We're back. . .

Så er vi tilbage i vores skønne penthouse "lejlighed" med behagelig temperatur, ingen insekter, internet, men desværre ingen faste spisetider med det dejligste hjemmelavet mad. . . Det har været intet mindre end fantastisk og det er helt vildt hvad den uge har gjort ved vores tilknytning. Selvfølgelig er der lang vej igen, men det går bare helt efter bogen, synes vi. . . Selvfølgelig skal man reagerer en smule, når der kommer sådan en to underlige, blege mennesker, som både ser mærkelige ud og taler volapyk og så hele tiden vil kysse og lege far, mor og børn. . . Det er underligt at tænke på at vi i en uge ikke har lavet andet end at være sammen 24/7 (på nær selvfølgelig ICBF-interviewet og turen til internetcafeeen). Det har været helt utroligt givende kan vi begge mærke. Han er en rigtig puttefis og en alt for stor charmetrold og det kan altså være meget svært at modstå for moren og faren. . . Fx, bliver han jo forsat meget ked af det, når han skal sove. Det går dog rimeligt hurtigt over og så ligger han ellers bare og karter rundt imellem os, mens vi synger godnatsange. . . Når sangene keder ham, begynder han at rejse sig, og lave ballade, griner og fægter med arme og ben og vi skruer selvfølgelig bissen på og siger til ham at han skal ligge stille og sove og så kommer trutmunden ellers i brug og der bliver uddelt picos (møsser, som der efterhånden skal kæmpes lidt for at gøre sig fortjent til). . . Ja, faktisk hver gang vi skruer bissen på, laver han det sødeste ansigt han kan (og det er bare sødt, sku' vi hilse og sige) og så vil drengen pludselig gerne kysse, den lille fis. . . Vi gør hvad vi kan for at holde den sure maske, men shit det er svært. . .

Nå, men lad os fortælle lidt om Farmen, det fantastiske sted. . . Farmen ligger ca. 40 minutters kørsel fra Manizales. . . Vejen dertil er ikke særlig god og der er masser af vejarbejde og arbejde pga. jordskred, som er et af områdets store faremomenter. . . Sidste år døde omkring 200 mennesker pga. jordskred i området. Der arbejdes dog på højtryk for at gøre vejene i hele Colombia mere fremkommelige og sikre og deres kørsel kan vi på ingen måde klage over. Vi synes faktisk at Colombianerne her kører helt vildt pænt, i forhold til eks. Thailand og Egytpen. . .
De 40 minutters køretur er, udover at man (LÆS; mig) nemt bliver køresyg, så gudesmukke at man slet ikke fatter det. . . Der er SÅ frodigt og grønt overalt, hvor man kigger hen og faktisk er det noget af det smukkeste vi nogensinde har set. . . Kaffeplantager, bananpalmer og ananasmarker overalt, træerne i vejkanten er med lime, appelsin, citron og mangoer og ja, det er sgu lige til at spise det hele.
Når man ankommer til Farmen, ser det sådan her ud fra vejen. . .

I det lille hus ved siden af porten bor Henry og Gladys, som holder tilsyn med farmen og to andre huse inde for porten. . .

og sådan ser Farmen ud fra bagsiden. . .

og sådan fra forsiden. . . Det er vores værelse, som vender ud mod poolen med skoderne åbne. . .

Her er vi lige ankommet og lillemanden synes det hele er noget opreklameret noget. . .

Men det hjælper lidt at få lidt at spise. . .

og her er vi sammen med Mimi, vores uundværlige dejlige Mimi. . .

og på rundtur på grunden med den dejlige udsigt i potatofish-tøj, designet af min veninde Majse. . . i str. 1 år vel at mærke. Man er vel sin mors lille baby. . .

og så smukt er her. . . og nu spammer jeg lige med en masse udsigtsbilleder. . .

