligeså mange kindkys af hende idag og mærkeligt nok føles det ikke specielt overvældende, men bare naturligt og trygt. Niels har det på samme måde med hende. (Lars og Rie; Hun nærmest skreg da hun så billederne af Noah og tårene løb da hun læste brevet. . .Så rørende at se. Vi skulle hilse mange, mange gange og som hun sagde; "Oh, Rie... She's so young, always 29")

Desværre var alt ikke som vi havde forventet, for Mimi's mand er syg i sine nyrer og får dialyse 10 timer i døgnet, så deres hjem er ikke lige pt egnet for sådan nogle som os. Hun undskyldte mange gange med at vi nu skulle bo på hotel, og påpegede at hun havde fundet det bedste af det bedste og havde truet personalet til at gøre alt hvad vi forlangte. . . Det sagde vi selvfølgelig at hun på ingen måde skulle beklage,  og selvom vi ikke gav udtryk for det overfor hende, blev vi lidt kede af det, for der er visse fordele ved at bo et sted som Halifax eller hos Mimi. Bla. det med at maden bare inkluderes og serveres 3 gange om dagen. Heldigvis er det allerede arrangeret med hotellet at morgenmaden kommer som roomservice hver morgen og resten af måltiderne kan vi bare bestille som vi har lyst til. . . Som trøst sagde hun heldigvis også at vi så hurtigt som muligt da skulle tage ud til farmen. Farmen er et sommerhus (som vi vistnok tror hun ejer). Det ligger 8-10 km nede af bjerget, hvilket betyder at der i gennemsnit er 10 grader varmere. . . Det er et meget smukt hus med swimmingpool som ligger på en bjergskråning omgivet af ananasmarker og vi får vores egen kok og rengøringshjælp med. Det lyder alt for fedt til at være sandt, men det er det og vi tager afsted på fredag, når vi har haft Juan i 3 dages tid.
Nå, men klokken var jo allerede over 12 da vi ankom til hotellet og vi aftalte at hun og hendes ven og chaffør Henry ville hente os igen 13.45 og køre os til det møde vi skulle til. Inde på hotellet, som så rigtig fint  ud, blev vi møffet ind i elevatoren og så blev der ellers trykket på Penthouse-knappen og jeg tror at både Niller og jeg lige sank en ekstra gang og tænkte lidt på vores pengepung, og vi har da også fået et superlækkert værelse med den smukkeste udsigt over by og bjerge.

Niller synes så åbenbart det var vigtigere at fotografere

 stadionet end de smukke bjerge den modsatte vej.

Det viste sig senere at prisen er ret billig og med morgenmaden inkluderet, så det gider vi ikke bekymre os over.

Vi nåede lige at få pakket ud og få trukket i det pæne tøj, så de kan se at vi tager dem seriøst og så var det afsted igen. . .  og se lige. Blazerjakken blev brugt alligevel. . .



Man kan nok godt ane at vi er en smule trætte. . . her inden vi tager til mødet. . .

Søde Mimi lovede os at der ikke var noget at være nervøs over. Det var et stille og roligt møde, hvor vi ville høre lidt mere om Juan og hans hverdag. Til mødet skulle også deltage Gloria, forsvaren for mindreårige, samt Louisa, som er den psykolog som har skrevet Juans rapport og har haft kontakt med plejefamilien igennem hele forløbet. . . Alligevel startede mødet på en lidt anden måde en vi og Mimi havde forestillet os. Da Gloris hørte at vi havde ventet over 5 år på at få ham, fik vi simpelthen en kæmpe opsang over hvorfor vi ikke havde lært at tale spansk. . . og selvom konen jo har ret, så var det faktisk lidt ubehageligt at blive skældt ud i den situation. og så af hende, som ikke kan et ord engelsk og er gift med en nordmand, men ikke taler noget der ligner skandinavisk.  Men igen, hun har ret og vi beklagede dybt og fortalte hende at vi skammede os meget. Det hjalp vist og hun blødte da også helt op til sidst. Mimi mente at hun havde haft en dårlig dag og det lige var kommet til at gå ud over os. Men pyt nu med det. . . Resten af mødet var vi begge simpelthen så imponeret og begejstret for. Magen til proffessionalisme skal man godt nok lede længe efter og her ved jeg jo hvad jeg taler om. Det var et SÅ gennemført kvalificeret pædagogisk anerkendende forarbejde de havde lavet. Hele den måde psykologen med et dertil indrettet program på den bærbare, gjorde rede for hvem lille Juan er som person, var helt igennem fantastisk. Niller og jeg sad på hver sin side, lyttede og tog notater, mens Mimi oversatte. . . og vi ved nu hvordan, hvornår og hvorfor han reagerer, som han gør og hvad han laver og fortærer fra han vågner til han går i seng. Hvilke ord han kan og bruger osv. Vi havde jo skrevet to A4siders spørgsmål ned og det var heldigvis noget som imponerede Gloria, ligesom den billedebog, som vi har sendt til ham. . . Det var en af de ting vi var mest spændte på at høre; Altså om han havde fået bogen. (ps. man kan se udklip af bogen i et af de første indlæg på denne blog) Det havde han og han var meget glad for den og havde lært at pege på billederne af Niller og jeg og sige Mama og Papa og så kunne jeg ikke holde til det mere... Jeg brød helt sammen og tudede, så damerne hentede papir i lange baner. Vi blev bare så glade for at høre om deres kæmpe forarbejde og den forberedelse de og plejemoren har gjort. Der er ingen tvivl om at vi kommer på hårdt arbejde de næste par dage (LÆS:og laaang tid frem), for den lille mand er meget, meget knyttet til sin plejemor og han er helt med på at der er noget nyt og underligt under opsejling og derfor har han også været lidt pylret i de sidste dage. Mødet tog to timer og derefter var vi helt baldret og inviterede Mimi på café, for at få noget at drikke. Det fik vi nemlig ikke til mødet, så vi var sgu helt dehydrerede.
Derefter gik vi til et supermarked og fik købt lidt legetøj, kiks, yoghurt og andre virtige fornødenheder. . . På den måde fik vi også set Manizales og oplevet hvor kuperet den er. Fuldstændig som de stejle veje, som man ser i San Fransisko. I øvrigt et rigtig skidt terræn at passere i stiletter og lidt ondt i knæet.
Vi var først hjemme ved 6 tiden om aftenen og der var det at det gik op for os at vi ikke havde fået noget at spise i 12 timer. Efter at have skypet lidt med mine forældre, som jo heldigvis er længe oppe, gik vi ned i restaurenten og bestilte det dyreste og fineste vi kunne.  Jeg forsøgte faktisk at overtale Niller til at bestille Roomservice, men som han sagde går der nok lang tid til at vi kan sidde bare os to på en restaurent igen. Maden var helt fin, men det er lidt som om vi glemte at nyde den, for vi er bare så optaget af denne dag, som venter os i morgen. . .

