Vræææl. . .

Øv, altså. . . Vi er bare slet ikke parate til at forlade dette sted. Vi har begge haft det sådan i dag at vi næsten ikke har kunnet få nok af Manizales. Når vi har gået på gaden er vi stoppet ekstra meget op idag, har snuset duften af Colombia ind i næseborerne, kigget ud over Andesbjergene og forsøgt at nyde hvert sekund.

Efter morgenmaden gik drengene en tur, så mor her kunne få pakket sagerne og det ser sørme ud som om vi kan have det hele, men nu må vi se i morgen, når resten skal i taskerne.

Da Juan David havde sovet, en igen al for kort lur, gik vi ud i vores dejlige hood her ved hotellet. Vi havde som sagt bestemt os for at vi ville have en købt en klapvogn, koste hvad det vil. . .
Vi havde set på en forleden, men synes at den var lige lovlig dyr for en paraply klapvogn. Den kostede 240.000 pesos, dvs ca. 800 kr. De sidste par dage har vi forsøgt at finde noget billigere, men kvaliteten var derefter og stilen ligeså. Hvorfor er det at colombianerne elsker at alt børneudstyr skal være med bamser, disney og helst i sådan nogle fesne pastelfarver? Den vi havde set på, ville vi rigtig gerne have, Helt enkel sort og i god kvalitet. Butiksbestyrens svigerdatter som tilfældigvis var i butikken, talte rigtig godt engelsk og fortalte os at de rigtig gerne ville give os rabat, men de kunne ikke pt få fat i ejeren. Hun fik mit colombianske telefonnummer og ville ringe tilbage dagen efter. Desværre havde de ikke fået fat på ham/hende og fik det nok ikke før mandag, så det ville vi jo ikke kunne nå.
I morges gik vi så ind i forretningen igen og havde faktisk bestemt at vi ville købe den til prisen, men bestyreren blev helt overgearet og glad for at se os og skyndte sig at sige at hun havde bestemt at hun ville sælge os den med rabat, uanset hvad. . . Så vi fik klapvognen for 170.000, dvs til omkring 500 kr.  Det var en god handel synes vi og den kører bare rigtig godt og er meget, meget bedre end den vi har lånt.

Nå, men derefter spiste vi en rigtig god frokost igen på et burgersted. Det var nogle sindsyge gode burgere. Juan David skulle have lasagne og aldrig har vi set så mærkelig en lasagne. Det var mest majs, lidt flået kylling, et lille stykke bacon, ingen pastaplader, men sygt meget ost. Det smagte på ingen måde dårligt, men var røvsygt og det synes lillemanden også, så han åd vores pom fritter... Derfor blev vi jo nødt til at gå på kaffebar og få en lille kage og vi havde egentligt ikke regnet med at han ville spise noget, men han åd sgu hele kagen.

Derefter fik vi købt lidt ægte Manizales Rom med hjem, en kasket til Mini Niller og en pakke chokolade til Henry, vores søde og venlige chauffør.

Hjemme fik vi skypet med min familie, som alle var samlet for at fejre min fars fødselsdag i fredags, samt sidste arbejdsdag. Det var som sædvanlig rigtig dejlig at se dem alle, og ekstra rart var det at se min dejlige Faster Evy, som vi i disse dage sender rigtig mange tanker, da hendes mand, vores allesammens onkel Bivse, er alvorligt syg og indlagt.

