Mj er hjemme. . .

Og hold da kæft, hvor er det dejligt og ja, undskyld mit sprog endnu engang. . . Jeg ved det. . ! Jeg bander af helvedets til. Både når jeg taler og skriver, har jeg mange gange fået påpeget af min mor. Men sådan er jeg altså og jeg bliver nok ikke meget anderledes, selvom jeg er blevet mor. . . Kun på mit arbejde prøver jeg at moderere mit sprog, som min mor kalder det. Det er trods alt andre folks børn.
Ligeså dejligt som vi synes det var at være i Colombia, ligeså dejligt var det at komme hjem. . . Det var egentligt bare det jeg ville sige. . .

Allerførst vil jeg lige beskrive vores hjemrejse. . . Alt gik totalt efter bogen.Vi blev hentet af en chauffør kl. 18 på Halifax og selvom vi synes det var det var i lige lovlig god tid, viste det sig at være en god beslutning, for trafikken var forfærdelig. . .
Den forhenværende og meget ukontroversielle borgmester i Bogota, Antanes Mockus har ellers kæmpet en brav kamp for den offenlige trafik i Bogota, så vi for vel et års tid siden i et tv-program på dr2. . . For de interesserede kan programmet ses her (Det er kun første del. Resten af programmet kan også ses på you tube) Det er et fantastisk program om Bogotas forvandling igennem de sidste par årtier og virkelig et program, som er værd at se.

Her lige lidt billeder fra den allersidste dag;

Nå, men vi nåede lufthavnen og havde omkring en time, hvor vi fik lidt at spise. . . Vi havde checket ind og skulle nu igennem imigrationen og her var det jeg sagde til Niller; "Nu er alt gået SÅ fantastisk på denne rejse. Nu sker der sikkert noget her, som gør at vi ikke kan komme ud af landet". Man er vel blevet en lille smule pessimist efter alle de år. Men alt gik bare fint og vi kom igennem uden problemer. Flyvet lettede til tiden og vores pladser var supergode. Vi fik en lift til Juan David, som jo heldigvis er en lille fis og vi havde supergod benplads. Efter at have fået lidt at spise og have charmeret alle de omkringsiddende, faldt den lille mand i søvn og sov godt og vel 6 timer i liften. I samme periode sov vi begge, dog med en lille vågen periode midt om natten, da en ung mand valgte at besvime lige ved mit sæde. Shit, et chok jeg fik. Jeg troede sgu han var død. . .

Da vi ankom til Frankfurt havde vi jo hele 1½ time, men alligevel havde vi fart på, da vi selvfølgelig skulle ud i den modsatte ende af lufthavnen og selvfølgelig skulle vi også her igennem paskontrol, og check af håndbaggage. . . Vi blev hevet over ved en speciel kø for børnefamilier og vi tænkte FEEEDT, men hold nu kæft, hvor tog det lang tid. Dem i den normale kø var færdige ti gange før, så vi skulle bare være blevet stående. Da vi endelig nåede den gate, som stod på boardingkortet, var det fandme blevet ændret. Vi havde slet ikke haft tid til at tjekke skærmene. Heldigvis var der kort til den nye gate og vi nåede ikke at vente, før vi (børnefamilierne) kunne boarde. . . og så sad vi der, kun lige godt en times flyvning fra Dk. Juan David faldt i søvn omgående og moren og faren bestilte en øl og sad og talte om hvordan vi mon ville reagere i lufthaven. . . Jeg tror lige at jeg havde fået sagt at jeg egentligt troede at jeg ville tage det rimelig roligt, da vi for første gang kunne se dansk jord og så hulkede jeg fuldstændig vildt. . . og jeg kunne næsten ikke stoppe. . . Tænk at jeg sad der i flyet med vores dejlige lille søn i mine arme. Tænk at vi var kommet så langt. Det er lidt ligesom at eventyret er slut før det overhovedet er begyndt, selvom jeg jo godt ved at det er det virkelige eventyr og det som jeg har glædet mig allermest til, som starter nu. . .
Nå, men inden landing, havde jeg fået styr på gråden og vi blev modtaget af min brors ekskæreste Christina, som er betjent i lufthaven og bød os velkommen med flag og en lille bil. Vi rundede lige toilettet og fik soigneret os lidt med rent tøj og børstede bisser. . . Da vi kom til baggagebåndet var vores tasker allerede på båndet og vi fik dem indsamlet, kiggede på hinanden og tog en dyb indånding og gik mod udgangen og igen tror jeg lige at jeg fik sagt; Jeg tror ikke jeg kommer til tude og allerede inden sætningen var sagt, tudbrølede jeg. . . og udenfor;  sikke en fest. . . Over 60 børn og voksne stod der og ventede på os med danske og colombianske flag. Nøj, hvor vi begge vrælede. Det var noget af det største vi nogensinde har prøvet. Det var SÅ fedt og vi takker jeg alle, som kom og var med til at gøre det hele så perfekt. . . Vi stod der i vel i omkring 30-40 minutter og den lille mand tog det hele i stiv arm. Han var selvfølgelig lidt betuttet, men sad og kiggede først fra klapvognen og siden på vores arm. Til sidst gik han lidt rundt på gulvet og synes det var en fest med de sæbebobler hans fætre havde med til ham. Det var SÅ rørende at se ham sammen med alle de børn, som vi holder så meget af og vi glæder os til de allesammen skal lære ham bedre at kende.