Det allerbedste og her mener jeg virkelig det aller, aller bedste idag var at vi fik nye billeder af Juan. Han har simpelthen forandret sig så meget og det er ikke til det værre. Hold kæft, hvor ser han dejlig, glad og fræk ud. . . Tror vi har fået en 6-7 billeder mere. Hans hår er meget, meget lysere end på de første billeder og ja, damerne på ICBF kontoret syntes allesammen at han lignede Niller rigtig meget og så tudede moren jo igen, for det gør han virkelig. . .

Vi får ham overdraget på hotellet, hvilket vi er rigtig glade for. Normalt skulle vi have haft ham overdraget på ICBF's kontor, hvor vi også var idag, fordi det ikke kunne blive hos Mimi, som planlagt. . . Men i sidste øjeblik ombestemte de sig og vi er SÅ lykkelige over at han kommer til os her på hotellet. Her til aften har vi pustet balloner op. Morgenmaden ringer vi bare efter når vi er klar og klokken 9.30 kommer et par fra hotellet og hjælper med at pynte vores værelse med balloner osv og gør klar til det helt store show, selvfølgelig med kage og sodavand, som det er skik og brug i disse situationer. . . og klokken 10.00 skal vi møde den lille mand for første gang. . . Videokameraet og kameraet er ladet helt op og hvis vi glædede os meget igår, så glæder vi os nu, helt ud i det uendelige og tilbage igen. . . 
Jeg skal nok opdatere så snart det er muligt, men tilgiv mig, hvis det ikke bliver i morgen. . .  Vi skal lige lande i det der forældreunivers først. . . og indlæggene bliver nok heller ikke helt så fyldst gørende mere. . . Nu må vi se.

Vi glæder os, men det ved I jo nok allerede. . .

Sleepless in Bogota. . .

Ligger her kl. halv fire om natten og kan ikke sove. . . Der var igår rimelig meget usikkerhed omkring vores afgang til Manizales. Dvs. i det brev som chafføren, som hentede os  i lufthaven havde med til os fra vores kontaktperson, stod der at vi ville blive hentet kl. 7 om morgenen, men chafføren sagde lige da han havde sat os af og skulle afsted igen; "Jeg henter jer kl. 5 mandag morgen" og vi skyndte os at sige at nu stod der jo kl. 7 i brevet, og til det svarede han at det ikke var tid nok, hvis vi blev hentet kl. 7. Men alle de søde mennesker her på hotellet sagde at det var alt for tidligt. . . og at vi ville komme til at sidde derude og vente i flere timer! Så igår anbefalede Ines (hotelmanageren) os at ringe til Helena. Ines synes i øvrigt at det var mærkeligt at Helena ikke havde ringet og budt os velkommen. Man fornemmer en kold luft mellem de damer. . . Nå, men vi ringede til Helena, men kom igennem til hendes kontor i Bogota, hvor en assistent blev sat ind i sagen og hun ville få Helena til at ringe. Da hun ikke havde ringet, da vi var på vej i seng (ved otte-tiden), forsøgte vi at ringe igen og jeg fik fat i den samme assistent, som fortalte at vi ville blive hentet kl. 7.30. . .!!! Okay, der er da ikke noget at sige til at man bliver forvirret, vel?
Nå, men alle vores sager er pakket og jeg tror bare vi gør os klar til klokken 5 for en sikkerheds skyld. Det er jo trods alt chafføren som kender trafikken bedst.

