Sleepless in Bogota. . .

Ligger her kl. halv fire om natten og kan ikke sove. . . Der var igår rimelig meget usikkerhed omkring vores afgang til Manizales. Dvs. i det brev som chafføren, som hentede os  i lufthaven havde med til os fra vores kontaktperson, stod der at vi ville blive hentet kl. 7 om morgenen, men chafføren sagde lige da han havde sat os af og skulle afsted igen; "Jeg henter jer kl. 5 mandag morgen" og vi skyndte os at sige at nu stod der jo kl. 7 i brevet, og til det svarede han at det ikke var tid nok, hvis vi blev hentet kl. 7. Men alle de søde mennesker her på hotellet sagde at det var alt for tidligt. . . og at vi ville komme til at sidde derude og vente i flere timer! Så igår anbefalede Ines (hotelmanageren) os at ringe til Helena. Ines synes i øvrigt at det var mærkeligt at Helena ikke havde ringet og budt os velkommen. Man fornemmer en kold luft mellem de damer. . . Nå, men vi ringede til Helena, men kom igennem til hendes kontor i Bogota, hvor en assistent blev sat ind i sagen og hun ville få Helena til at ringe. Da hun ikke havde ringet, da vi var på vej i seng (ved otte-tiden), forsøgte vi at ringe igen og jeg fik fat i den samme assistent, som fortalte at vi ville blive hentet kl. 7.30. . .!!! Okay, der er da ikke noget at sige til at man bliver forvirret, vel?
Nå, men alle vores sager er pakket og jeg tror bare vi gør os klar til klokken 5 for en sikkerheds skyld. Det er jo trods alt chafføren som kender trafikken bedst.

Forresten har jeg lyst til at fortælle hvor søde og hjælpsomme de er her på hotellet. . . For det første så er der hende Ines, som havde fri det meste af søndagen, men ringede til os i eftermiddags bare lige for at høre om vi havde fundet markedet og restaurenten hun havde anbefalet og hvad vi havde syntes om det. . . Da vi spiste aftensmad, hvor vi fik dejlige Kyllinge Pie og god salat til med efterfølgende kage selvfølgelig, snakkede vi lidt med svenskerne om vores forvirring omkring det her tidspunkt. Der bor tre pensionerede chilenere her på hotellet. De er vistnok venner med Ines og de er simpelthen så søde og vil så gerne høre alt om vores kommende adoptioner, så de spørger løs. Da de hørte om vores rod med tispunktet i morges var der ikke det de ikke ville gøre for os. . . og i løbet af to minutter havde de skaffet chafførens telefonnummer. Jeg kom dog ikke igennem til ham. . . Men hele tiden at opleve den hjertevarme og hjælpsomhed herinde er fantastisk. . . også køkkendamerne kom, selvom de er virkelig dårlige til engelsk og ønskede os en god tur til Manizales og sagde at de glædede sig til at se os alle 3 igen om nogle uger. . . Man bliver bare så rørt over deres måde at være på. Det er så underligt at både Niller og jeg har tænkt at vi ville føle os usikre i denne nye situation, men det hele føles bare så naturligt og rigtigt, og vi føler os så meget hjemme.

Nu hvor jeg ligger her og alligevel ikke kan sove, kan tankerne jo kun kredse om én ting, nemlig overdragelsen af lillemanden. Vi forventer skrig og skrål og har det også helt ok med det, men vi håber da vi hurtigt kan få ham til at falde til ro vha noget spændende legetøj og lidt bestikkelse. 
Vi er jo helt med på at selvom det er den største og mest fantastiske dag for os som forældre, så er det måske modsat for ham, den mest forvirrende og forfærdelige dag. Tænk på at han, endnu engang, bliver taget væk fra alt det kendte og trygge. Det er godt nok synd for ham og det skal han sgu have lov til at reagere på. Men vi må bare håbe det bedste. Uhhh, hvor er vi altså spændte på at se ham.

Niller vågende lige for en halv time siden og fortalte at han havde drømt at han var sådan et barn, som hele tiden løb rundt og så elskede han at spise ren smør. . . Nårhh, det er så sødt. Jeg drømmer ikke om ham, men om at vi glemmer alting og ikke når det vi skal osv... Fx vågende jeg natten til igår badet i sved og ruskede Niller vågen, da jeg skulle fortælle ham at han havde glemt at få en kasket med. . . Det var først da Niller kiggede på mig med meget uforstående øjne, at det gik op for mig at det nok ikke var en stor katastrofe, men helt ærligt, det føltes sådan. Ligesom at jeg natten før vi skulle afsted fra DK drømte at Mimi (vores kontakt person i Manizales) lige kiggede mit tøj igennem og sagde at det slet, slet IKKE var fint nok. . . Jeg sprang op af sengen og rev min blazerjakke ned af bøjlen og proppede den ned i en af taskerne og gik så i seng igen. . . Så nu er den med, men tvivler helt ærligt på at den kommer i brug herovre. . .

Nu er klokken snart 4.10, så nu tror jeg sgu jeg vil gå i bad og gøre mig klar, inden jeg vækker Niller. Han har jo en evne til at gøre sig klar på 10 minutter.

Ha' en god dag derhjemme :o)