På lørdag, på lørdag, på lørdag. . .

Det er SÅ fedt at kunne sige; På lørdag. Vi glæder os SÅ meget til at vi sidder i flyet og som Niller siger; "Så må det briste eller bære". . . Jeg tror heller ikke rigtig vi finder ro inden. Det er som om vi, eller måske skulle jeg sige jeg, slet ikke kan slappe af. Jeg er konstant i fuld sving og helst med 700 forskellige ting på én gang. Det er faktisk lidt som om den gamle Krisser er helt tilbage, bare med en dobbelt puls. Jeg er mega aktiv og har fået lavet SÅ mange flere ting end jeg havde regnet med at jeg kunne nå. Nu er jeg også typen, som arbejder bedst under pres. Det er bare så lang tid siden jeg har følt så meget energi i min krop og jeg elsker den følelse, også selvom hjertet hopper over sig eget slag engang imellem.
I går fik jeg lavet tæppet færdig (til de uindviede er det stoflapper, som er sendt fra familie og venner tilbage i november måned) Egentligt havde jeg jo tænkt mig at tørre det af på min mor, altså det med at sy pladevat og bagbeklædning på, men min mor synes jo at det var mit syprojekt og at jeg skulle gøre det selv og faktisk havde jeg det lidt som dengang man var tretten og man synes det var skide strengt at man fx skulle tømme opvaskemaskine. Jeg havde håbet hun sagde; "Lille skat, det ordner mor", for jeg var SÅ pisse træt og udmattet. Jeg havde inviteret mig selv på mad derhjemme, da Niller skulle spille Ishockey og havde håbet lidt at jeg bare skulle smide mig i sofaen og drikke en whiskey med min far, men nu har mine forældre gennem hele mit liv opdraget mig efter parolen "Man kan hvad man vil" og "Learning by doing", så der var ingen kære mor. . . Så min mor skubbede mig kærligt, men bestemt ned til symaskinen og beroligede mig med at hun nok skulle guide og vejlede mig igennem projektet. Men jeg kan jo godt se fidusen i det, for det tæppe er jo endnu federe  nu hvor jeg selv har syet det, også selvom syningerne ligner noget der kunne være syet af en
8-årig . . .
Hold kæft, hvor var jeg stolt over mig selv og jeg skamroste mig selv hele aftenen og se lige hvorfor;

Sejt, ik? Og ja, en lille pude blev det også til. . .  Min mor og far synes jeg var SÅÅÅÅÅÅÅ dygtig :o) og Niller. . . Ja, han var så sød, da han så tæppet færdigt. Roste mig med tårer i øjnene, kyssede mig og sagde at Juan får verdens bedste mor. . .

Min kære mand er noget grådlabil for tiden og ja, det er han jo altså ikke ene om, for noget så fjollet som at vi har købt en lille Fjellræv-rygsæk til Juan kan vi tude over. Stod dernede i butikken begge to med helt våde øjne. Så bliver det nok ikke større!

Åhhh, altså hvor er vi dog klar til at komme afsted. . . Har jeg sagt det før???