Forresten har jeg lyst til at fortælle hvor søde og hjælpsomme de er her på hotellet. . . For det første så er der hende Ines, som havde fri det meste af søndagen, men ringede til os i eftermiddags bare lige for at høre om vi havde fundet markedet og restaurenten hun havde anbefalet og hvad vi havde syntes om det. . . Da vi spiste aftensmad, hvor vi fik dejlige Kyllinge Pie og god salat til med efterfølgende kage selvfølgelig, snakkede vi lidt med svenskerne om vores forvirring omkring det her tidspunkt. Der bor tre pensionerede chilenere her på hotellet. De er vistnok venner med Ines og de er simpelthen så søde og vil så gerne høre alt om vores kommende adoptioner, så de spørger løs. Da de hørte om vores rod med tispunktet i morges var der ikke det de ikke ville gøre for os. . . og i løbet af to minutter havde de skaffet chafførens telefonnummer. Jeg kom dog ikke igennem til ham. . . Men hele tiden at opleve den hjertevarme og hjælpsomhed herinde er fantastisk. . . også køkkendamerne kom, selvom de er virkelig dårlige til engelsk og ønskede os en god tur til Manizales og sagde at de glædede sig til at se os alle 3 igen om nogle uger. . . Man bliver bare så rørt over deres måde at være på. Det er så underligt at både Niller og jeg har tænkt at vi ville føle os usikre i denne nye situation, men det hele føles bare så naturligt og rigtigt, og vi føler os så meget hjemme.

Nu hvor jeg ligger her og alligevel ikke kan sove, kan tankerne jo kun kredse om én ting, nemlig overdragelsen af lillemanden. Vi forventer skrig og skrål og har det også helt ok med det, men vi håber da vi hurtigt kan få ham til at falde til ro vha noget spændende legetøj og lidt bestikkelse. 
Vi er jo helt med på at selvom det er den største og mest fantastiske dag for os som forældre, så er det måske modsat for ham, den mest forvirrende og forfærdelige dag. Tænk på at han, endnu engang, bliver taget væk fra alt det kendte og trygge. Det er godt nok synd for ham og det skal han sgu have lov til at reagere på. Men vi må bare håbe det bedste. Uhhh, hvor er vi altså spændte på at se ham.

Niller vågende lige for en halv time siden og fortalte at han havde drømt at han var sådan et barn, som hele tiden løb rundt og så elskede han at spise ren smør. . . Nårhh, det er så sødt. Jeg drømmer ikke om ham, men om at vi glemmer alting og ikke når det vi skal osv... Fx vågende jeg natten til igår badet i sved og ruskede Niller vågen, da jeg skulle fortælle ham at han havde glemt at få en kasket med. . . Det var først da Niller kiggede på mig med meget uforstående øjne, at det gik op for mig at det nok ikke var en stor katastrofe, men helt ærligt, det føltes sådan. Ligesom at jeg natten før vi skulle afsted fra DK drømte at Mimi (vores kontakt person i Manizales) lige kiggede mit tøj igennem og sagde at det slet, slet IKKE var fint nok. . . Jeg sprang op af sengen og rev min blazerjakke ned af bøjlen og proppede den ned i en af taskerne og gik så i seng igen. . . Så nu er den med, men tvivler helt ærligt på at den kommer i brug herovre. . .

Nu er klokken snart 4.10, så nu tror jeg sgu jeg vil gå i bad og gøre mig klar, inden jeg vækker Niller. Han har jo en evne til at gøre sig klar på 10 minutter.

Ha' en god dag derhjemme :o)

What a wonderfull city. . .

Ja, som forventet er vi jo allerede fuldstændig vilde med Colombia og omvendt ;o) og efter vores første møde i lufthavnen, så vi sådan her ud;

