Bare det snart var nu. . .

I dag har vi fået streget nogle af de vigtige punkter på listen og det giver ro i sindet, for hold da op, hvor hjertet banker og sommerfuglene basker.
Vi har nu fået bestilt og betalt, både ud og hjemrejse, samt indenrigsflyvingen til Manizales.
Vores visumpapirer er ekspedieret på ambasaden i Stockholm og de og passene kommer i midten af næste uge.
Vores udrejseorlov og barsel er langt om længe på plads. Lidt belastende at høre at Niels skal stå på kommunen og diskutere med en finke, som påstår at Nillers 2 ugers barsel skal bruges i Colombia. Selvfølgelig fik han ret og hun fik en lang næse, selvom jeg tror han mest havde lyst til at stikke den midterste finger lige op i fjæset på hende.

Vi har fået købt nogle mega fede og giga store kuffert-tasker, som kan rumme henholdsvis 121 og 140 liter, så plads kommer vi ikke til at mangle.

Vi har købt en brugt autostol af mærket Römer til sølle 600 kr. Det var dæleme et godt køb.
Niller har malet trip-trap stolen i en fin lys turkisblå farve, samt vores puslebord og det ser SÅ fint ud. Han har fået en tendens til at blive helt blå i hovedet, hver gang jeg starter sætningen; "Niller, jeg tænkte på om ikke du kunne male...." Som fx da jeg forleden nævnte at vi skulle ha' købt en sandkasse til haven, når vi kom hjem og fortsatte; "Ku' det ikke være pænt, hvis den så blev malet hvid?" Så fik han et flip af den anden verden og sagde (læs: råbte); " NEEEEJ, der sætter jeg sgu grænsen. Den sandkasse bliver ikke malet, færdig arbejde". Okay okay, godt ord igen, maler. (Jeg må vist lige finde et godt tidspunkt, hvor jeg kan spørge ham om han kan male vores rør på badeværelset?)

Jeg er snart færdig med at vaske 300 kg børnetøj og det er nu sorteret i størrelser og pludselig gik det op for mig hvor lidt bluser og t-shirts han har, så måtte jeg jo igen, igen påtage mig den sure pligt at få indkøbt det ;o) Og bedst, som man tror at nu mangler den lille røvbanan ikke mere udstyr, så kommer man i tanke om endnu en ting eller to, så nu er han også ejer af flere smarte hagesmække og et par bade-ble-bukser, til når vi i februar skal ligge og pjaske rundt i poolen...

Nå, men selvom vi virkelig har nået meget i løbet af dagene har vi begge en mega rastløs følelse i kroppen. Det føles som om vi har glemt noget vigtigt, og hver gang jeg taler med vores sagsbehandler hos AC, griner hun af mig, når jeg for 4. gang i samtalen, spørger om alt er som det skal være...!!! Men det er nok bare den hjertebanken og de føromtalte sommerfugle, som får det til at føles sådan og vi forsøger også virkelig at nyde vores tid. Niller er jo hjemme i disse uger, så vi sover til vi vågner og spiser nybagte boller til morgenmad hver morgen med smør og ost og blødkogt æg, selvom vi faktisk har en aftale om at vi kun spiser sådan noget i weekenden. Vores hverdagsmorgenmad er jo havregryn, men altså de hjemmebagte boller i vores lille fryser fylder alt for meget, så de skal jo udryddes. Særligt når jeg, smart og praktisk som jeg er, er i gang med at fylde fryseren op med det mad, som jeg i denne tid laver 2-3 dobbelte portioner af. Ligenu er vores fryser således fyldt med Kødsauce, Jordskoksuppe, Grækarsuppe og i morgen laver jeg Boller i Karry.

Det er jo det praktiske, og så er der alt det følelsesmæssige. Goddammit, hvor har vi mange tanker om den lille fyr. Vi glæder os SÅ meget til at se ham bevæge sig, til at høre hans lyde, ae hans hår og mærke hans ånde, høre hans gråd og forhåbentligt også hans grin. Vi er jo ikke de første som skal adoptere og derfor må vi formode at også vi nok skal klare den, men hold da op en masse bekymringer, sådan en lille fis kan sætte igang.
Jeg har fået meget lettere til tårer efter vi fik ham og forleden brød jeg helt sammen, da det gik op for mig at han ikke vil nå at skulle gå i vuggestue, for når min barsel er slut, så er han jo 2 år og 10 måneder. Mand, hvor gjorde det ondt og ja,det gør det egentligt stadigvæk, når jeg tænker på ham starte i en børnehave med 22 andre store børn. Det har sat mange tanker igang om alt muligt, men jeg skubber dem foreløbigt væk og tænker; den tid den sorg. Nu skal vi bare nyde den første tid sammen med ham og give ham alle de kys og al den kærlighed, vi kan få lov til.

Årrh, lad det nu blive nu. . .