Back in Bogota. . .

Ja, det har vi jo så været i et stykke tid nu. Jeg var simpelthen så kvæstet igår aftes, da den lille mand omsider var gået omkuld at jeg ikke orkede at rejse mig fra sengen. Det havde ellers været en begivenhedsrig dag, som startede med at vi fik pakket alt vores habbengut. Klokken ti blev vi hentet af Mimi og Henry og med det samme sagde Mimi, at hun desværre måtte fortælle os at hun havde forberedt en plan B, da de i nyhederne samme morgen havde fortalt med strejken havde taget til. Derfor havde hun allieret sig med kontaktpersonen i Pereira og havde samtidig booket et hotelværelse til os. Hvis ikke det var fordi de havde været der, havde jeg fået et flip af den anden verden. . . Jeg ku' slet ikke overskue at skulle pakke ud i Pereira, for et par enkelte dage. Vi er, eller rettere jeg, er pænt træt af at pakke ud og ind, igen og igen. . . Men jeg tog mig sammen og tænkte at vi bare måtte håbe på det bedste. Vi havde i ørvigt en hel fantastisk tur med Mimi og Henry. Turen til Pereira tager lidt over en time, men blev meget længere, da de to dejlige mennesker havde beregnet at der blev tid til at stoppe op nogle af de smukkeste steder, hvor vi kunne tage flotte billeder. Og altså en engang må vi sige at det er fuldstændig ubeskriveligt smukt. I går var det lidt diset, men det gør det hverken mere eller mindre smukt. Vi har endnu ikke oplevet en udsigt i Colombia's bjerge, som ikke er smuk. . . Her får I lige lidt billedespam;

Ja, de kunne jo ligne et par, men de er altså bare bedste venner gennem 30 år. . .

Kaffe, kaffe og atter kaffe. . .

Jo nærmere vi kom Pereira, jo varmere blev det og Mimi fortalte at luftfugtigheden i Pereira er meget højere. Pereira ligger meget lavere end Manizales og ligger i øvrigt fuldstændig fladt hen. . . Da vi nærmede os lufthavens område, kunne vi ikke se et eneste fly. Der var ingen trafik og næsten ingen mennesker, og jeg havde på det tidspunkt fuldstændig indstillet mig på at vi skulle have et par dage i denne ulidelige hede. . . Men den første lufthavnsansatte vi stoppede og forhørte os ved, sagde at lige netop vores fly vistnok gik som planlagt. . . og inde i afgangshallen kunne de bekræfte at der ingen problemer var med at vi kom afsted. Åhhh, det var bare dagens bedste nyhed. Vi havde en lille time, hvor vi sammen med Henry og Mimi fik spist lidt frokost. Vi fik givet dem de gaver, som vi havde til dem og aldrig i mit liv har jeg set nogle mennesker, blive så glade, for noget så fjollet som Trip Trap trolde og det var jo dejligt at se. . .  Da jeg købte dem, synes jeg jo det var komplet åndsvagt, men som tiden gik i Manizales og vi lærte Mimi og Henry at kende, var det helt sikker at de skulle have hver deres trold, en mand og kvindetrold, som lavede tossede ansigter. . .

Pludselig mens jeg stod på et lufthavnstoilet og skiftede Juan David, kom Mimi løbende. . . De havde kaldt os som skulle med det fly. Jeg tænkte som det allerførste; Shit, nu aflyser de også det fly. . . Men næ, nej. . . Det var såmænd tid til at boarde, selvom der var over en halv time til det tidspunkt, som vi havde fået at vide. Da jeg endelig kom ud var der jo sort af mennesker ved gaten, men Mimi fik selvfølgelig lige møffet os allerforrest i køen og pludselig skulle vi jo bare sige farvel, alt imens jeg fumlede med pas,bookingcard + dokumenterne på Juan David. Tårerne sprang ud af øjnene og jeg næsten hulkede, mens vi fik kysset og krammet farvel i en fart og hold da op, derefter blev det sgu lidt stresset. Tre styks håndbaggage, en klapvogn, som skulle slås sammen og op på båndet, samt computeren som skulle op af tasken, og jaja, bælterne som skulle af og så lige ham den lille MEGET trætte og MEGET uregerlige fyr at holde styr på. . . Nøj, vi må ha' set stressede ud i det øjeblik. Jeg valgte så lige at bløde stemningen op, ved at lade som om at jeg lagde Juan David op i en af kasserne til håndbaggagen på båndet. . . Tolderen ved båndet skulle lige til at sige No No, men så fangede han heldigvis joken og folk grinte og det blev egentligt lidt en lettelse, for hold nu op et show. . . 