                                                Trætte, men glade

Har tilbragt hele dagen ude i byen og på markedet, men dagen startede med at vi til morgenmaden klokken 8 mødte et rigtig sødt svensk par, Karin og Stefan, som var her sammen med deres 5 årige datter Maria, for at adoptere endnu en pige, som de skal hente i morgen.
(Mie, hvor er det bare nogle dejlige mennesker. Karin og jeg var selvfølgelig ved at tude, da vi fandt ud af at de kender jer. Adoptionsverdenen er ikke stor)
Da vi var færdige med vores morgenmad og var på vej op, mødte vi endnu et svensk par, Tina og Tonny, som en af dagene skal adoptere et søskendepar på 7 og 3 år. Vi har det helt trist med at skulle forlade dem her på Halifax i morgen, for nu er vi jo også helt spændte på deres vegne. Men vi håber at se dem igen, når vi vender tilbage til Bogota om 3 ugers tid.
Morgenmaden, var BTW al, al for god. . . Der var frisk frugt, nogle morgenmads produkter, som cornflakes, chokopops og noget andet sødt stads i usunde farver. Dertil var der en dejlig, men noget sød jordbæryoghurt og en slags smootie med frugt og bær, som var rigtig, rigtig god. . . Der var forskellig slags brød, som kunne ristes og noget der lignede noget der var groft, men hvad hjælper det, når de kommer ind med det der brød, som er vendt på panden i smør og sikkert også sukker. Nøj, det smagte alt for godt og det ender med at vi tager overvægt med hjem ;o) Men pyt. . . Det bedste var dog røræggene, som vi bestilte. De var super gode med tomater og løg. Mums. . . Selvfølgelig fik vi super god kaffe til morgenmaden, selvom vi nu har ladet os fortælle at colombianerne selv drikker meget tynd kaffe, som smager af nothing.

Efter morgenmaden talte vi med Ines, hotelmanageren, som simpelthen er SÅ sød og behagelig.  Hun fortalte os om området og rådgav os i forhold til hvilke markeder vi med fordel kunne opleve idag.
(og så sendte vi hende selvfølgelig en kæmpe hilsen fra jer, Stefan og Majken og vi gav hende et af de billeder, som vi tog af jer sidst. Det blev sat ind i gæstebogen ved jeres hilsen, hvor der jo kun var billede af Alea Juanita. Hun var SÅ glad for at se billedet og sagde om Alea Juanita at hun så så stor, glad og lykkelig ud. . . ligesom forældrene. Vi spurgte til om hun havde modtaget jeres julehilsen. Det mente hun, men ville lige tjekke op på det, for som hun sagde; Vi får så mange dejlige hilsner hver jul....)

Nå, men ved 10 tiden begav vi os ud i det blå. . . og de små 20-22 grader varmede mere end vi havde regnet med, så det blev en lang og varm tur. I Bogota er søndagene bilfrie. Dvs. ikke alle veje er lukkede, men mange er. . . Det benytter colombianerne til at motionere. Aldrig har vi set så mange mennesker på cykler i alle udformninger, unge, gamle og børn på rulleskøjter, løbehjul og skateboards og så alle dem som blot løb og gik for motionens skyld. Det var ret fedt at se og det var en superfed stemning.

Vi gik op til et storcenter ved navn Hacienda Santa Barbara. . . og ved siden af det er der tusind små markeder med de fedeste ting og sager. Jeg hader normalt sådan noget og synes at det der bliver solgt er noget crap, men det her var fede ting. . . Håndlavede træting, smykker, billeder og ja, alt muligt andet. . . Jeg har købt armbånd til mig (og til dig, Majken) med Colombianske farver i tynde knyttede snore. De var super fede og dem skal jeg have nogle flere af. Så købte vi et træpuslespil. Motivet er alle Colombia's regioner i forskellige farver.
Vi spiste på en meget populær Italiensk restaurent til frokost, som hotelmanageren havde anbefalet os. Vi fik hver en pastaret med en colombiansk øl til for hvad der svarer til 150 dkr, så det må siges at være ok. . . Vi er lidt spændte på priserne, når vi kommer til manizales, for der skulle efter sigende være en del billigere, men nu må vi se. . .

Vi har nok gået alt i alt omkring 15 km idag og er nu pænt trætte og har smidt os på sengen efter at have skypet lidt med familien. Vi har fået vildt meget sol. Jeg havde ellers været fornuftigt at tage solcreme i fjæset, men jeg regnede jo ikke med at skulle have min tynde cardigan af, så nu er jeg mega skoldet på skuldrene og på brystet. . . Niller er bare rød i hele krydderen, selvom han ikke vil være ved det. Det er jo nok også meget godt at få lidt sol inden vi møder ham dersens lillemanden, så vi ikke fremstår SÅ vinterblege, som vi ellers er. . . Egentligt ret træls for mig at skulle trækkes med både en mand og en søn, som begge er mega brune året rundt. . . Jeg kan nu også blive brun, men jeg bliver til gengæld ligbleg meget hurtigt igen. . .

Nu hvor vi idag bare har leget turister er det flere gange gået op for os hvad der snart skal ske. . . Det virker simpelthen så syrealistisk og vi fatter det faktisk ikke. Vi glæder os sindssygt meget, men det virker alligevel som så langt ud i fremtiden, selvom vi rejser tidligt i morgen tidlig. Vi glæder os også til at få pakket ordentligt ud og finde os tilrette i Mimi, vores kontaktpersons lejlighed, hvor vi skal bo. Kl. 14 skal vi til møde med ICBF, hvor vi har flere A4 sider fyldt med spørgsmål om Juan. Det glæder vi os til, men er selvfølgelig også lidt spændte over at skulle sidde til sådan et møde i sit stiveste pus og tale engelsk og skraldespansk. Men det vi glæder os mest til er, når mødet er slut for så skal vi ud og købe bleer og lidt legetøj og lidt spiseligt bestikkelse i form af kiks, rosiner osv. . . og så skal vi nok bare tidligt i seng og være helt klar til tirsdag kl. 10.

