Vræææl. . .

Øv, altså. . . Vi er bare slet ikke parate til at forlade dette sted. Vi har begge haft det sådan i dag at vi næsten ikke har kunnet få nok af Manizales. Når vi har gået på gaden er vi stoppet ekstra meget op idag, har snuset duften af Colombia ind i næseborerne, kigget ud over Andesbjergene og forsøgt at nyde hvert sekund.

Efter morgenmaden gik drengene en tur, så mor her kunne få pakket sagerne og det ser sørme ud som om vi kan have det hele, men nu må vi se i morgen, når resten skal i taskerne.

Da Juan David havde sovet, en igen al for kort lur, gik vi ud i vores dejlige hood her ved hotellet. Vi havde som sagt bestemt os for at vi ville have en købt en klapvogn, koste hvad det vil. . .
Vi havde set på en forleden, men synes at den var lige lovlig dyr for en paraply klapvogn. Den kostede 240.000 pesos, dvs ca. 800 kr. De sidste par dage har vi forsøgt at finde noget billigere, men kvaliteten var derefter og stilen ligeså. Hvorfor er det at colombianerne elsker at alt børneudstyr skal være med bamser, disney og helst i sådan nogle fesne pastelfarver? Den vi havde set på, ville vi rigtig gerne have, Helt enkel sort og i god kvalitet. Butiksbestyrens svigerdatter som tilfældigvis var i butikken, talte rigtig godt engelsk og fortalte os at de rigtig gerne ville give os rabat, men de kunne ikke pt få fat i ejeren. Hun fik mit colombianske telefonnummer og ville ringe tilbage dagen efter. Desværre havde de ikke fået fat på ham/hende og fik det nok ikke før mandag, så det ville vi jo ikke kunne nå.
I morges gik vi så ind i forretningen igen og havde faktisk bestemt at vi ville købe den til prisen, men bestyreren blev helt overgearet og glad for at se os og skyndte sig at sige at hun havde bestemt at hun ville sælge os den med rabat, uanset hvad. . . Så vi fik klapvognen for 170.000, dvs til omkring 500 kr.  Det var en god handel synes vi og den kører bare rigtig godt og er meget, meget bedre end den vi har lånt.

Nå, men derefter spiste vi en rigtig god frokost igen på et burgersted. Det var nogle sindsyge gode burgere. Juan David skulle have lasagne og aldrig har vi set så mærkelig en lasagne. Det var mest majs, lidt flået kylling, et lille stykke bacon, ingen pastaplader, men sygt meget ost. Det smagte på ingen måde dårligt, men var røvsygt og det synes lillemanden også, så han åd vores pom fritter... Derfor blev vi jo nødt til at gå på kaffebar og få en lille kage og vi havde egentligt ikke regnet med at han ville spise noget, men han åd sgu hele kagen.

Derefter fik vi købt lidt ægte Manizales Rom med hjem, en kasket til Mini Niller og en pakke chokolade til Henry, vores søde og venlige chauffør.

Hjemme fik vi skypet med min familie, som alle var samlet for at fejre min fars fødselsdag i fredags, samt sidste arbejdsdag. Det var som sædvanlig rigtig dejlig at se dem alle, og ekstra rart var det at se min dejlige Faster Evy, som vi i disse dage sender rigtig mange tanker, da hendes mand, vores allesammens onkel Bivse, er alvorligt syg og indlagt.

Derefter var det meningen at vi skulle have været ude med Mimi, men hendes mand var desværre rigtig dårlig, så Henry kørte os til downtown Manizales, hvor vi havde et par dejlige timer. Vi fik shoppet lidt, og set både Katedralen og en anden stor Kirke, som jeg har glemt navnet på. Vi er vilde med byen og der er super meget gang i den. Vi var der først ved 16 tiden og alligevel var der sort af mennesker. Vi har jo været der før, men idag fik vi den rigtig ind under huden og kunne for alvor mærke hvordan vi stak ud og nok især mig. Niller lagde ihvertfald mærke til hvordan folk gloede efter mit lyse hår og jeg kunne for første gang i dag også mærke det. I den del af byen hvor vi bor mærker jeg intet til det, synes jeg. Kun nogle få halvstore drenge har stoppet os på gaden og spurgt Niller om jeg var hans kæreste. Det har vi så, selvfølgelig med Mimi's hjælp, kunnet bekræfte, hvorefter de er løbet fnisende væk. Vi har oplevet det flere gange og vi ved endnu ikke hvorfor det er så sjovt, men jeg vælger at tage det som et kompliment, som Mimi siger jeg skal.