Sidste weekend, altså de første dage på farmen, brugte vi bare på at tulle rundt og afklimatisere os selv og den lille mand, som jo som sagt synes det hele var lidt underligt. . . Det varede dog ikke længe før han faldt helt til ro og slappede af. Farmen ligger på en meget kuperet grund med bakker overalt i udendørsområdet. Han er frygtløs, hvad det angår eller måske handler det i virkeligheden bare om om at han ikke har været udfordret særlig meget motorisk hos sin plejemor, som jo også har haft to andre plejebørn + sine egne børn at tage vare på. Mimi fortæller at mange af de plejebørn som bor her i området ikke er særlig stimuleret og vi fornemmer helt klart at de fleste ting som Juan David oplever, er nye. . . Fx. som det jo er normalt her og mange andre steder havde han endnu ikke lært at spise selv eller drikke af en tudekop. Han vidste ganske enkelt ikke at hovedet skulle tilbage, for at der kom noget ud. . . Efter en uge på farmen er det gået op for ham at man kan mange ting selv og det er faktisk ikke noget vi har presset ham til. Han spiser og drikker nu helt selv og protestere meget højlydt, når forældrene insistere på at hjælpe. . . Vi havde forberedt os helt på at skulle made han længe, men han er faktisk blevet helt go' til det selv, så nu får han lov, så længe det varer. . . Vi kan også mærke at hans motorik og balance er blevet så meget bedre af at få lov at kaste sig rundt i bakkerne, omend hans forældre har været ved at få hjertestop af flere omgange. Derudover så er alle indendørsfliserne lakeret, så han skøjter rundt, uanset om han er på bare fødder eller ej. . . Det har givet lidt knubs, men så må man jo lære at gå i stedet for at løbe. . .

Jeg tror også jeg nævnte hvor sensibel han er overfor skidt, sand osv. . . Nu vader han rundt på græsset med bare tæer, samle alt op og undersøger med hænder, mund og ja, alle sanser. De første dage skreg han hvis han så en tissemyre (no shit). Nu tværer han dem ud med sine bare næver. . . Så vi synes virkelig der er sket en kæmpe udvikling. . . 

Mandag skulle vi jo til interviewet i Manizales og det var vi lidt spændte på, dels da det var en lang køretur for Juan David, som jo gerne skulle te sig pænt. . .  Mødet gik som sagt over al forventning og vi fik meget ros for vores indsats. . . Alligevel så man nok lidt anspændt ud, da det hele var overstået og man kunne nyde en yoghurt, mens der blev taget kopier i et væk. . .

og selvfølgelig glemte vi helt at tage billeder af alle de vigtige mennesker og af selve ICBF-bygningen. . . Niller fik til gengæld taget nogle billeder af udsigten fra kontoret. ICBF-kontoret ligger i en belastet bydel og fungere jo også som socialkontor i familieforetagender. . .

Der sidder rigtig mange mennesker i venterummet, når man kommer ind og det var en spøjs følselse af komme der i sit stiveste puds og gå igennem med sit lille barn. . . Faktisk drømte jeg natten efter at vi mødte Juan Davids mor i Manizales og hun brutalt tog ham fra os. Det var en mareridt uden lige og jeg vågnede i tårer og sved og ved at jeg råbte på Mimi. . . Så nu har jeg det faktisk lidt ambivalent med at skulle gå med ham i byen og vide at man jo i realiteten kan støde på hende. Billederne af udsigten synes vi viste lidt om området, men var dog ingenting i forhold til det syn der mødte os på hjemvejen. . . Efter interviewet og besøget ved notaren, hvor vi gav underskrifter og fingeraftryk i et væk, inviterede vi Mimi og hendes gode ven og chauffør Henry på frokost. . . På vejen tilbage til farmen kørte vi forbi det område som de kalder slum og det var et trist, trist syn og i dette område kan man ikke bevæge sig ind i som udlænding, siges det. . . Det er meget muligt at Juan David's mor har boet i dette område.

og området, det er stort. . . Giga stort. . .

Nå, men hjemme igen ved Farmen trængte moren og faren så meget til et dyp i poolen og de blev enige om at Juan David måtte tage sig sammen og lære at leve med at vi altså er nogle der godt kan li' vand, så vi ville skiftes til et hurtigt dyp. . . og sørme om den lille røvbanan ikke også ville i vandet og ja, endnu en lille tåre blev fældet over vores dygtige og modige dreng, som ellers kun havde pjasket lidt med vand i balje og kun med fingerne vel at mærke. . . Ikke noget med at fødderne kunne blive dyppet i den balje. Hvis vi forsøgte at sætte ham op i baljen, trak han seriøst fødderne længere op end ørene.. Så han sad troligt ved síden af og pjaskede lidt. . . Vi er sikre på at han ikke har fået sådan rigtig bad, men kun er blevet bruset lidt i rumpetten, når han har lavet popo. Mimi bekræfter at det ikke er så normalt at give småbørn karbad eller rigtige brusebad. . .

og ja, han ligner godt nok en som tænker; Hvad sjovt er der ved et her? Jeg valgte også lidt billedet pga udsigten. . . Han grinede rigtig meget, når han pjaskede med vandet, men tog jo så mod til sig og pegede pludselig på den store pool og sammen med sin mor, vovede han sig ud i det. . . og så sød så han ud;

og lige lovlig modig blev man også. . .

og bagefter var man så træt at man faldt i søvn hos sin mor. . .

