Mandagslykke i Manizales

Vi har haft sådan en skøn og dejlig dag. . . Vågner jo som sædvanlig til verdens dejligste smil og en masse putning i sengen. Der går dog ikke lang tid før han er klar til narrestreger og skal ned på gulvet og finde sin "Carro" (Bil).
Klokken 9 her til morgen kom der en sød, sød dame ved navn Sandra og ordnede mine fødder med pedicure og alt muligt. . . Så nu har jeg sådan nogle totalt unaturligt hvide neglespidser, som alle åbenbart synes er rigtig smart, men som jeg egentligt aldrig helt har kunnet forlige mig med. . . Men jeg protesterede ikke. Nød bare de 50 minutter hele sceancen tog og var sgu ved at falde i syb søvn. Niller og Juan David gik en tur ned omkring stadionet imens.
Lidt over 10 kom Mimi og Henry og kørte os i banken. Vi skal jo have betalt nogle slanter for det der Farm-gilde og for ikke at skulle hæve fra automater flere dage i træk, bestemte vi os for at tage i banken ved en rigtig skranke. Den filial vi brugte var udover at være en rigtig bank også en drive-in bank, så ligesom på Mac D, så holdte der biler i kø. . . Smart nok i et land som dette. Nå, men Mimi kender jo alle her i Manizales, og selvfølgelig også filialdirektøren, så vi sprang lige hele køen, og den var sgu lang, over. . . Jeg synes det var pinligt og Mimi grinede af mig og sagde at vi europærere er alt for pæne i vores måde at være på. Nå, men vi kom altså hurtigt til og jeg fik fortalt at jeg skulle hæve op til maximum på mit mastercard. Det tog tusind tjek af pas, papirer, og fingeraftryk og såmænd et par telefonopkald og endelig kunne vi stille os i en helt almindelig kø og vente til det blev vores tur. Det havde jeg det virkelig fint med, for det der med at føre sig frem, fordi man er udlænding, det er altså bare røvsyg opførsel, synes jeg. . . Så da vi kom til skranken skulle jeg bare lige give et par fingeraftryk mere og en underskrift og så skulle vi have de pesos. . . Men gudhjælpemig om ikke de havde tastet en million pesos for meget, så nu var de nødt til at skrive til Mastercard's hovedkontor i Bogota og få annulleret det. Vi blev bedt om at komme igen kl. 14. Nu kan det lyde som om det hele var bøvlet og langtrukkent, men det var det faktisk ikke og alle de 4-5 mennesker i banken, som vi skulle tale med, var simpelthen så søde, smilende og hjælpsomme. . .

Derefter kørte vi til en slags FairTrade butik med en masse håndlavet halløj, for ikke at sige crap, som jeg i virkeligheden synes sådan noget tit er (Når jeg siger crap, så er det altså fordi jeg hader det med at man kan gå ind i en lignende butik i junglen i Khao Sok i Thailand og købe noget der ligner og ja, såmænd også i København. . . Nå, men jeg havde fortalt Mimi at vi gerne ville have en af de her Colombia-busser (som faktisk er ret fede) med hjem som souvenir og vupti havde vi købt alt muligt andet halløj også. . . Bla. to t-shirts. Den ene i Colombias farver, hvor der selvfølgelig står Colombia på. Jeg synes den er grim, men omvendt synes jeg også at han skal ha' den, bare fordi. . . Den anden er hvid og den købte jeg kun pga. teksten som står på den; Mi Manizales del Alma, som betyder; I Manizales er min sjæl. . . Det synes jeg var smukt, selvom selve skriften var virkelig grim. By the way, ku' den kun fåes ned til str. 6 år, så nu kan jeg jo lige vænne mig til den. . . Derefter blev vi kørt til en lille trykkeributik, hvor Niller og Mimi fik bestilt fodboldtøj til Juan David og jaja, faren skulle jo også have én selvfølgelig. På Juan David kommer der til at stå MJ Cundell og nu vi er ved navnet; Mange har jo spurgt, bliver det en MJ eller en JD...? Vi troede jo at hans kaldenavn var Juan, men det viste sig at være Juan David, hvorfor vi har vænnet os til at kalde ham det. Vi forsøger dog også at kalde ham Marco engang imellem, men oftes er det bare Skat, skatter, skattebasse, lillemand, bassemand osv. . . Så drengen er vel nok bare skrupforvirret og vi tager det egentligt meget roligt det med navnet. . . Hans fulde navn bliver stadig Marco Juan Birch Cundell.