Når man bevæger sig i byen ser man naturligvis også mere af det fattige Colombia. Det er jo altid trist, når man ikke kan redde alle. Uligeheden i Colombia er enorm, det er der ingen tvivl om.
Vi er alligevel rimelig imponerede af Colombia på nogle punkter. Vi har bidt mærke i at parkeringsvagterne i hele byen er handicappede og da vi spurgte Mimi hvorfor, fortalte hun at det var et regeringstiltag man for år siden havde taget, dels for selvfølgelig at få de handicappede i arbejde, men samtidig for at få dem visualiserede i gadebilledet. Det havde medført en meget større respekt og anerkendelse af de handicappede. De virker integrerede og det virker som om de bliver respekterede. Mimi fortalte at man simpelthen ikke kan få arbejde som p-vagt, hvis ikke man har et handicap. Cool, synes vi. . .

Her følger en masse billeder fra vores lille drengs fødeby, men først en ret fed video, som viser det skønne liv der er downtown;

Bilvejen ind til centrum. . .

Det colombianske flag og Caldas Regionens flag, tror vi. . .

Katedralen, som er SÅ smuk indeni. Vi turde ikke fotografere den indefra.

Sidegader til hovedgaden. . .

Den anden kirke. . . også meget smuk, men langt fra så betagende som den anden.

Pladsen ved Caldas Parque

Markedet på selvsamme plads.

Vi blev hentet af Henry og på vejen købte vi en kæmpe buket blomster til Mimi, som Henry kørte hjem og afleverede til hende. I morgen, når de kører os begge til Pereira får de begge deres gaver fra os. Faktisk de gaver, som jeg synes var mest kiksede. Nemlig trolde fra Trip Trap, som jeg kun købte fordi de var nogenlunde billige og et dansk design. Lige nu virker de som det mest oplagte at give Mimi og Henry, som er nogle SÅ sjove og dejlige mennesker at være sammen med. Niller og Henry svinger totalt i deres fodboldverden og selvom Henry taler meget lidt engelsk, så er han så nem at forstå. Mimi og jeg er totalt ens på mange måder. fx. flippede vi begge ud over en minikaserolle med låg, som Mimi købte. Havde jeg ikke været her, havde jeg også købt en med hjem! Vi har det fantastisk sammen og har de samme meninger og holdninger til livet. Vi har mange gode samtaler om alt mellem himmel og jord og så har hun jo passet på mig, som var hun min mor. . . Som fx. da vi var til lægen og han skulle hive det der væske ud af knæet. Mimi viftede helt ferbrilsk luft i mit hoved med sin håndtaske og sygeplejersken spurgte helt forskrækket om jeg var blevet dårlig og jeg kunne svare at det nok mere var mig, som skulle vifte for Mimi, hvortil både læge, sygeplejerske og jeg skreg af grin, da det gik op for os at Mimi, den stakkel, var helt bleg. . . Hun er simpelthen SÅ dejligt et menneske og vi kommer til at savne hende og Henry så meget.

Nu er vi bare spændt på hvordan det hele kommer til at gå i morgen. . . Vi håber ikke vi får strejken at føle og så håber vi selvfølgelig at den lille mand klarer turen godt og endnu et skifte i hans korte liv.

Jeg kommer nok med en lille update i morgen, når vi er ankommet til Halifax. . .

So long, derude. . . Ahhhggg, I får lige endnu en video af vores lille vidunder;

Sidste fredag i Manizales. . .

I dag fik vi købt flybilletter til Bogota på søndag. Alt var booket fra Manizales, så derfor flyver vi fra Pereira, om ligger en times kørsel herfra. Vi skal flyve kl. 14 og vi kører allerede herfra ved 10 tiden, da vi skal forvente en del ventetid pga. streike osv. Vi er lidt spændte på hvordan det hele kommer til at gå med ham den lille og vi har derfor bestemt os for alligevel at købe en paraplyklapvogn hernede. Vi kan simpelthen ikke undvære den i en lufthavn, hvor man skal vente i mange timer.

Vi har det meget blandet med at forlade den by hvor Juan David er født og har tilbragt sine første 19 måneder. Vi håber en dag at vende tilbage hertil og gerne snart.