F***, hvor er det dog vildt...

Men indtil da vil vi nyde stilheden og at vi kan lave den her;

og den her . .

og nu vil vi snart gå ned og spise aftensmad. . . So long from Colombia :o)

Vel ankommet til Bogota. . .

Vi stod op kl. 4 i morges, en hel time før vækkeuret skulle ringe, slet og ret fordi vi ikke kunne sove længere. . . Drak kaffe og sad bare og ventede på at det var tid til at komme afsted. Mine forældre kørte os i lufthavnen i vores bil og alt gik som smurt. Vi fløj til Frankfurt og turen virkede som om den tog ti minutter, da vi begge sov i det øjeblik vi havde fortæret et eller andet wienerbrødsagtigt, vi fik serveret... Vi havde knap 3 timer i Frankfurt og slog lige et lille smut om en McDonald til en enkelt lille burger og sæføli' lidt pommes frites. Det skulle vi dog aldrig have gjort, for vi har simpelthen fået så meget mad (og faktisk helt go' flymad) på de 12 timer til Bogota. Vi fik først Bøf Stroganoff,og som altid er der en bolle, med lidt brieost og et giga stykke chokoladekage. Dertil skålede vi i rødvin og drak bagefter kaffe. Senere igen fik vi ravioli med ost og spinat, igen bolle med ost og så vaniliebudding, Mmmm....  Vi sov ret meget på vejen, no wonder med al det mad. . .
Og nu er vi så ankommet til Hotel Halifax i Bogota. Vi blev hentet af vores chaffør Fernando i lufhavnen og da vi kom til vores hotel var der ikke reserveret til os. Fernando forsøgte at overtale os til at tage på Las Palmas, et andet adoptionshotel, men det synes vi så ikke lige vi skulle. . . (Majken, totalt samme standard brev forresten)
Heldigvis var der ingen problemer med at få et værelse og den unge mand, som tog imod os, kunne ikke et ord engelsk, så en gæst, som var til et møde her på hotellet hjalp med at oversætte. De tilbød os selvfølgelig at lave noget mad til os, men der måtte vi takke pænt nej tak. . . Er simpelthen så mega mæt og oppustet.
Vi bor på et dejligt værelse (nr.1, for jer som har været her før) og her skal vi bo indtil vi bliver hentet kl. 5 mandag morgen, hvor vi bliver kørt til indenrigslufthaven og derfra skal flyve til Manizales.

Det hele føles på én og samme gang så naturligt og totalt syret at vi nu ligger her i sengen. . . Lidt som det plejer at være, mig som skriver og Niller som allerede trækker torsk i land.

Uhhh, altså hvor bliver det dog spændende at vågne i morgen....

Ps. fra nu af er alle indlæg skrevet i Bogota-tid... Vi er 6 timer bagefter jer, så lige nu hvor den snart er 4 om natten hos jer, er den 22 om aftenen her hos os...

Totally insanity...

Dagen før dagen kan jeg nu endelig konstatere at vi ER klar. . . Klar, parat, start FLYV...!!! Havde man spurgt mig igår, er det ikke sikkert jeg havde svaret sådan, for i går var jeg ramt af momentær sindssyge. Tilstanden som forvandler helt almindeligt rationelt tænkende kvinder til sortseende grimme monstre, hvis munvige vender så meget nedad, at man kan falde og snuble over dem.

Shit, hvor var det hele bare noget lortelort med ekstra meget lort på. . . Jeg havde seriøst lyst til at løbe skrigende væk og aldrig kigge mig tilbage. og ja, nu vil nogen nok tænke at det da lyder utrolig negativt og decideret sindssygt og det var det sgu også... Men der er en grund til det og jeg er absolut ikke stolt over at nævne den her, for i bund og grund skammer jeg mig så meget over at have haft den last... Lasten som jeg jo egentligt havde skaffet mig af med forlængst, men som jeg desværre startede på igen for 2 års tid siden...

Lasten som styres af det store, ildelugtende og stygge NIKOTINMONSTER...

