Sidste døgn i Bogota. . .

Vi startede lige dagen med beskeden om at der var strejke i Lufthansa. . . Men den skulle nu være afblæst, så vi skal nu nok komme afsted i morgen. . . Det er vi glade for, for nu er vi klar til at komme hjem. Vi glæder os SÅ meget til at komme hjem og dele oplevelsen med alle dem som gider lytte. . .
Det har sgu været stort. . . og dagen idag er har været nostalgisk og fantastisk.
Efter at have taget afsked med danskerne gik vi en tur med sigte på at finde en efter sigende rigtig hyggelig park ved navn Chico Parque. . . Undervejs på vores tur sov den lille mand, så vi fik rigtig snakket og set tilbage på vores rejse. Snakken medførte en del glædestårer og vi har det begge sådan at det virkelig har været en tur vi har nydt. Selvfølgelig har det været en følelsesmæssig rutsjetur til tider, men alt i alt har vi bare haft det SÅ godt og alting har føltes så naturligt og ja, nemt. . . Måske andre adoptanter vil irriteres over at jeg bruger et ord som nemt, men jeg synes det har været nemt. Ikke sådan forstået at det følelsesmæssige har været nemt, men rent praktisk er vi bare ikke løbet ind i mange af de vanskeligheder, som vi tidligere har hørt andre ende i. . . og vi føler at vi har kunnet nyde hvert sekund fuldt ud. Det eneste vi er bange for at vi kommer hjem og alligevel føler at vi ikke værdsatte det nok. Men vi vil helt sikkert stadig ærger os over at vi ikke lige fik den sidste uge med i Manizales. . .
Følelsesmæssigt har det som sagt været op og ned. . .Som Niller og jeg talte om idag, kom det at Juan David kastede sin ubetingede kærlighed på Niller, på ingen måde som en overraskelse for mig. . . Jeg var forberedt og blev i første omgang totalt berørt af det og synes det var det sødeste jeg havde set. Som sagt var det jo ikke fordi jeg ikke fik kys, kram og opmærksomhed i begyndelsen, men det var klart Niller som han foretrak, når han fx var træt. . . Og jeg skal være ærlig at sige at det gjorde lidt ondt. Vi var rigtig gode til at snakke om det og fordi det ikke var en klokkeklar afvisning, klarede jeg det. . . Jeg kan huske den anden morgen vi havde ham, hvordan vi vågnede og han bare lå og smilede til os. Da kan jeg huske at det stak i mit hjerte da han lagde sig op på brystet af Niller. Jeg var SÅ misundelig på Niller, men jeg formåede der at skjule det og hente kameraet og forevige det rørende og søde øjeblik. Jeg ved nu at Niller udemærket kunne mærke på mig at det var svær og faktisk har han fortalt at han havde det rigtig svært med det også, men at han var så stolt over min måde at takle det på. . . Men den morgen hvor det gjorde så ondt at se ham ligge der hos Niller, kravlede han pludselig ned og lagde sig tæt ind til mig, som lå på siden og så sendte mig hans allerdejligste smil og puttede sit ansigt ind til min hals. . . Det reddede min verden og det kunne jeg leve længe på og allervigtigst; Det gav mig troen tilbage og et håb om at han nok skulle komme til at kunne li' mig sådan rigtigt, som på Niller måden, en dag. . .
Til det første møde vi var til med ICBF og psykologen, som har fulgt ham igennem det sidste år, fik vi jo også at vide at han er meget interesseret i mænd, nok fordi han kun har haft en plejemor og dermed ikke har haft et maskulint forbillede i sit korte liv. At han ydermere var meget knyttet til sin plejemor, har helt sikkert ikke gjort det nemmere for ham at acceptere en bleg blondine som mig. . .
Nu idag, hvor vi har set billeder fra de første dage kan vi se hvor meget der er sket. . . Jeg tænker aldrig over misundelsen, som jeg følte i starten, for nu er der ingen forskel føler vi. . . Dvs selvfølgelig er der forskel, for Niller er klart mest den som leger med ham, hvorimod jeg er den praktiske. . . Ikke sagt at Niller ikke skifter ble og ikke at jeg ikke leger, men sådan er det jo nok bare blevet og jeg nyder det til fulde. . . og som Niller sagde forleden; Det er tydeligt at han vælger os til hver vores. Jeg kan sidde med ham og putte i længere tid end Niller kan, hvorimod Niller og ham kan lege deres lege i virkelig lang tid, hvor jeg er stået af forlængst. . . Sådan skal det nok bare være og vi er ihvertfald lykkelige som det er nu. . .