Og ja, så gik turen lige rundt om hjørnet til skobutikkerne, for nu skulle moren altså kigge på sko. . . Niller gik en tur med den lille mand, som faldt i søvn i klapvognen. Jeg fik købt intet mindre en 4 par Bubblegummers... Meget billige og faktisk rigtig gode sko til børn, som har den ekstra feature at de råstinker af tyggegummi og særligt, når de er nye. Begge de par sko, som Juan David havde med fra plejemoren er af samme mærke. De er vistnok canadisk produceret, og er bare blevet mere og mere  populære her i latin amerika pga. den virkelig farverige dårlige stil. . . Men de er dog begyndt at lave ret fede enkle sko og selvom Mimi synes jeg skulle købe alle dem, som jeg synes var mest kikset, blev det nu til dem uden mange farver og børnehalløj og jeg tror hun nærmest synes det var børnemishandling, da jeg sagde til hende "I just like it simple".
Jeg skal nok ligge et par billeder ind af vores indkøb ved lejlighed. Tror måske jeg har fået fire par sko (i forskellige strørrelser naturligvis) til knap 500 kr.

Derefter kørte Mimi og Henry os på vores opfordring til det frokoststed, hvor vi spiste sammen med dem i sidste uge efter interviewet. Det er et super godt frokoststed. Udefra ville du ikke ane at der lå en restaurent, men det ved alle de arbejdende i området. Det er et virkelig pænt sted. Roligt og med stille musik, hvor folk kommer og indtager deres frokost hurtigt og tager på job igen. Der er kun en ting på menuen. Man kan dog vælge mellem svinekød og kylling. Man starter med at få en suppe af en slags (og de colmbianske supper er fantastiske) og derefter en kæmpe tallerken med idag kylling, ris, salat og lidt pommefrites og så slutter du af med en dessert i form af frugt eller en lille kage. Som drikkelse serveres en form for smooties lavet af frisk frugt. . . Det smager fantastisk, synes vi alle tre. I dag spiste og drak vi for 23.000 pesos, dvs. knap 80 kr for tre retter god, sund mad... Det bliver simpelthen vores stamfrokoststed. Det ligger ti minutter fra hotellet og vejen hjem er direkte op af en giga stejl og lang vej og i 2200 meters højde giver det altså høj puls, så vi bilder os ind at vi samtidig får god motion. . .

Vi nåede lige hjem i en halv time til en kop kaffe og en lorteble, før jeg blev hentet af Mimi og Henry og vi skulle tilbage til Banken og hente millionerne. . .  Jeg aftalte med Niller at vi skulle mødes med ham og den lille bassemand 45 minutter efter på Juan Valdez, som er Colombia's svar på StarBucks. Turen til banken var en succes og vi var tre millioner kroner rigere, desværre i pesos. . . Det er ca. 10.000 kr og kunne næsten betale vores ophold på farmen. Jaja, det er en dyr fornøjelse det her. . . But who cares.

