Sleepy in Manizales. . .

Fuck, det har været en vild dag. . . Dagen startede jo tidligt i nat med at vi lå lysvågne og ikke anede præcist hvornår vi blev hentet. Derfor gjorde vi os klar til kl. 5 i morges og da der ikke var kommet nogen chaffør ved 5.30 tiden, listede vi os ned i køkkenet og ville tage lidt kaffe, og sørme om ikke den søde, søde unge mand havde gjort det hele klar til os, og vi havde jo god tid til at nyde den dejlige morgenmad endnu engang. Vi havde jo pakket og var klar, så vi spurgte den unge mand om ikke han ville ringe til vores chaffør og lige få 100 % bekræftet hvornår han kom og om det var i god nok tid. . . Han taler virkelig dårligt engelsk, men kom fint tilbage og sagde "Seven thirty. No, no worry" og vi stolede på ham. Han er simpelthen så sød, ham fyren. Han studerer på ingeniør-studiet, men læser engelsk ved siden af og da vi kom ned i morges sad han med ansigtet begravet i engelsk bøgerne og mens vi spiste morgenmad kom han flere gange ind og lige havde et spørgsmål til verdens to største sprogspassere Niller og Krisser. Tænk at vi sad der og hjalp ham med hans grammatik og engelskstavning. jaja, man kan jo godt lidt alligevel (og ikke et ord om at det måske nok var 6.7 klasses niveau. . .)

2 minutter over halv 8 kom vores chaffør og turen til indenrigslufthaven gik rigtig fint og voldte ingen trafikkale problemer overhovedet. Så lidt over 8 sad vi klar og ventede på at skulle boarde kl. 8.55. Vi skulle flyve kl. 9.40 og klokken 10.10 havde vi stadig ikke fået besked om at skulle boarde og der stod intet om at flyvet skulle være forsinket, men tror nok bare at man her i Colombia tager lidt lettere på den slags. . . Kort efter kom en lufthavns mand med meget god tid slentrende laaangsomt gennem hallen og åbnede med et gab gaten... Vi var på ingen måde bekymret for vi sad med 30 andre, som skulle samme vej og vi havde jo været oppe ved skranken for at få tjekket vores boardingpass. Hvor sjovt er det lige? Alle 30 mand skulle stå i kø ved en skranke for at manden bag, med blyant på en at halv itu revet papir skrev vores navn og flysæde. . . og satte en ring om gaten, som vi sad klods op af og helt sikkert ikke kunne blive væk fra. Det er fandme sødt, men også lidt humoristisk idioti i mine øjne. . .
Nå, men vi kom ud til vores lille propelfly til 50 personer og vi kom i luftene med lidt mere sving i sædet end normalt, synes vi. Men det var en stor og dejlig oplevelse at vide at man lige straks ville være det samme sted, som der hvor vores lille søn er. og selvfølgelig som smukke, grønne og frodige Manizales viste sig under skyerne, tudede jeg som pisket. . . Det blev så ikke sidste gang i dag.

I Manizales lufthavn fik vi i løbet af nul komma fem vores baggage og inden vi overhovedet var kommet ud, lød der et kæmpe brøl fra en smuk middelaldrende kvinde udenfor; "Kriiistinaaaaa, Oh my god, Kriistiinaaaa" råbte hun og kom løbende og krammede mig sønder og sammen efterfulgt af; "Tomorrow you are going to be a mother, and it will become the best day of you life". . . Niller som havde travlt med at få baggagen op på en vogn, havde ikke rigtig bemærket den meget syrede, men dejlige velkomstkomité, men han fik nøjagtig samme tur og så nok ligeså overrasket ud og selvom man er noget uvant med den slags hjertelighed i vores lille land, så faldt det hurtigt naturligt og Mimi, som det jo var, er fuldstændig, som vi har hørt det mange steder fra, et LIVSSTYKKE. . .