Jeg har trukket den i ørerne så længe jeg kunne... vidste godt at jeg ikke var supermotiveret til at skulle stoppe, også selvom jeg ALTID har været fuldstændig overbevist om at jeg IKKE ville være en rygende mor. . . Meeen har nok også måtte indse at det sidste års tid har tæret mere på kræfterne end godt er og jeg har simpelthen ikke prioriteret at tage den kamp op med mig selv, men hvor dum er det lige jeg er at tage kampen op i disse dage, hvor graden af sindsygdom i forvejen er på sit højeste???
Niller vidste det, alle mine nærmeste vidste det og jeg vidste det jo egentligt også godt; At jeg udvikler mig til verdens værste human beeing...!!! Min veninde Majken mente dog at jeg bare skulle ryge indtil vi satte os op i flyet og så ville det hele jo give sig selv, men jeg tror hun har glemt at sidst da jeg holdt op med at ryge for 4-5 år siden, så græd jeg i tre dage, fordi jeg følte det som om noget var taget fra mig. Jeg var stikhamrende tosset på alt og alle og kunne faktisk næsten ikke være i mig selv. Jeg blev ulidelig, træt og frygtelig at være i nærheden af. Niller havde vist også fortrængt det og det havde jeg til en vis grad også selv, bortset fra at jeg godt vidste at tidspunktet hvor jeg satte igang, ikke skulle være i Boring 807-C over atlanten... Det ville ende som en actionfilm med mig som skurken, som ville få alle de pæneste og tyndeste stewardesser til at gå planken ud... Det ville ikke være en succes på nogen måde og derfor havde jeg forberedt at jeg tirsdag aften skulle ryge den sidste inden jeg gik i seng og det gik jo egentligt forbavsende godt, altså indtil sindssygen for alvor brød ud torsdag lidt over 12... Først kl. 16 kapitulerede jeg og tog et nikotintyggegummi og blev, som en lettet Niller sagde, from som et lam igen... Jeg ved egentligt ikke hvorfor jeg skulle være SÅ stejl med det, men jeg har jo gjort det uden hjælpemidler før og måske tænkte jeg at det bare vil forlænge sindssygen yderligere nogle dage, men det må det så gøre og jeg kan helt sikkert mærke at jeg nu er kommet over det værste. . . og jeg har smilet rigtig meget idag og jeg glæder mig SÅ meget og alt det jeg sagde om at jeg aldrig nogensinde ville blive klar til at være mor, mente jeg selvfølgelig ikke og det jeg sagde om at det krafteddermame også er pisse latterligt at man skal SÅ hurtigt afsted, mente jeg heller ikke og det med at jeg for øvrigt slet ikke havde lyst til at blive mor, mente jeg på ingen måde.... Jeg var bare totally insane i gerningsøjeblikket....

Senere samme aften. . .

Great! Frossen pose bærsymfoni var utæt, hvilket resulterede i lidt bærsaft på bukser, skammel og gulvtæppe. . . Ikke verdens største katastrofe, I know. . . Men åbenbart nok til at tude over, (også selvom hele lortet gik af)

Andre ting, som jeg har tudet over idag;

• at gå forvildet rundt i Lyngby Centeret og ikke kunne finde 6 sølle gaver, som man skal have med til de fine og vigtige personer i Colombia. . . 
• at høre om den frygtelige busulykke med børnehavebørnene i radioen og forestille sig hvordan det må ha' været for dem, deres pædagoger og deres forældre. . . Pyha.
• at jeg ikke kunne finde enden på den nye pakke klisterbånd, som jeg skulle bruge til gaverne. (som det til sidst lykkedes mig at finde vha. meget sød ekspedient fra Inspiration)
• at se slutningen af et program om fødsler og blive mindet om at lille Juan's fødsel aldrig vil være en del af mit minde om ham. . .

Men bortset fra tudeture og mega ondt i knæet har dagen været go' og jeg er vha. meget sød (og meget streng) veninde og adoptivmor, blevet oplært i kunsten af at pakke med måde. Noget som aldrig har været min stærke side. . .
Har således fået barberet halvdelen af mit og Juan's tøjtilbage i skabet og kommoden, hmmf....

Har jeg egentligt nævnt at vi glæder os. . .???

Kan konstatere. . .

. . . at det er et rigtig lortetidspunkt at lave et giga vrid i knæet. . . Sidder nu med frossen bærsymfoni på meget hævet knæ og samtidig en energi, som pumper rundt i kroppen. Bad, bad kombi. . . Niller er taget til Ishockey for sidste gang og jeg sværger, jeg kvæler ham med hans sure underbukser, hvis han kommer til skade. . .

Kommentarer. . .

Jeg har fået flere henvendelser om hvordan man kommentere på indlæggene;

Det allernemmeste er at oprette en google konto. Det er ganske gratis og meget nemt. Gå ind på google's søgeside. Øverst i højre hjørne står der opret google konto. Man skal blot skrive sin email-adresse og et kodeord, så er man på og når man kommentere bruger man sin google konto. MEGET NEMT... Du kan selvfølgelig også bare skrive; "opret google konto" i dit søgefelt. Det er et helt sikkert værktøj og du modtager IKKE spam og andet møg på din mail. Eller også kan du gå direkte ind på siden her. Ja ja, man er vel ved at være prof udi dette univers, hehe. . .

Når man har oprettet en google konto kan man så ude i siden (der hvor der er billeder af læsere) tilmelde sig dette websted og blive fast læser. Det er ikke et must at sætte billede på, det styre man selv. Enten står der over billederne; "Tilmeld dig dette websted" elller "Følg".