Alligevel glæder vi os dog til at komme tilbage til Hallifax, hvor maden serveres 3 gange om dagen, uden at man skal ud af døren. Vi har været virkelig trætte af hver dag at skulle finde på noget nyt.

På mandag ved vi noget mere om hvor hurtigt det vil tage os at lave pas og dermed vil vi kunne ændre flybilletterne. Det er endnu muligt at vi kommer hjem inden weekenden, men vi ved det ikke og har ikke noget hastværk. Reglerne er dog sådan skruet sammen at vi vores barsel starter fra den dag, hvor vi har alle dokumenter til at tage hjem. Derfor vil vores tid sammen derhjemme være spildt, hvis ikke vi tager hjem. . . Vi har begge egentligt mest lyst til at tage det stille og roligt, dels for vores, men allermest for Juan Davids skyld. Han synes helt sikkert at de sidste dage har været en smule hektiske. I morgen formiddag, mens Niller og Juan David går tur, vil jeg gå i gang med at pakke sammen. Det bliver lidt spændende om vi kan have det hele. Der er jo alligevel røget en del i indkøbskurven herover, selvom jeg egentligt ikke synes vi har købt noget særligt. . .

Og så skal vi jo ikke glemme at han også kom med en giga rygsæk og hans "lon" (bolden, som jo er en rigtig størrelse fodbold.) I dag kom Niller så også lige til at købe Manizales klubholds fodboldtrøje til Juan David.

I dag er det min fars 65 års fødselsdag og samtidig hans allersidste dag på arbejdsmarkedet. . . Det er en stor dag, som vi alle har set frem til og vi håber at han og min mor vil få mange fantastiske oplevelser, rejser og år sammen fremover. . . Vi skypede selvfølgelig og sang fødselsdagssang og skålede med ham. . .

Dagen er gået med en hyggetur rundt om stadionet og så var jeg en tur hos lægen, som havde bedt om lige at se på knæet igen idag. Det var totalt unødvendigt, da det jo går rigtig fint. Selvfølgelig er jeg ikke i tvivl om at noget er galt, men pillerne fungere super og smerterne er minimale. Og lægen sagde jo også at det så fint ud nu og der var ikke mere væske som havde hobet sig op.

Og så også lige en lille video fra turen. . .

Og endnu en. . .

Efter læge besøget tog Mimi os med op til et meget smukt udsigtsted i Manizales. Det var dog lidt diset, så udsynet var ikke som det kunne have været. Alligevel var det SÅ smukt. . .

Og vi slutter af med en traditionel colombiansk lækkerbidsken. To stykker papirtynde oblat-lignende brød med karamel imellem var faktisk rigtig lækkert, men noget fedtet og til vores store overraskelse, så åd lillemanden det også. . . Han er jo ellers ikke fan af søde sager.

En lang dag er gået. . . Ingen af os kunne for første gang i lang tid ikke sove, men lå og sludrede spekulerede og tænkte på fremtiden. Så vi har været så trætte og nu hvor klokken er 20.45 her fredag aften, vil jeg hoppe over i seng til mine to dejlige varme sengekammerater. . .

God weekend, derude. . .

Yeahhhh, sentencia. . .