Derefter fik vi slappet af en halv times tid. Den lille tog sig en lur, mens forældrene dampede af med en kop kaffe. Vi skulle flyve klokken 14, men klokken 13.59 var der stadig ikke et eneste fly på hele lufthavnens landingsbanen, men præcis klokken 14 nul nul, landede et fly lige udenfor den ventesal vi sad i og det drejede ind ved gaten og blev tømt for mennesker og klokken 14.25 var vi ved at lette igen. Det var satme effektiv ekspedition. Det skal de sgu da, de colombianere. . . Niller og jeg synes jo selvfølgelig at det var stort at den lille mand skulle ud på sin allerførste flyvetur. Han derimod synes det var helt vildt opreklameret og blev skide sur fordi han;

1. skulle sidde spændt fast i flyet. . .
2. ikke måtte køre solskærmen op og ned. . .
3. ikke måtte sparke ind i sædet foran. . .

Nå, men efter 5-10 minutter havde han vist fattet pointen og vi fik lidt juice at gå op i og så var det ellers en ok flyvetur på kun 35 minutter. . . Niller var dog pænt træt af ham fra det øjeblik, hvor flyet landet og til vi var ved gaten. Det tog måske et kvarter, men virkede som tusind år og der gad han bare ikke sidde stille mere. Så ja, forældrene "glæder" sig virkelig meget til den 12 timer lange flyvetur og ber' til guderne om at der er en såkaldt cradle til lillemanden. . . (og en sovespille)

Da vi endelig var kommet ud af flyveren gik der ikke længe før vores baggage kom. En ny Fernando med sin søn, stod med et skilt med teksten "Cundell Family" og han kørte os til Halifax og det hele var bare gået så nemt og hurtigt. . . Klokken var ca. 16, da vi sad på hotellet.

Som vi jo var forberedt på var det et fyldt hotel, vi kom til. . . og hold da op, det var faktisk lidt kaotisk.

Der er pt. to norske familier med hhv et og to børn, et norsk par, som skal ha' deres datter på onsdag, et svensk par med deres datter, som er jævnaldrende med vores, et svensk par, som er på tilbagerejse med deres to store børn på 10 og 12 år, en amerikansk familie med to børn, som vi ikke tror er adopterede. Derudover er der jo så de to svenske familier, som var her da vi ankom. . . Dem havde vi glædet os rigtig meget til at gense, men de havde begge fået lidt Halifax-kuller efter 3 uger, så de har valgt at tage til kysten ved det caribiske hav. . . Det kan man jo godt forstå, men øv hvor var det ærgeligt at det var netop nu. . . Vi fik dog sludret en del og udvekslet historier og beundret hinandens børn i legerummet. . . Det var SÅ sjovt at se Juan David med andre børn. Han har jo kun været sammen med os, og Mimi og Henry, så det var lidt overvældende at der var andre børn. Føst var han forbeholden og så blev han lidt voldsom over for smukke Isabella på 11 måneder, som ligner en lille dukke. Til gengæld synes han at syvårige Santiago var et hit at kramme med. Her er lidt billeder fra scenariet; 

Efter at have leget, præsenteret os, delt oplevelser og erfaringer med alle de andre var det pludselig blevet spisetid. Aftensmaden var forsinket og der blev først slået på gongonen kl. 18.45 og klokken 19 plejer Juan David at ligge i sin seng. Som I ved sover han ikke, men karter rundt en halv til en hel time. . . Så den lille mand var træt, men tog det hele i stiv arm. Han virker ikke specielt påvirket af endnu et nyt opholdssted og om det er godt eller dårligt kan vi ikke lige lure, men han virker glad og tilfreds bare vi er der med ham. . . Hans daglige soverutine forsøger vi jo også at holde os til. Børste tænder, skiftes og nattøj på, slukket lys og så i seng med de to samme godnatsange. Han græder ikke mere, når han skal i seng, brokker sig bare højlydt og siger; "Dååååb" og "Nej", når vi ligger ham i sengen og så starter balladen ellers. Han fjoller, griner, prøver at kysse os og bliver sur hver gang vi vender ham eller holder hans ben, som han sparker ned i dynen, for ikke at falde i søvn, tolker vi det som om. . . På et tidspunkt kan vi høre hans gaben og se hans fingre hive i sine lange øjenvipper og så ved vi at der ikke går mere end et par minutter. . . og sådan blev det også igår og forældrene som var ligeså trætte orkede som sagt heller intet, så vi sov til i morges ved 6.30 tiden, hvor vi som sædvanlig lå og ventede på at vores lille vidunder åbner de dejlige øjne og sender os smilet over alle smil. . .




Ved 8-tiden gik vi ned og spiste morgenmad og vi fik krammet farvel til to dejlige hold svenskere og leget lidt på Halifax's lille, men gode legeplads.