Det er selvfølgelig ikke alle som har lyst til at kommentere offenligt og så kan man jo sende os en mail på birch.cundell@live.dk

Vi kan ikke love at vi får svaret tilbage hver gang. Det afhænger af tid, interadgang og overskud, men alle vil blive modtaget med glæde.

En anden ting er at jeg rigtig gerne vil have at I skriver jeres efternavn eller bare forbogstavet i jeres efternavn, når I kommentere, for der er rigtig mange der hedder det samme og det er ikke altid lige til at vide hvem der skriver. . .

På lørdag, på lørdag, på lørdag. . .

Det er SÅ fedt at kunne sige; På lørdag. Vi glæder os SÅ meget til at vi sidder i flyet og som Niller siger; "Så må det briste eller bære". . . Jeg tror heller ikke rigtig vi finder ro inden. Det er som om vi, eller måske skulle jeg sige jeg, slet ikke kan slappe af. Jeg er konstant i fuld sving og helst med 700 forskellige ting på én gang. Det er faktisk lidt som om den gamle Krisser er helt tilbage, bare med en dobbelt puls. Jeg er mega aktiv og har fået lavet SÅ mange flere ting end jeg havde regnet med at jeg kunne nå. Nu er jeg også typen, som arbejder bedst under pres. Det er bare så lang tid siden jeg har følt så meget energi i min krop og jeg elsker den følelse, også selvom hjertet hopper over sig eget slag engang imellem.
I går fik jeg lavet tæppet færdig (til de uindviede er det stoflapper, som er sendt fra familie og venner tilbage i november måned) Egentligt havde jeg jo tænkt mig at tørre det af på min mor, altså det med at sy pladevat og bagbeklædning på, men min mor synes jo at det var mit syprojekt og at jeg skulle gøre det selv og faktisk havde jeg det lidt som dengang man var tretten og man synes det var skide strengt at man fx skulle tømme opvaskemaskine. Jeg havde håbet hun sagde; "Lille skat, det ordner mor", for jeg var SÅ pisse træt og udmattet. Jeg havde inviteret mig selv på mad derhjemme, da Niller skulle spille Ishockey og havde håbet lidt at jeg bare skulle smide mig i sofaen og drikke en whiskey med min far, men nu har mine forældre gennem hele mit liv opdraget mig efter parolen "Man kan hvad man vil" og "Learning by doing", så der var ingen kære mor. . . Så min mor skubbede mig kærligt, men bestemt ned til symaskinen og beroligede mig med at hun nok skulle guide og vejlede mig igennem projektet. Men jeg kan jo godt se fidusen i det, for det tæppe er jo endnu federe  nu hvor jeg selv har syet det, også selvom syningerne ligner noget der kunne være syet af en
8-årig . . .
Hold kæft, hvor var jeg stolt over mig selv og jeg skamroste mig selv hele aftenen og se lige hvorfor;

Sejt, ik? Og ja, en lille pude blev det også til. . .  Min mor og far synes jeg var SÅÅÅÅÅÅÅ dygtig :o) og Niller. . . Ja, han var så sød, da han så tæppet færdigt. Roste mig med tårer i øjnene, kyssede mig og sagde at Juan får verdens bedste mor. . .

Min kære mand er noget grådlabil for tiden og ja, det er han jo altså ikke ene om, for noget så fjollet som at vi har købt en lille Fjellræv-rygsæk til Juan kan vi tude over. Stod dernede i butikken begge to med helt våde øjne. Så bliver det nok ikke større!

Åhhh, altså hvor er vi dog klar til at komme afsted. . . Har jeg sagt det før???

Bare det snart var nu. . .

I dag har vi fået streget nogle af de vigtige punkter på listen og det giver ro i sindet, for hold da op, hvor hjertet banker og sommerfuglene basker.
Vi har nu fået bestilt og betalt, både ud og hjemrejse, samt indenrigsflyvingen til Manizales.
Vores visumpapirer er ekspedieret på ambasaden i Stockholm og de og passene kommer i midten af næste uge.
Vores udrejseorlov og barsel er langt om længe på plads. Lidt belastende at høre at Niels skal stå på kommunen og diskutere med en finke, som påstår at Nillers 2 ugers barsel skal bruges i Colombia. Selvfølgelig fik han ret og hun fik en lang næse, selvom jeg tror han mest havde lyst til at stikke den midterste finger lige op i fjæset på hende.

Vi har fået købt nogle mega fede og giga store kuffert-tasker, som kan rumme henholdsvis 121 og 140 liter, så plads kommer vi ikke til at mangle.