Aldrig har vi oplevet så kærligt, snakkende og informerende væsen, som hende. Hun er faktisk svær at beskrive, men skal opleves. Jeg tror seriøst jeg har fået 8 krammere og ligeså mange kindkys af hende idag og mærkeligt nok føles det ikke specielt overvældende, men bare naturligt og trygt. Niels har det på samme måde med hende. (Lars og Rie; Hun nærmest skreg da hun så billederne af Noah og tårene løb da hun læste brevet. . .Så rørende at se. Vi skulle hilse mange, mange gange og som hun sagde; "Oh, Rie... She's so young, always 29")

Desværre var alt ikke som vi havde forventet, for Mimi's mand er syg i sine nyrer og får dialyse 10 timer i døgnet, så deres hjem er ikke lige pt egnet for sådan nogle som os. Hun undskyldte mange gange med at vi nu skulle bo på hotel, og påpegede at hun havde fundet det bedste af det bedste og havde truet personalet til at gøre alt hvad vi forlangte. . . Det sagde vi selvfølgelig at hun på ingen måde skulle beklage,  og selvom vi ikke gav udtryk for det overfor hende, blev vi lidt kede af det, for der er visse fordele ved at bo et sted som Halifax eller hos Mimi. Bla. det med at maden bare inkluderes og serveres 3 gange om dagen. Heldigvis er det allerede arrangeret med hotellet at morgenmaden kommer som roomservice hver morgen og resten af måltiderne kan vi bare bestille som vi har lyst til. . . Som trøst sagde hun heldigvis også at vi så hurtigt som muligt da skulle tage ud til farmen. Farmen er et sommerhus (som vi vistnok tror hun ejer). Det ligger 8-10 km nede af bjerget, hvilket betyder at der i gennemsnit er 10 grader varmere. . . Det er et meget smukt hus med swimmingpool som ligger på en bjergskråning omgivet af ananasmarker og vi får vores egen kok og rengøringshjælp med. Det lyder alt for fedt til at være sandt, men det er det og vi tager afsted på fredag, når vi har haft Juan i 3 dages tid.
Nå, men klokken var jo allerede over 12 da vi ankom til hotellet og vi aftalte at hun og hendes ven og chaffør Henry ville hente os igen 13.45 og køre os til det møde vi skulle til. Inde på hotellet, som så rigtig fint  ud, blev vi møffet ind i elevatoren og så blev der ellers trykket på Penthouse-knappen og jeg tror at både Niller og jeg lige sank en ekstra gang og tænkte lidt på vores pengepung, og vi har da også fået et superlækkert værelse med den smukkeste udsigt over by og bjerge.

Niller synes så åbenbart det var vigtigere at fotografere

 stadionet end de smukke bjerge den modsatte vej.

Det viste sig senere at prisen er ret billig og med morgenmaden inkluderet, så det gider vi ikke bekymre os over.

Vi nåede lige at få pakket ud og få trukket i det pæne tøj, så de kan se at vi tager dem seriøst og så var det afsted igen. . .  og se lige. Blazerjakken blev brugt alligevel. . .



Man kan nok godt ane at vi er en smule trætte. . . her inden vi tager til mødet. . .