Vi havde bestemt os for at vi ikke selv ville kontakte vores kontaktperson her i Bogota, men vente til vi hørte noget fra hende og vi regnede selvfølgelig med at høre noget denne morgen. Vi bestemte os for at havde vi ikke hørt noget klokken 10, ville vi gå en tur. . . Da klokken var 9 og Niller sad på potten (jep, jeg det det. Meget vigtig info) og jeg var igang med skifte en anden, som havde været på "potten", så ringede telefonen at vores chauffør var her. . . WHAT. .! ! ! Vi havde intet hørt om at vi skulle afsted. Men vi sprang selvfølgelig ud af døren, og på vejen, samlede vi Carolina op og fik hils på Fru højt på strå, inden vi susede videre til det sted, hvor man får lavet Colombiank pas. Det skulle så tage 3 timer. Carolina var heldigvis fantastisk og sendte os afsted til en legeplads rundt om hjørnet og der kunne vi lege et par timer. Vi havde selvfølgelig ikke fået vores klapvogn med og vi kunne ikke få ham til at sove i vores arme. Vi købte lidt yoghurt og nødder og kunne holde den gående til vi sad overfor den flinke mand som lavede hans pas, som om han havde al tid i verden. Til sidst måtte jeg sige til dem at hvis de skulle have et billede af den lille i vågen tilstand, skulle de tage det nu og ligeså straks de havde taget billedet, faldt han i søvn. . . Hjemme fik vi frokost og derefter kunne vi lige nå ud og hæve lidt penge og købe bleer, før vi igen blev hentet og kørt til det danske konsulat. Det lyder så fint, synes jeg, men hold op hvor blev vi skuffet. . . Dels da Carolina havde sagt at det skulle vi gøre på egen hånd da de jo der talte dansk eller ihvertfald godt engelsk og det havde vi da heller ikke noget imod. Vi havde skiftet til det lidt pænere tøj, men blev modtaget på et lille kontor af en colombiansk ung kvinde, som faktisk talte ret dårligt engelsk. Ved de andre borde sad tre skandinavisk udseende unge mennsker og selvom vi hilste pænt, skænkede de os dårligt et blik eller et nik. . . Det var en ret så kold og underlig oplevelse. Passet, som er et såkaldt provisorisk, altså midlertidigt, blev lavet og vi fik betalt de næsten 1500 kr. . . Det var sgu trælse penge og særligt når man også giver 350 kr til chaufførren. Nuvel, det er da rart at have en chauffør som er ansat af vores kontaktperson, det er bare røvtræls, når en taxa koster intet herovre. . . Næste gang vil vi insistere på at bestille vores egen taxi. Nå, men sådan er det jo bare og det med pengene er efterhånden bare noget man hopper op og falder ned på. De tror jo satme at adoptanter er millionærer og det kan godt pisse mig lidt af, når man nu i forvejen har spinket og sparet for at få lov at adoptere. . . (ok, det var løgn, men så ihvertfald taget lån i friværdien)


Nå, men enden af historien er altså at vi nu blot mangler et sidste dokument før vi kan rejse. Det skal vi efter planen hente i morgen altså tirsdag sammen med Carolina, som forresten er vores kontaktpersons assistent. . . og tilsyneladende den eneste som laver noget her i Bogota.


Vi har sendt en mail til vores rejsebureau og vi venter spændt på at få en ny hjemrejsedato. . . Der er dog god sandsynlighed for at vi er hjemme enten torsdag eller fredag. Følg med her på bloggen. Vi skriver så straks vi ved noget i morgen. . .


Til slut vil jeg blot lægge lidt billeder og videoer på herfra Halifax, Bogota. . . Jeg er for træt til at tænke på mere, så here you go. . .!


Ej, forresten. . . I må lige høre dette, som ifølge mig, er det helt store tegn på at vi hører sammen med Juan David.


Niller sagde i dag til mig at jeg skulle kigge på hans håndflade imellem tommel og pegefingeren. . .! Jeg kiggede og kunne ikke lige umiddelbart se noget, men pludselig så jeg det og vidste jeg hvad han mente. Niller har et lille modermærke på håndfladen lige der imellem de fingre og gæt hvem der har et magen til. . ? No shit . . !
Ja, jeg synes det er helt vildt spooky. Niller er som altid lidt mere afdæmpet og sagde; "Jamen, det er jo ikke på samme hånd. . ."
Who gives a f****** shit, havde jeg lyst til at råbe. Det er jo et tegn fra oven og er da helt fantastisk. Nuvel, Nillers er ikke så tydeligt, nu hvor han er blevet solbrun og Juan David's er bare blevet mørkere med solen. . . Men giv mig lige ret; Er det ikke lidt vildt?




Nå, men det var de billeder og videoer vi kom fra. . .




















Og efter rationaliseringen af denne video er så at selvom man har pisseondt i knæet,
behøver man jo ikke ligne en nisse på listefødder. . . Jesus Christ, Krisser...!