Vi har købt en brugt autostol af mærket Römer til sølle 600 kr. Det var dæleme et godt køb.
Niller har malet trip-trap stolen i en fin lys turkisblå farve, samt vores puslebord og det ser SÅ fint ud. Han har fået en tendens til at blive helt blå i hovedet, hver gang jeg starter sætningen; "Niller, jeg tænkte på om ikke du kunne male...." Som fx da jeg forleden nævnte at vi skulle ha' købt en sandkasse til haven, når vi kom hjem og fortsatte; "Ku' det ikke være pænt, hvis den så blev malet hvid?" Så fik han et flip af den anden verden og sagde (læs: råbte); " NEEEEJ, der sætter jeg sgu grænsen. Den sandkasse bliver ikke malet, færdig arbejde". Okay okay, godt ord igen, maler. (Jeg må vist lige finde et godt tidspunkt, hvor jeg kan spørge ham om han kan male vores rør på badeværelset?)

Jeg er snart færdig med at vaske 300 kg børnetøj og det er nu sorteret i størrelser og pludselig gik det op for mig hvor lidt bluser og t-shirts han har, så måtte jeg jo igen, igen påtage mig den sure pligt at få indkøbt det ;o) Og bedst, som man tror at nu mangler den lille røvbanan ikke mere udstyr, så kommer man i tanke om endnu en ting eller to, så nu er han også ejer af flere smarte hagesmække og et par bade-ble-bukser, til når vi i februar skal ligge og pjaske rundt i poolen...

Nå, men selvom vi virkelig har nået meget i løbet af dagene har vi begge en mega rastløs følelse i kroppen. Det føles som om vi har glemt noget vigtigt, og hver gang jeg taler med vores sagsbehandler hos AC, griner hun af mig, når jeg for 4. gang i samtalen, spørger om alt er som det skal være...!!! Men det er nok bare den hjertebanken og de føromtalte sommerfugle, som får det til at føles sådan og vi forsøger også virkelig at nyde vores tid. Niller er jo hjemme i disse uger, så vi sover til vi vågner og spiser nybagte boller til morgenmad hver morgen med smør og ost og blødkogt æg, selvom vi faktisk har en aftale om at vi kun spiser sådan noget i weekenden. Vores hverdagsmorgenmad er jo havregryn, men altså de hjemmebagte boller i vores lille fryser fylder alt for meget, så de skal jo udryddes. Særligt når jeg, smart og praktisk som jeg er, er i gang med at fylde fryseren op med det mad, som jeg i denne tid laver 2-3 dobbelte portioner af. Ligenu er vores fryser således fyldt med Kødsauce, Jordskoksuppe, Grækarsuppe og i morgen laver jeg Boller i Karry.

Det er jo det praktiske, og så er der alt det følelsesmæssige. Goddammit, hvor har vi mange tanker om den lille fyr. Vi glæder os SÅ meget til at se ham bevæge sig, til at høre hans lyde, ae hans hår og mærke hans ånde, høre hans gråd og forhåbentligt også hans grin. Vi er jo ikke de første som skal adoptere og derfor må vi formode at også vi nok skal klare den, men hold da op en masse bekymringer, sådan en lille fis kan sætte igang.
Jeg har fået meget lettere til tårer efter vi fik ham og forleden brød jeg helt sammen, da det gik op for mig at han ikke vil nå at skulle gå i vuggestue, for når min barsel er slut, så er han jo 2 år og 10 måneder. Mand, hvor gjorde det ondt og ja,det gør det egentligt stadigvæk, når jeg tænker på ham starte i en børnehave med 22 andre store børn. Det har sat mange tanker igang om alt muligt, men jeg skubber dem foreløbigt væk og tænker; den tid den sorg. Nu skal vi bare nyde den første tid sammen med ham og give ham alle de kys og al den kærlighed, vi kan få lov til.

Årrh, lad det nu blive nu. . .

Rejseforberedelserne er i gang. . . BIG TIME

Rejsen er købt og betalt. . . og vi har lynende travlt, men på den mega fede måde.

Rejseplanen kan ses øverst.

Jeg vender tilbage, når jeg har dannet mig et overblik. . .

Endelig kan denne blog komme i brug.

Jamen, så lykkedes det jo os jo at få barn i forslag og sikken en glæde. Vi ved endnu ikke hvornår vi rejser, men vi forventer det bliver inden for 3-4 uger.

Denne blog vil blive brugt som rejsedagbog. Indtil vi skal rejse vil jeg lægge nyttige informationer herind.
Jeg vil også lave en ønskeseddel, mest fordi jeg er blevet bedt om det, men også fordi jeg da godt kan se at det nok er meget praktisk.
Indtil videre er et af vores store ønsker en bog, som end ikke er blevet udgivet (bliver det dog her sidst i januar). Den hedder adoptionshåndbogen og er et must for os, så får vi den ikke i gave, ja, så køber vi den selv ;o)

Den ser sådan her ud;

og den skulle være rigtig god. Jeg tror den koster omkring 300 kr, men jeg er ikke sikker.

En anden ting vi ønsker os er denne;

Eller en af de andre slags på markedet. . .

Derudover så ønsker vi os bøger til lillemanden. Bøger som kan være med til at fremme den sproglige udvikling. Altså bøger med fine billeder, som man kan pege på og tale om.

Jeg vender tilbage, når der er nyt på fronten.