Videre til kaffe på Juan Valdez. Niller elskede sin sorte kaffe, men jeg synes det var en træls iskaffe, som var totalt krystaliseret. . . Til gengæld fik vi dejlige "danes" og personalet synes at det var meget sjovt at vi fra Dinamarca skulle have Danes, som jo bare var to mega gode kanelsnegle med glasur. . . Vejret var fantastisk og vi havde på ingen måde lyst til at gå hjem på hotellet, så vi tog den snart sædvanlige runde (eller faktisk 2) rundt om stadionet og den lille mand var SÅ dygtig idag. Hver gang han lige fik lyst til at samle noget skrald op fra gaden, lystrede han på vores "No no no" og lod være. . . Rundt om kunststofbanen løb nogle forboldspillere og varmede op og derfor skulle han selvfølgelig også løbe. Det var et syn for guderne og et farligt et af slagsen, men selvfølgelig havde vi glemt at få kameraet væk.
Han har dog også fået til vane at han hver gang han ser nogle mennesker siger; "Hej (ikke Hola, men Hej) og giver dem hånden. . . Det aner vi ikke hvor han har fra, men vi går ud fra at han rigtig mange gange har set os give hånd. . . Han gjorde det ikke i starten. Det ser mega sødt ud og sålænge han kan holde sig til det er vi glade. Forleden var der en som fik "lov" at tage ham op og man ber bare til at han ikke gør modstand, når han skal tilbage til os. . . Det har han heldigvis ikke gjort endnu og faktisk lige den dag, var han så sød og puttede sig ind til mig, da manden rakte mig ham igen. . .

Nå, men han charmede mange mennesker på vores runder og drengen okser jo afsted til sveden driver. . .  og han flipper fuldstændig når han skal op i klapvognen igen og vi skal hjem. . . Det gider han godt nok ikke og så sidder han ellers der og og græder sine krokodilletårer. Det er simpelthen så sjovt, for når han så lige bliver optaget af noget andet, som fx en sirene på en ambulance, så stopper han og griner over hele hovedet og når vi så griner, så kommer han i tanke om at han jo var sur og så piver han igen, mens han skuler ud til os, om vi nu lægger mærke til ham. . . Han er en lille skuespiller, er han. Det er meget svært at stå for. . .

Hjemme igen slappede vi lidt af. . . Juan David brugte nok et par timer på at lege med hans nye bubblegummers og kasserne de var i. Han var så glad for de sko og ville have dem på, trods det at de stadig er alt for store til ham. . . Legen gik ud på at tage skoene ud og putte dem i kasserne igen og proppe legetøj i kasserne og bruge kasserne som hat og senere som sko. . . Han var SÅ sød. Vi skypede lidt med mormoren og morfaren og det er sjovt at se hvordan han pludselig er blevet bevidst om at menneskerne på den anden side taler til os. I starten var han ligeså lidt interesseret som han var og er i TV og den Pingu-dvd, som vi har med. Nu vinker han og sender luftkys igennem skærmen og synes det er sjovt, når de allesammen synger og laver borte tit tit med ham. . . Men det allerbedste ved at skype er at man kan snige sig til at hamre løs i keyboardet. og så er det gået op for ham at han kan se sig selv på det lille billede ned i hjørnet.

Aftensmaden bestod igen som sædvanlig af sandwiches og den lille guffede løs. Han elsker skinke og ost og brødet ryger da også ned, når der ikke er mere af det andet.

Sovefesten tog som i går en halv time og nøj, hvor er han urolig og karter rundt, den lille mand. . . Man får så ondt af ham. . . Han er ikke som sådan ked af det, bare urolig. Vi forsøger at slappe så meget af som muligt og stille og roligt forsikre ham om at vi også er der i morgen og at han skal blive hos os altid. . . og hvem ved om han tænker; "Jamen, det er jo for filan det der gør mig urolig"  Det griner vi selv af bagefter, selvom vi godt ved at det ikke er sådan. Det er måske underligt at kunne sige så tidligt, men vi føler faktisk at han virkelig elsker os. og idag da jeg skulle i banken, blev han meget ked af det. . . og kaldte på Mama, fortalte Niller. . . Årrhhh, mand.  Mit hjerte smelter.
Og da vi mødtes på kaffebaren blev han så glad. . . At være mor er lige hvad jeg har drømt om og selvfølgelig skal jeg nok også nå et stadie, hvor jeg bliver træt af det hele, men lige nu så ÆÆÆÆlsker jeg at være mor. . .

og er der noget at sige til det, når det er til ham her. . ?