Dagen tog lige en uventet drejning. . . Egentligt var planen jo at forsøge at lave så lidt som muligt pga. skodknæ, men i morges ringede Mimi og fortalte at vores sentencia var klar, men at det var usikkert om den kunne skrives under idag, da det var en af de ikke særligt samarbejdsvillige højt-på-strå mennesker, som skulle skrive den under. Vores advokat ville gøre alt for at den blev skrevet under idag, men lovede at det ellers blev i morgen. . . Vi troede næsten ikke vores egne ører, da vi helt sikkert først havde regnet med at det blev i næste uge. Selvfølgelig var vi glade, for sentencia er STORT at nå til. Det er jo det endelige stempel, som fastslår at vi ER forældrene. Vi regnede med at der ville gå nogle timer før vi hørte noget, så Niller og Juan David gik en tur. Efter kun 10 minutter ringede Mimi og sagde at vi skulle være klar om 10 minutter, for nu var sentenciaen skrevet under af fru højt-på-strå og nu manglede bare vores underskrifter. . . Jeg fik fremstammet at jeg var alene hjemme og Mimi sagde at hun og Henry ville finde Niller. Hun må kende Niller ret godt allerede, for som hun sagde; "Han er nok nede ved stadionet" og ganske rigtigt efter 10 minutter kom Niller og lillemanden flyvende. De var blevet samlet op af Mimi og Henry og Mimi havde beordret Niller op og skifte tøj. I Colombia er det nemlig  vigtigt at man er velklædt, når man er ude i officielle ærinder. Det blev nu bare til lange bukser og den første og mindst krøllede skjorte han kunne finde og der var ingen der brokkede sig over. . . Jeg kom i klip klappere og det er nok heller ikke det fineste, men jeg er nok til gengæld nok undskyldt pga. mit knæ. . .
Afsted kom vi og alting gik så hurtigt til vi stod i retsbygningen i Manizales og Mimi spurgte i bilen, hvordan vi følte og som vi begge svarede; Vi er SÅ glade og lykkelige, men vi føler nu alligevel hele tiden han har været vores. Det var lige indtil vi havde skrevet under, så kom tårene BIG TIME og jeg tudbrølede til skue for alle i bygningen. . . Det var alligevel større end som så. . ! og sådan så det ud da Juan David blev vores;

Og her sammen med vores advokat Marcella og nedenunder

en lykkelig mor udenfor retsbygningen...

Derefter gik turen lige forbi fodboldshoppen, hvor vi fik hentet de bestilte

fodbold landstrøjer, som jo selvfølgelig er et must i vores lille familie

 og det er faktisk helt med moderens velsignelse for en gangs skyld. . .

Er de ikke søde. . ?

 

Derefter gik turen hjem til hotellet, hvor lillemanden fik sig en velfortjent lur og moren og faren fik skålet i øl, inden vi blev hentet af Henry, som kørte os de små 500 m til vores frokoststed. . . Jeg havde forsøgt at overbevise Mimi om at jeg sagtens kunne gå det lille stykke, men det ville hun selvfølgelig ikke høre tale om. Så mens vi ventede på Henry, tog vi lidt billeder af hotellet, som vi bor på. . .

 og her en vaskeægte familie. . .

Efter frokosten gik turen til det socialkontor hvor Juan Davids fødsel i sin tid er blevet registreret. Det synes jeg var en meget stor ting og det var meget svært ikke at blive berørt af. At forestille sig at han sammen med sin biologiske mor har været på selvsamme kontor og blive registreret, var meget uvirkeligt og underligt og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan hun var kommet ind med ham på armen, sådan som vi så andre mødre gøre det. . .  Generelt er det bare en meget syret følelse at være i det område hvor hun bor og lever og jeg tør godt indrømme at jeg faktisk er lidt bange for at møde hende på gaden. Dermed ikke sagt at jeg ikke ville give alt for at vide endnu mere end vi gør nu og et billede af hende ville jeg give mange penge for, men det er desværre ikke muligt eller rettere tilladt. En af de første nætter efter vi havde fået ham, drømte jeg at vi mødte hende på gaden og hun flåede ham ud af mine arme og jeg vågnede i sved og tårer, mens jeg kaldte på Mimi og siden da har jeg ikke kunnet lade være med at kigge mig lidt over skulderen, når vi var på gaden... Det var ganske forfærdeligt og jeg har aldrig følt så stor angst, som den jeg følte den morgen. ja, faktisk, så har Niller og jeg talt om at vi ikke har følt så store følelser som nu. At elske et lille menneske så højt at det bogstavligtalt gør ondt i ens hjerte, er SÅ vild en følelse. Denne ubetingede kærlighed som alle forældre taler om at have til deres børn, forstår jeg nu endelig til fulde og bare at skulle skrive om det, får mig til at tude. . .

Nå, men formålet med dette besøg var at hans fødselsattest skal ændres så der står at vi nu er hans forældre. . . Det tog lidt over en times tid, men det føltes som 3, da den lille røvbanan var i et vældigt humør og helst skulle løbe rundt, frem og tilbage mellem Niller og jeg, op og ned af trapperne (Selvfølgelig med Niller, som selvom han ikke vil indrømme det, nok er pænt træt af at være den eneste med to gode knæ)

Han underholdt hele kontoret, venteværelset og alle mennesker, som kom ind af dørene. . . og charmede sig ind overfor alle. Det var ret sjovt, da en stor frygtindgydende politibetjent kom ind og så meget sur og vigtig ud og Juan David fór direkte over til ham og gav ham hånden og på klokkeklart dansk, sagde; "HEJ HEJ". Politibetjenten lyste helt op og sagde; "Hola, amigo". . .Det var et syn som fik alle folk til at skrige af grin. Han er altså bare så dejlig, den lille fis. . .

