Yeahhhh, sentencia. . .

Dagen tog lige en uventet drejning. . . Egentligt var planen jo at forsøge at lave så lidt som muligt pga. skodknæ, men i morges ringede Mimi og fortalte at vores sentencia var klar, men at det var usikkert om den kunne skrives under idag, da det var en af de ikke særligt samarbejdsvillige højt-på-strå mennesker, som skulle skrive den under. Vores advokat ville gøre alt for at den blev skrevet under idag, men lovede at det ellers blev i morgen. . . Vi troede næsten ikke vores egne ører, da vi helt sikkert først havde regnet med at det blev i næste uge. Selvfølgelig var vi glade, for sentencia er STORT at nå til. Det er jo det endelige stempel, som fastslår at vi ER forældrene. Vi regnede med at der ville gå nogle timer før vi hørte noget, så Niller og Juan David gik en tur. Efter kun 10 minutter ringede Mimi og sagde at vi skulle være klar om 10 minutter, for nu var sentenciaen skrevet under af fru højt-på-strå og nu manglede bare vores underskrifter. . . Jeg fik fremstammet at jeg var alene hjemme og Mimi sagde at hun og Henry ville finde Niller. Hun må kende Niller ret godt allerede, for som hun sagde; "Han er nok nede ved stadionet" og ganske rigtigt efter 10 minutter kom Niller og lillemanden flyvende. De var blevet samlet op af Mimi og Henry og Mimi havde beordret Niller op og skifte tøj. I Colombia er det nemlig  vigtigt at man er velklædt, når man er ude i officielle ærinder. Det blev nu bare til lange bukser og den første og mindst krøllede skjorte han kunne finde og der var ingen der brokkede sig over. . . Jeg kom i klip klappere og det er nok heller ikke det fineste, men jeg er nok til gengæld nok undskyldt pga. mit knæ. . .
Afsted kom vi og alting gik så hurtigt til vi stod i retsbygningen i Manizales og Mimi spurgte i bilen, hvordan vi følte og som vi begge svarede; Vi er SÅ glade og lykkelige, men vi føler nu alligevel hele tiden han har været vores. Det var lige indtil vi havde skrevet under, så kom tårene BIG TIME og jeg tudbrølede til skue for alle i bygningen. . . Det var alligevel større end som så. . ! og sådan så det ud da Juan David blev vores;

Og her sammen med vores advokat Marcella og nedenunder

en lykkelig mor udenfor retsbygningen...

Derefter gik turen lige forbi fodboldshoppen, hvor vi fik hentet de bestilte

fodbold landstrøjer, som jo selvfølgelig er et must i vores lille familie

 og det er faktisk helt med moderens velsignelse for en gangs skyld. . .

Er de ikke søde. . ?

 

Derefter gik turen hjem til hotellet, hvor lillemanden fik sig en velfortjent lur og moren og faren fik skålet i øl, inden vi blev hentet af Henry, som kørte os de små 500 m til vores frokoststed. . . Jeg havde forsøgt at overbevise Mimi om at jeg sagtens kunne gå det lille stykke, men det ville hun selvfølgelig ikke høre tale om. Så mens vi ventede på Henry, tog vi lidt billeder af hotellet, som vi bor på. . .

 og her en vaskeægte familie. . .

Efter frokosten gik turen til det socialkontor hvor Juan Davids fødsel i sin tid er blevet registreret. Det synes jeg var en meget stor ting og det var meget svært ikke at blive berørt af. At forestille sig at han sammen med sin biologiske mor har været på selvsamme kontor og blive registreret, var meget uvirkeligt og underligt og jeg forsøgte at forestille mig, hvordan hun var kommet ind med ham på armen, sådan som vi så andre mødre gøre det. . .  Generelt er det bare en meget syret følelse at være i det område hvor hun bor og lever og jeg tør godt indrømme at jeg faktisk er lidt bange for at møde hende på gaden. Dermed ikke sagt at jeg ikke ville give alt for at vide endnu mere end vi gør nu og et billede af hende ville jeg give mange penge for, men det er desværre ikke muligt eller rettere tilladt. En af de første nætter efter vi havde fået ham, drømte jeg at vi mødte hende på gaden og hun flåede ham ud af mine arme og jeg vågnede i sved og tårer, mens jeg kaldte på Mimi og siden da har jeg ikke kunnet lade være med at kigge mig lidt over skulderen, når vi var på gaden... Det var ganske forfærdeligt og jeg har aldrig følt så stor angst, som den jeg følte den morgen. ja, faktisk, så har Niller og jeg talt om at vi ikke har følt så store følelser som nu. At elske et lille menneske så højt at det bogstavligtalt gør ondt i ens hjerte, er SÅ vild en følelse. Denne ubetingede kærlighed som alle forældre taler om at have til deres børn, forstår jeg nu endelig til fulde og bare at skulle skrive om det, får mig til at tude. . .