Vi kysser ham jo sindssygt meget den lille og måske derfor gider han ikke give ligeså mange møsser, som i starten og det er jo fair nok. . . Vi får jo som sagt møssere om aftenen og hver gang han laver noget han ikke må, den lille fedterøv. . . Men idag oplevede jeg altså det sjoveste. Jeg lå på maven isengen og kiggede på Juan David, som legede på gulvet med nogle biler. Han mister interessen for bilerne og ser sit snit til at kravle op på den stol, som står ved vores skrivebord, hvilket har været lidt af en udfordring for ham. . . Da han kommer op, sidder han pavestolt og troner med det største smil og jeg roser ham selvfølgelig for at han kunne komme op. Kort efter kan jeg se at han forsøger at komme ned, men han bliver usikker og begynder at pive lidt og kalde på min hjælp. Jeg siger til ham at han sagtens kan komme ned igen, og forsøger at guide ham til at lægge sig på maven osv. . . Men han er usikker og bliver lidt ked af det og jeg sigergrinende noget med at han er en lille piveskid og at når man kan komme op, kan man også komme ned. . . Så er det som om drengen skifter strategi og han sender mig det berømte smil og laver kysmund med kyslyde og vupti, så står moren jo ved hans side. . . Men får man noget kys? Nej, men drengen griner over hele hovedet og det er som om han tænker; Got you. . . og jeg, tossen over alle mødre, var altså blevet snydt toltalt af den ikke engang 2 årige. . . Flot, Krisser. Hold nu kæft, hvor var vi flade af grin. og det fede var at Juan David grinede med. . . Han har simpelthen så meget humor, den dreng og han laver tit grin med os. . .

Nå, men det blev jo lige et nostalgisk tilbageglimt på vores oplevelser og for lige at slutte det, kan jeg kun sige at jeg tror at vi mindst 10 gange om dagen, kigger på hinanden og siger; Shit, hvor er han dejlig. . . Gud, hvor har vi været heldige. . . Tænk, at han er vores. . . osv osv! Han er en gave og alt med ham føles så dejligt og naturligt. Han er vores lille vidunder og at vi skulle vente så længe giver først nu mening og at vi skulle have Juan David og ikke den anden lille dreng, som kunne være blevet vores, giver nu 110 % mening og gør os SÅ lykkelige at vi talte om at det var lige før vi kunne vente 5 år mere, hvis vi vidste hvad der ventede os. . .
At vi så har tænkt rigtig meget på den anden lille dreng mens vi har været her, er klart og vi har da heller ikke kunnet lade være med at spørge lidt ind til ham. Men vi ved nu at den rigtige dreng er blevet vores og vi tror på at skæbnen har talt. . .

Nå, men igår fik I jo ingen billeder og det gik faktisk op for mig at vi havde taget et par enkelte. .

Disse er fra vores besøg på El Corral Gourmet;

Og her kan man så se hvad der sker,

hvis man prøver at nuppe en pomfrit fra pomfritten. . .

Og så lige et billede fra morgenbadet i morges. . .

og på tur i Chico Parque

Argggg, crap. . .  Har lige mistet en sidste del af det skrevne for idag, da nettet pludselig gik ned. Det er faktisk første og eneste gang det er sket for mig i Colombia, men derfor er det ikke mindre irriterende. . .

Jeg havde skrevet et laaaaangt stykke om hvor svært det bliver for os at forlade dette skønne land, som har skænket os vores søn. . . Samt vores undren over at udenrigsministeriet fortsat fraråder folk at rejse i landet, som vi jo synes virker så sikkert og trygt. En lang smøre om guerillaen, som vi jo godt ved lever og eksisterer, og som desværre ødelægger SÅ meget for alle de andre helt fantastiske colombianere. . .

Men med dette foto af Juan Davids colombianske og danske provisoriske pas, kan vi melde os klar til at komme hjem. . . I morgen skal der pakkes ned og der skal nydes de sidste timer. . .

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle og håber at I vil tage nogle gode billeder fra lufthaven, for det får vi jo nok ikke gjort. . . og hvis nogle vil påtage sig den opgave at filme lidt video, vil vi være meget glade for det. . .

I morgen for mig og senere i dag for jer, vil vores søn poste det sidste indlæg herinde på bloggen i form af et brev til jer som venter på os derhjemme. . . Dermed bliver dette indlæg det sidste fra min hånd.

Min gamle blog vil naturligvis fortsætte, som vanligt. .. . Denne blog vil blive lukket om noget tid og gemt som et varigt minde for os og Juan David om vores første måned sammen.

Men inden jeg slutter vil vi gerne takke alle jer som har læst med her på bloggen. Tak for alle jeres søde kommentarer og tak for personlige og skønne mails i indbakken. Det har gjort stort, stort indtryk på os at så mange har haft overskud, tid, lyst til at følge os på vores liv rejse. . .

Kys og kærlighed til jer alle fra Familien Cundell