Derefter var det meningen at vi skulle have været ude med Mimi, men hendes mand var desværre rigtig dårlig, så Henry kørte os til downtown Manizales, hvor vi havde et par dejlige timer. Vi fik shoppet lidt, og set både Katedralen og en anden stor Kirke, som jeg har glemt navnet på. Vi er vilde med byen og der er super meget gang i den. Vi var der først ved 16 tiden og alligevel var der sort af mennesker. Vi har jo været der før, men idag fik vi den rigtig ind under huden og kunne for alvor mærke hvordan vi stak ud og nok især mig. Niller lagde ihvertfald mærke til hvordan folk gloede efter mit lyse hår og jeg kunne for første gang i dag også mærke det. I den del af byen hvor vi bor mærker jeg intet til det, synes jeg. Kun nogle få halvstore drenge har stoppet os på gaden og spurgt Niller om jeg var hans kæreste. Det har vi så, selvfølgelig med Mimi's hjælp, kunnet bekræfte, hvorefter de er løbet fnisende væk. Vi har oplevet det flere gange og vi ved endnu ikke hvorfor det er så sjovt, men jeg vælger at tage det som et kompliment, som Mimi siger jeg skal.

Når man bevæger sig i byen ser man naturligvis også mere af det fattige Colombia. Det er jo altid trist, når man ikke kan redde alle. Uligeheden i Colombia er enorm, det er der ingen tvivl om.
Vi er alligevel rimelig imponerede af Colombia på nogle punkter. Vi har bidt mærke i at parkeringsvagterne i hele byen er handicappede og da vi spurgte Mimi hvorfor, fortalte hun at det var et regeringstiltag man for år siden havde taget, dels for selvfølgelig at få de handicappede i arbejde, men samtidig for at få dem visualiserede i gadebilledet. Det havde medført en meget større respekt og anerkendelse af de handicappede. De virker integrerede og det virker som om de bliver respekterede. Mimi fortalte at man simpelthen ikke kan få arbejde som p-vagt, hvis ikke man har et handicap. Cool, synes vi. . .

Her følger en masse billeder fra vores lille drengs fødeby, men først en ret fed video, som viser det skønne liv der er downtown;

Bilvejen ind til centrum. . .

Det colombianske flag og Caldas Regionens flag, tror vi. . .

Katedralen, som er SÅ smuk indeni. Vi turde ikke fotografere den indefra.

Sidegader til hovedgaden. . .

Den anden kirke. . . også meget smuk, men langt fra så betagende som den anden.

Pladsen ved Caldas Parque

Markedet på selvsamme plads.

Vi blev hentet af Henry og på vejen købte vi en kæmpe buket blomster til Mimi, som Henry kørte hjem og afleverede til hende. I morgen, når de kører os begge til Pereira får de begge deres gaver fra os. Faktisk de gaver, som jeg synes var mest kiksede. Nemlig trolde fra Trip Trap, som jeg kun købte fordi de var nogenlunde billige og et dansk design. Lige nu virker de som det mest oplagte at give Mimi og Henry, som er nogle SÅ sjove og dejlige mennesker at være sammen med. Niller og Henry svinger totalt i deres fodboldverden og selvom Henry taler meget lidt engelsk, så er han så nem at forstå. Mimi og jeg er totalt ens på mange måder. fx. flippede vi begge ud over en minikaserolle med låg, som Mimi købte. Havde jeg ikke været her, havde jeg også købt en med hjem! Vi har det fantastisk sammen og har de samme meninger og holdninger til livet. Vi har mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord og så har hun jo passet på mig, som var hun min mor. . . Som fx. da vi var til lægen og han skulle hive det der væske ud af knæet. Mimi viftede helt ferbrilsk luft i mit hoved med sin håndtaske og sygeplejersken spurgte helt forskrækket om jeg var blevet dårlig og jeg kunne svare at det nok mere var mig, som skulle vifte for Mimi, hvortil både læge, sygeplejerske og jeg skreg af grin, da det gik op for os at Mimi, den stakkel, var helt bleg. . . Hun er simpelthen SÅ dejligt et menneske og vi kommer til at savne hende og Henry så meget.

Nu er vi bare spændt på hvordan det hele kommer til at gå i morgen. . . Vi håber ikke vi får strejken at føle og så håber vi selvfølgelig at den lille mand klarer turen godt og endnu et skifte i hans korte liv.

Jeg kommer nok med en lille update i morgen, når vi er ankommet til Halifax. . .

So long, derude. . . Ahhhggg, I får lige endnu en video af vores lille vidunder;