Nå, men formålet med dette besøg var at hans fødselsattest skal ændres så der står at vi nu er hans forældre. . . Det tog lidt over en times tid, men det føltes som 3, da den lille røvbanan var i et vældigt humør og helst skulle løbe rundt, frem og tilbage mellem Niller og jeg, op og ned af trapperne (Selvfølgelig med Niller, som selvom han ikke vil indrømme det, nok er pænt træt af at være den eneste med to gode knæ)

Han underholdt hele kontoret, venteværelset og alle mennesker, som kom ind af dørene. . . og charmede sig ind overfor alle. Det var ret sjovt, da en stor frygtindgydende politibetjent kom ind og så meget sur og vigtig ud og Juan David fór direkte over til ham og gav ham hånden og på klokkeklart dansk, sagde; "HEJ HEJ". Politibetjenten lyste helt op og sagde; "Hola, amigo". . .Det var et syn som fik alle folk til at skrige af grin. Han er altså bare så dejlig, den lille fis. . .

Flere af kontordamerne forsøgte at tage ham op, men han klinede sig heldigvis op af os og blev helt alvorlig i udtrykket og det smelter jo vores hjerter at han ved, hvor han hører til. . . Selv Mimi, som han kender så godt efterhånden vil han kun være hos et kort sekund, før han kaster sig tilbage i vores arme. SUK.

Vi aftalte med Mimi at vi i morgen fredag starter dagen med at købe flybilletter til Bogota. Vi har det meget blandet med det, for vi føler absolut ikke vi er færdige med Manizales. Pludselig synes vi bare det hele er gået for hurtigt og vi har spurgt hinanden tusind gange idag om vi nu har nydt det nok. . .

Selvfølgelig er der pt strejke i Bogotas lufthavne, så det bliver spændende. Vi er også usikre på om vi kan få plads på Hallifax, da der efter sigende er booket godt op.

Nu må vi se hvordan det hele spænder af i morgen, men der er stor mulighed for at vi kommer hjem i næste weekend (Sorry, Stine), men intet er sikkert inden vi kommer til Bogota. I Bogota skal vi have lavet både colombiansk og dansk provisorisk (tror jeg nok det hedder) pas til Juan David og så skal man vist bare have et udrejsedokument fra ICBF's hovedkontor på at vi tager ham ud af landet. . . Dernæst kan vi tage hjem! Det er SÅ vildt og vi ved snart ikke om vi skal græde eller grine over det, for som sagt er vi slet ikke færdige med Colombia og synes det er gået alt for hurtigt og på den anden side, så glæder vi os som gale til at vise vores vidunder frem og komme hjem og få en hverdag i gang. . . 

Vi er blevet spurgt meget om hvad størrelse den lille fyr bruger i tøj og skostr. Han bruger pt. str. 74 og lidt i str. 80 og str. 20 i sko.  Næsten stort set alt hvad vi har er fra 86 og op efter og er alt, alt for stort.  Jeg havde jo håbet på at købe en masse her i Colombia, men jeg må sige at jeg endnu ikke har fundet så meget drengetøj, som jeg kan li'. . . Det er kun blevet til et par natdragter og nogle bodystockings og selvfølgelig skoene. . . Jeg håber at nå at shoppe lidt mere i Bogota!

Nogle har også spurgt om der er noget han ønsker sig og hvis der er noget han er glad for, er det jo biler (Men vi har lovet at sige fra ham at han ikke kan li' biler, som larmer, hehe).

Jeg tænker også at togbanen fra Brio kunne være sjovt for ham.

Duplo i massevis har vi været så heldige at arve fra mine to nevøer, så det er ikke en mangelvare. Bøger er det nok mest moren som synes ville være et hit, for vi er kun nået til side 2 i de billedebøger vi har med. Så mister han interessen. . . Der er lige lovlig meget krudt i rumpetten på ham og forresten så tror jeg nu ikke den lille dreng kommer til at kede sig ihjel hjemme på værelset. . .

Resten af dagen er gået med at skype med familien og Majken. De var alle glade på vores vegne og glæææder sig til vi kommer hjem. . .

Vi valgte at fejre vores sentencia med at så ud og spise, men lillemanden var så træt igen idag og vi blev enige om at det skulle være noget hurtigt, så det blev kyllingestedet Frisbo og her til slut skal I se en video, som måske vil få jer til at tro at vi sulter drengen, men han er altså bare meget, meget glad for majs. . ;