Her kommer et lille udpluk af de billeder vi har modtaget af familie og venner indtil videre...;



Hulkende kommer vi ud. . .

Krammer min veninde Lotte. . .

Og min søster. . .

MJ lagde med det samme mærke til Stefans fodboldtrøje. . .

Han ku' simpelthen genkende farverne.

Thumbs up til Stefan og Alea Juanita. . .

Mig, Mj og mine gode gamle Børnejungle kollegaer. . .

Det var SÅ fantastisk en oplevelse og vi vil aldrig, aldrig glemme det. . .  Tusind, tusind tak til jer som var med til at gøre det til en uforglemmelig oplevelse.

Jeg vil slutte denne blog med at lægge nogle billeder ind fra de første dage hjemme. . . Da vi kom hjem var der gjort rent, friske blomster på bordet, køleskabet var fyldt op, og aftensmaden til lørdag aften var klar, der var hængt mørklægningsgardiner på i soveværelse og børneværelse, sat sikkerhedskroge på døren ud til trappen... Alt sammen takket være mine forældre. . .!!! Nøj, det var skønt at komme hjem til.

Det har, som sagt været helt fantastisk, men også ret præget af jetlag. Vi kom hjem 20 tiden fredag aften og den lille blev puttet ved 23 tiden og sov til kl. 11.30 lørdag formiddag. Lørdagen tullede vi bare rundt og legede, pakkede ud og hyggede. Om aftenen kom den lille i seng, som sædvanlig kl. 7 og vi håbede at han hurtigt ville genfinde sin søvnrytme, men efter et par timer, vågnede han og synes vi skulle holde fest. og et eller andet sted var det jo også som hans middagslur, så han var vågen et par timer og så faldt han heldigvis i søvn, men måtte vækkes kl. 8.

Til vores store glæde elsker han sin havregrød og han har faktisk spist rigtig godt efter han er kommet hjem. Vi har været en lille tur på legepladsen og så har han sovet i sin klapvogn, som han allerede elsker. Så meget så han storsmilte idag, da jeg puttede ham i den og gik en lang tur med ham i regnvejr, mens jeg græd nogle glædestårer over at dette scenarie var virkeligt. . . Hold kæft, hvor er det bare en vidunderlig følelse. Alligevel vil jeg dog gerne indrømme at jeg allerede nu har indset, hvor meget man er på, hvor lang tid alting tager, hvor lidt man får gjort med sådan en lille fis i huset. Vi er totalt forældreamatører, men elsker det alligevel højere end noget andet og på intet tidspunkt har vi tænkt. . . Puhhh, det er hårdt, det her. Tværtimod har vi sagt flere gange om dagen; Er det her ikke bare det bedste i verden. . ?

Og det er det. . . Se bare her;

Første nat i DK. . .





 og jeg elsker havregrød med rosiner og kanel. . .

 og mit værelse er bare i orden. . .

Min mor synes jeg er sød med den hat, men den skal bare af i en fart. . . 

 Jeg elsker at lege i haven. . .

 På vej til legepladsen. . .

 Jeg elsker når min mor nusser om mig. . . Allerbedst er det når hun giver

mig creme på hele kroppen og giver mig massage.

 og så lige et sidste billede. . .

Og så får I ikke mere for den 25-øre. . .