Søde Mimi lovede os at der ikke var noget at være nervøs over. Det var et stille og roligt møde, hvor vi ville høre lidt mere om Juan og hans hverdag. Til mødet skulle også deltage Gloria, forsvaren for mindreårige, samt Louisa, som er den psykolog som har skrevet Juans rapport og har haft kontakt med plejefamilien igennem hele forløbet. . . Alligevel startede mødet på en lidt anden måde en vi og Mimi havde forestillet os. Da Gloris hørte at vi havde ventet over 5 år på at få ham, fik vi simpelthen en kæmpe opsang over hvorfor vi ikke havde lært at tale spansk. . . og selvom konen jo har ret, så var det faktisk lidt ubehageligt at blive skældt ud i den situation. og så af hende, som ikke kan et ord engelsk og er gift med en nordmand, men ikke taler noget der ligner skandinavisk.  Men igen, hun har ret og vi beklagede dybt og fortalte hende at vi skammede os meget. Det hjalp vist og hun blødte da også helt op til sidst. Mimi mente at hun havde haft en dårlig dag og det lige var kommet til at gå ud over os. Men pyt nu med det. . . Resten af mødet var vi begge simpelthen så imponeret og begejstret for. Magen til proffessionalisme skal man godt nok lede længe efter og her ved jeg jo hvad jeg taler om. Det var et SÅ gennemført kvalificeret pædagogisk anerkendende forarbejde de havde lavet. Hele den måde psykologen med et dertil indrettet program på den bærbare, gjorde rede for hvem lille Juan er som person, var helt igennem fantastisk. Niller og jeg sad på hver sin side, lyttede og tog notater, mens Mimi oversatte. . . og vi ved nu hvordan, hvornår og hvorfor han reagerer, som han gør og hvad han laver og fortærer fra han vågner til han går i seng. Hvilke ord han kan og bruger osv. Vi havde jo skrevet to A4siders spørgsmål ned og det var heldigvis noget som imponerede Gloria, ligesom den billedebog, som vi har sendt til ham. . . Det var en af de ting vi var mest spændte på at høre; Altså om han havde fået bogen. (ps. man kan se udklip af bogen i et af de første indlæg på denne blog) Det havde han og han var meget glad for den og havde lært at pege på billederne af Niller og jeg og sige Mama og Papa og så kunne jeg ikke holde til det mere... Jeg brød helt sammen og tudede, så damerne hentede papir i lange baner. Vi blev bare så glade for at høre om deres kæmpe forarbejde og den forberedelse de og plejemoren har gjort. Der er ingen tvivl om at vi kommer på hårdt arbejde de næste par dage (LÆS:og laaang tid frem), for den lille mand er meget, meget knyttet til sin plejemor og han er helt med på at der er noget nyt og underligt under opsejling og derfor har han også været lidt pylret i de sidste dage. Mødet tog to timer og derefter var vi helt baldret og inviterede Mimi på café, for at få noget at drikke. Det fik vi nemlig ikke til mødet, så vi var sgu helt dehydrerede.
Derefter gik vi til et supermarked og fik købt lidt legetøj, kiks, yoghurt og andre virtige fornødenheder. . . På den måde fik vi også set Manizales og oplevet hvor kuperet den er. Fuldstændig som de stejle veje, som man ser i San Fransisko. I øvrigt et rigtig skidt terræn at passere i stiletter og lidt ondt i knæet.
Vi var først hjemme ved 6 tiden om aftenen og der var det at det gik op for os at vi ikke havde fået noget at spise i 12 timer. Efter at have skypet lidt med mine forældre, som jo heldigvis er længe oppe, gik vi ned i restaurenten og bestilte det dyreste og fineste vi kunne.  Jeg forsøgte faktisk at overtale Niller til at bestille Roomservice, men som han sagde går der nok lang tid til at vi kan sidde bare os to på en restaurent igen. Maden var helt fin, men det er lidt som om vi glemte at nyde den, for vi er bare så optaget af denne dag, som venter os i morgen. . .

Det allerbedste og her mener jeg virkelig det aller, aller bedste idag var at vi fik nye billeder af Juan. Han har simpelthen forandret sig så meget og det er ikke til det værre. Hold kæft, hvor ser han dejlig, glad og fræk ud. . . Tror vi har fået en 6-7 billeder mere. Hans hår er meget, meget lysere end på de første billeder og ja, damerne på ICBF kontoret syntes allesammen at han lignede Niller rigtig meget og så tudede moren jo igen, for det gør han virkelig. . .

Vi får ham overdraget på hotellet, hvilket vi er rigtig glade for. Normalt skulle vi have haft ham overdraget på ICBF's kontor, hvor vi også var idag, fordi det ikke kunne blive hos Mimi, som planlagt. . . Men i sidste øjeblik ombestemte de sig og vi er SÅ lykkelige over at han kommer til os her på hotellet. Her til aften har vi pustet balloner op. Morgenmaden ringer vi bare efter når vi er klar og klokken 9.30 kommer et par fra hotellet og hjælper med at pynte vores værelse med balloner osv og gør klar til det helt store show, selvfølgelig med kage og sodavand, som det er skik og brug i disse situationer. . . og klokken 10.00 skal vi møde den lille mand for første gang. . . Videokameraet og kameraet er ladet helt op og hvis vi glædede os meget igår, så glæder vi os nu, helt ud i det uendelige og tilbage igen. . . 
Jeg skal nok opdatere så snart det er muligt, men tilgiv mig, hvis det ikke bliver i morgen. . .  Vi skal lige lande i det der forældreunivers først. . . og indlæggene bliver nok heller ikke helt så fyldst gørende mere. . . Nu må vi se.

Vi glæder os, men det ved I jo nok allerede. . .