Dagen efter, altså tirsdag d. 7. februar, var det vores 7 års bryllupsdag. Syv år siden at vi besluttede os for at lægge alt det fertillitetsbehandling på hylden og gå videre med adoption. . . og syv år siden at jeg sagde til Niller at så kunne vi altså blive nødt til at gifte os, hvilket vi så gjorde små 14 dage efter i al hemmelighed. . . Nyheden annoncerede vi samme dag til familien og et par dage senere i avisen, hvor vi inviterede til åbent hus den kommende lørdag fra kl. 9.30 til morgenmad og til som vi vistnok skrev kl. ? Da klokken blev 5 om morgenen tillod jeg mig at smide spritstive venner hjem i seng. . . I næsten 24 timer havde vi besøg af over 60 mennesker og faktisk mindede dagen sjovt nok om den dag vi fik Juan i forslag. . . Det var der også mange der nævnte på dagen. . . Spontan og lykkelig. . .

Nå, men vi skulle afsted for at proviantere lidt på det lokale marked og havde også besluttet at skulle sende en lille hilsen på bloggen. . . Mimi havde sagt at vi skulle have følge af Henry, men om det var af venlighed eller fordi det var det sikreste fandt vi ikke rigtig ud af, men vi tror lidt det sidste, da vi godt nok blev overbegloet på vores tur. .  Henry synes selvfølgelig vi skulle tage en af de jeeps som kører op og ned af bjerget, men vi insisterede på at gå i varmen, da mit knæ var nogenlunde den dag. Det blev en lang og flot tur på 3 timer inkl. shopping, internet osv.

                                                                                    Her ved siden af nogle bette bambus'ser. . .

                             og det er virkelig trættende at se på at mor skriver på Computer. . .

og så smukt det var. . .

og store lastbiler, som sagde wrrr wrrrr. . .

og så lige et fællesbillede. ..

Og ja, resten af dagene har vi bare hygget og hygget og hygget lidt mere. . . og det ser nogenlunde  sådan her ud;

Nyde udsigten er altid noget man kan bruge, bare ikke så længe af gangen desværre. . .

Få gyngeture af mama er sjovt og et hit, når hun nu ikke kan fange mig med sit dårlige knæ. . .

At gå rundt med sin elskede fjellræv er altså også bare et hit. . . og lege med alle de fine nye klodser som mama og papa har købt. . .

 At tage bad med mor var lidt af en oplevelse og hun havde da glemt at sige at man også skulle have vasket hår. . .

Tulle rundt på græsplænen i en anden Juan David aflagte og lidt for store sommerdragt. . . Tak, Heidi :o)

Man kan ógså gå på sodavandsrov i køkkenet med far. . . Vi fik jo læst og påskrevet til overdragelsesmødet om hvad vi skulle give drengen at drikke, for som de sagde; "I danskere drikker jo kun vand til alle jeres måltider og I må forstå at Colombianske børn ikke kan drikke vand. De drikker juice og cacao hver morgen". . . Javel ja ! Som om vi ville begynde at ændre nogle vaner hernede. Sagen er jo så at lillemanden den første dag så os drikke af vores vandflasker og selvfølgelig skulle have det samme. Jo jo, han kan da også li' juice og cacao, han drikker det bare aldrig op. . . Vand de bæller han, som Niller bælle kaffe og jeg cola light. . . Desværre har han fundet ud af at cola smager godt, men han har endnu ikke fundet ud af at forældrene fortynder det med vand. . .

og når faren og Juan David er ude på narrestreger, ja, så slapper moren i poolen på madressen et lille øjeblik. . .

Og om morgenen ser det så hyggeligt ud her. . . Vi ligger gerne i en halv til en hel time og bare putter. Vi priser os lykkelige over at vi har fået sådan en lille hyggetrold. . .

Og om aftenen kan jeg så ligge og kigge på det her. . . Mit totale yndlingsmotiv;

Sammen med det her naturligvis;

og imens kan I jo forsøge at finde firekløveret i Farmens græsplæne. . .

Jeg behøver det ikke for jeg har al den lykke i verden lige her ved min side nu. . .