Flere af kontordamerne forsøgte at tage ham op, men han klinede sig heldigvis op af os og blev helt alvorlig i udtrykket og det smelter jo vores hjerter at han ved, hvor han hører til. . . Selv Mimi, som han kender så godt efterhånden vil han kun være hos et kort sekund, før han kaster sig tilbage i vores arme. SUK.

Vi aftalte med Mimi at vi i morgen fredag starter dagen med at købe flybilletter til Bogota. Vi har det meget blandet med det, for vi føler absolut ikke vi er færdige med Manizales. Pludselig synes vi bare det hele er gået for hurtigt og vi har spurgt hinanden tusind gange idag om vi nu har nydt det nok. . .

Selvfølgelig er der pt strejke i Bogotas lufthavne, så det bliver spændende. Vi er også usikre på om vi kan få plads på Hallifax, da der efter sigende er booket godt op.

Nu må vi se hvordan det hele spænder af i morgen, men der er stor mulighed for at vi kommer hjem i næste weekend (Sorry, Stine), men intet er sikkert inden vi kommer til Bogota. I Bogota skal vi have lavet både colombiansk og dansk provisorisk (tror jeg nok det hedder) pas til Juan David og så skal man vist bare have et udrejsedokument fra ICBF's hovedkontor på at vi tager ham ud af landet. . . Dernæst kan vi tage hjem! Det er SÅ vildt og vi ved snart ikke om vi skal græde eller grine over det, for som sagt er vi slet ikke færdige med Colombia og synes det er gået alt for hurtigt og på den anden side, så glæder vi os som gale til at vise vores vidunder frem og komme hjem og få en hverdag i gang. . . 

Vi er blevet spurgt meget om hvad størrelse den lille fyr bruger i tøj og skostr. Han bruger pt. str. 74 og lidt i str. 80 og str. 20 i sko.  Næsten stort set alt hvad vi har er fra 86 og op efter og er alt, alt for stort.  Jeg havde jo håbet på at købe en masse her i Colombia, men jeg må sige at jeg endnu ikke har fundet så meget drengetøj, som jeg kan li'. . . Det er kun blevet til et par natdragter og nogle bodystockings og selvfølgelig skoene. . . Jeg håber at nå at shoppe lidt mere i Bogota!

Nogle har også spurgt om der er noget han ønsker sig og hvis der er noget han er glad for, er det jo biler (Men vi har lovet at sige fra ham at han ikke kan li' biler, som larmer, hehe).

Jeg tænker også at togbanen fra Brio kunne være sjovt for ham.

Duplo i massevis har vi været så heldige at arve fra mine to nevøer, så det er ikke en mangelvare. Bøger er det nok mest moren som synes ville være et hit, for vi er kun nået til side 2 i de billedebøger vi har med. Så mister han interessen. . . Der er lige lovlig meget krudt i rumpetten på ham og forresten så tror jeg nu ikke den lille dreng kommer til at kede sig ihjel hjemme på værelset. . .

Resten af dagen er gået med at skype med familien og Majken. De var alle glade på vores vegne og glæææder sig til vi kommer hjem. . .

Vi valgte at fejre vores sentencia med at så ud og spise, men lillemanden var så træt igen idag og vi blev enige om at det skulle være noget hurtigt, så det blev kyllingestedet Frisbo og her til slut skal I se en video, som måske vil få jer til at tro at vi sulter drengen, men han er altså bare meget, meget glad for majs. . ;

Update på knæynk. . .

Så har jeg været hos lægen, som såmænd ikke bare var en almen praktiserende læge, men en meget venlig og kompetent ortopædkirurg. . .  Jeg blev lokalbedøvet og fik fjernet 4-5 kanyler med klam gul inflamationsvæske fra knæet og den flinke læge sagde; "Do not walk on a broken knee" og jeg har jo ikke bestilt andet hernede, op og ned af bakker, med og uden klapvogn. . . Nå, men han var altså fuldstændig sikker i sin sag. Det er min menisk den er gal med, igen igen. . . For dem som ikke skulle vide det, så har jeg en laaang knæhistorie bag mig. Det startede da jeg som 16 årig spillede fodbold. Dengang fik jeg med få års mellemrum to artroskopier, hvor de fjernede en del menisk og krims krams i knæet. Ca. 5 år senere, for 10-12 år siden sprang mit korsbånd i samme knæ og jeg var igennem en stor operation, men siden da har det faktisk været fint. Et par dage før vi skulle afsted til Colombia mistede jeg balancen, mens jeg tog bukser på og jeg lavede et vrid i knæet. Jeg troede jo egentligt bare at det ville gå over efter et par dage, men det er sådan set bare blevet værre og værre. . . Så det var nok den rigtige beslutning at se den læge idag. Jeg har hver dag(som du også nævnte Pia), taget 2x panodil og 2 x Ipren 3-4 gange i døgnet, men jeg synes egentligt ikke rigtig det hjalp så meget. Lægen sagde at det havde været rigtigt at tage de piller, men at han ville give mig nogle stærkere mod inflamationen i knæet. Det er noget Diclon-agtigt, som jeg kender fra dengang jeg døjede med endometriosen og det er noget der kan noget. Derudover fik jeg streng besked på at ligge med benet oppe og masser af is på knæet i 48 timer. Og han sagde i ramme alvor at jeg kun måtte rejse mig for at gå på toilettet... Mmmm, som om det kommer til at ske. . ! Men jo, selvfølgelig skal jeg nok ligger her så meget som muligt og det har jeg da også gjort idag. Niller og jeg har da også aftalt at de bare går nogle ture, så de ikke også bliver idioter. . .

Og her kan man se mit gamle diskrete ar. . .

Nå, men nok om knæ. . . Dagen er nu ikke gået med så meget andet end blot at tulle rundt. Den lille røvbanan fik kun sovet lidt over ½ time, så allerede fra kl. 4 i eftermiddags har han været SÅ træt og så skal han hele tiden være beskæftiget. . . Det var hårdt for Niller, som jo var den som fes rundt i røven på ham og forsøgte at gøre ham tilfreds.

Ved 18-tiden kom den pizza vi havde bestilt og med det samme den var spist, gjorde vi den lille trætte mand klar til at putte og idag tog det også kun 10-15 minutter at falde i søvn i denne helt naturlige stilling. . .

Og lige et billede fra i morges, hvor Niller i baggrunden er ved at sætte lokkerne med den daglige klat voks og sådan så drengebarnet ud kort til efter. . . 

Meget sødt, når nu drengen selv synes det var sjovt at se sig selv med strithår

ellers er jeg ikke lige til småbørn med voks i håret. . .

Nu vil jeg slutte for jeg er simpelthen SÅ pivtræt. . .

Advarsel: Tudeindlæg med ynk. . .

Må man lige have lov at komme med lidt ynk. . ?
Lige nu sidder jeg og tuder over at jeg har så ondt i mit knæ. Jeg har netop talt med Mimi, som har overtalt mig til at vi skal besøge en læge i eftermiddag. Sent i går aftes da jeg havde skrevet det indlæg og skulle i seng, kunne jeg faktisk slet ikke gå og jeg måtte støtte mig til møblerne og væggen for at komme ud på toilettet.

Niller og Juan David er gået en tur ned på stadionet, og jeg hader at jeg ikke kan gå med. Jeg har ikke lyst til at spilde et sekund sammen med dem hernede og jeg vil ikke gå glip af alt det sjove med ham, som fx igår, hvor jeg bare kunne stå og se på at Niller og lillemanden spillede fodbold. Jeg synes det er SÅ snyd og uretfærdigt at det skal ske for mig netop nu, hvor vi er afsted.

Jeg har ikke villet pive over det, selvom jeg faktisk har haft så ondt så jeg har taget piller reglmæssigt hver dag, for at kunne holde det ud. Niller har sagt flere gange at jeg skulle få nogen til at se på det, men jeg har ikke gidet høre på det. Jeg gider ikke at det skal få skovlen under mig og jeg gider ikke at det skal betyde at jeg ikke kan være sammen med mine to elskede mænder. . .

Da de gik idag og Niller og Juan David kyssede mig farvel kæmpede jeg for at holde tårerne tilbage, men så snart døren var lukket, kunne jeg ikke holde det tilbage. . .

Jeg håber at den læge kan give mig en ordentlig motherfucking blokade eller bare noget, som kan få det til at gå væk, for det her er sgu for træls. . .

14 dages lykke og glæde. . .

Tænk sig at vi nu har haft hinanden i 14 dage. Det er SÅ underligt for det føles på en og samme måde som var det igår og alligevel som om vi har været sammen i flere måneder.. . .

Vi føler os så heldige og siger det flere gange til hinanden; Tænk at vi fik lige netop ham? Tænk at vi er en rigtig familie? Og i bilen idag da vi sad og tog os selv i at kigge på ham med våde øjne, fordi han så så sød ud, som han sad der, fik vi totalt grineflip, fordi jeg kom til at sige at jeg havde det lidt ligesom dengang jeg fik kørekort og blev et hak mere voksen. . . Niller havde det lige sådan, sagde han og det sad vi så der og skreg af grin over. Både Juan David og chaufføren kiggede mærkeligt på os. . .

Men ja, men 14 dage. . . Det er da en stor dag og vi bestemte at det skulle fejres med at spise på El Corral (Det gode burgersted) om aftenen. . .

Men i formiddags havde vi nogle skønne timer i parken. . . Samme park, hvor vi var med Mimi og hvor vi kunne konstatere at han stort set var bange for alt nyt. I dag kunne vi så se hvor meget han allerede har udviklet sig. . .

Men først lidt billeder fra dagen igår, hvor den stod på shopping i Manizales.
Sådan ser det ud, når to damer forsøger at skifte en popo-ble i baggagerummet på Henry's Taxi. . . Mimi sang spanske børnesange og jeg skyndte mig at flå tøj og ble af, for at konstatere at det var falsk alarm. . . Han havde bare siddet og rå feset hele vejen.

Downtown Manizales

Det er kedeligt, når mor shopper sko. . . og hvorfor er det at

billeder af sovende børn bare er så dejlige?

Og så får I altså lige et par aftenbilleder af vores smukke udsigt. . .

Niller havde hørt fra Mimi at stadionet var åbent om

formiddagen for offenligheden, så det måtte han jo lige tjekke ud.

Og så kunne vi tage i parken og nøj, hvor han elskede det. . . Han sad kun i

klapvognene til allersidst, hvor han skulle have en kiks og

lidt vand, ellers så oksede han rundt som her

Jeg beklager at nogle af jer ikke kan se videoerne. . .

Prøv at skifte medie! Hvis I fx. følger bloggen fra en Ipad eller en Iphone,

så prøv på en bærbar eller stationær computer.

Her kommer en video og kunne vi, havde vi lagt

baggrundsmusikken ind fra det lille hus på prærien.

Og så blev der ellers rutsjet, gynget, klatret og leget med sand. . .

Først var man lige så skeptisk som sidst,

så blev man så modig her;

Og så blev man så modig;

Og til sidst sad han fuldstændig paralyseret og legede

nærmest uden at vi kunne komme i kontakt med ham. . .

Og så synes jeg lige at I skulle se mit dårlige knæ. . . Nu har jeg

jo altid haft buttede knæ, men jeg håber I kan se at højre er helt fucked. . !

Og så et andet buttet knæ som har fået sin første hudafskrabning. . . Ihvertfald med os og hurtigløberen tog det med ophøjet ro.  Sålænge vi puster og kysser på knæet, så er alt godt.

Jeg havde fået et ret grimt sår på foden efter et myggestik, som jeg ikke havde kunnet lade være at klø i og derfor havde jeg sat et plaster på, bare lige for at undgå at der kom skidt i. Da han så det, kastede han sig for mine fødder og pustede og prustede. . . Er han ikke bare sød. . ?

og så får I lige endnu en video fra i eftermiddags, hvor vi bare "slappede" af herhjemme. . . Barcalona spillede helt tilfældigt og det var de to boldtosser jo helt oppe og køre over. Eller den store var ihvertfald og den lille er helt med på den bølge. . .

Der bliver, hvis nogen skulle være i tvivl, råbt "Goal". . . Det ord hører vi sådan ca. 25 gange om dagen. Hver gang han sparker til noget, om det er en bold, eller hans bil og hvis han rammer kassen med klodser, når han rydder op. . . Så her er liv og glade dage. . !